Under Månen, 1

af Gittan Sarah Pedersen

 

Hun sidder under månen på sit værelse.

Hænderne ligger uvirksomme i skødet.

Fødderne har hun flettet omkring stolebenene.

Der er en gammel rift at spore på den ophovnede, højre kind.

Farven er gullig – også hendes kjole, der har røde pletter. Derfra, hvor jeg står på gaden, kan jeg ikke se, hvad de ligner. Men jeg ved at de røde pletter er hjerter, jeg har selv valgt kjolen til hende. Heller ikke det gule på hendes kind, kan jeg se, men jeg ved, at det er der.

Engang imellem løfter hun sit ellers nedbøjede hoved og møder mit blik, derude fra i mørket. Det er i hvert tilfælde, hvad jeg tænker. For hun tænker jo nok på mig.

Det bad jeg hende om at gøre, inden jeg gik ud ad døren, fordi jeg skulle besøge en ven, og hente noget dér. Noget af det, som jeg plejer at hente til os.

Men det har jeg hentet for længe siden, og nu står jeg her og holder øje med døren til vores opgang. For måske kommer han, og vil ind til hende. Ham hun kiggede på og smilte til, da vi var i træningscentret i sidste uge. Hun forstod ikke mit advarende blik. Faktisk så sagde jeg til hende bagefter, at hun helt havde ignoreret mig – og mit advarende blik. Og det har jeg jo sagt til hende før, at det, skal hun ikke, altså ignorere mig.

Månen over hendes hoved er ikke stabil. Lyset veksler med skyerne, der flugter hen over loftets bund. Jeg kan se hendes uro, som bliver til min uro. Er nogen kommet ind i rummet til hende uden, at jeg har opdaget det? Ham måske? Kullet i mine øjne gløder, og jeg kan mærke stenheden i min stirren, mens jeg tænder endnu en cigaret, men jeg kan ingen se i rummet hos hende.

Og dog, nu løfter hun sine hænder og sine arme som for at omfavne sig selv. Er det ment som en invitation? De grønlige pletter på hendes arme er egentligt ikke klædelige, men armene er bare, og kjolen har jeg valgt. Fordi den kun har stropper, og skulderen, nakken og halsen er nøgen, og det gør hende sød og min, men hun skal sidde stille. Det har jeg jo sagt. Jeg bliver nødt til at tage noget af det jeg hentede til os. Nu. Når hun gør noget, som jeg ikke vil have, og jeg står jo også herude i mørket uden månen. Det skal hun huske. Den har jeg givet til hende. Den hænger lige over hendes hoved.

Nu skubber hun skoene af sine fødder. Jeg kan se det imellem tremmerne, der udgør vores franske altan. Den altan, som jeg var nødt til at bukke hende nedover, så hun kunne huske, hvor langt ned der alligevel var, selvom vi kun bor på første sal. Men nogle gange er jeg bare nødt til at fortælle hende tingene flere gange. Sådan var jeg også engang. Sådan én, der skulle fortælles noget til flere gange, men ikke mere. Nu fortæller jeg i stedet for tingene flere gange. Og jeg er jo også i træning. Faktisk er jeg meget mere trænet, end ham hun smilte til i træningscenteret. Det skal jeg lige huske at fortælle hende. Og jeg sagde, at hun skulle beholde skoene på.

Han kommer nok ikke i aften. Han kan nok mærke, at jeg står vagt med kuløjne.

Hun kigger ud på mig nu. Og jeg kan se, at hun tænker på ham.

Jeg bliver nødt til at gå ind og gribe fat i hendes hår og hoved, og trække det bagover, så hun kan få øje på – sådan rigtigt øje på den måne, som jeg har givet hende – og at det er mig, og ikke ham, der har givet hende månen.

Bagefter kan vi måske dele resten i min lomme.

this is too heavy; let me see another
this is too heavy; let me see another
Fortsættes den 3. juli

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *