af Thore Bjørnvig
på grænsen til havet og glemslen
og overgroede stier og himmelskrammel
og erindringsløst gentindrende
det forlokkende løgneriske
opkastede forsøg på skitseret
at undfly sommerpaladsets
aristokratiske genfortællende rum
af begrundelser og forklaringer
på liv og digt og sandhed og usandhed
i en støvles myge mylder af melis
og majsstivelse med nakken i camembert
og munden i øst ånder jeg stadig
ordenes gitterværk af stavelser
og tungt rimede morgentåger
psykose plastikpose myose
mimose slicose kæmpe stor rød rose
midt i røven af en gummiged
med hatten kækt på sned
og alt det gamle ved
der brænder Saturn ud af natten
i skohornet vokser tonen
og skammen ved at være til
skammen ved skammen
og skammen ved larmen
af en åbnende kusse
hylende humbug
hakkende i skumringens
barberskum
sløret syn og himlens
hjerneforrevne bug
under badeforhænget går det igen
i spøgelseskolonner og kræmmerhuse
sælges og veksles og hengås
forbigås og overgås
af glemsel og bortsværmen
i denne personligheds gentagelse
af sin evige båndsløjfes strejftog
ud i ordene og jakkens kredsløb
mellem stjerner
skråt op med den lille investering
af varme og liv
i denne krop dette rum
hvor stemmer fryser til is
på væggene
det er et spil uden ord
et spild uden bord
et ét til uden mord
og en snor spændt ud
mellem for lidt og for talt
og for slidt og fatalt
det er bare det
og ikke andet
lige præcis så lavpandet
og forbandet
og der er ikke andet
et trip uden nåde
et hav uden både
en mark uden nogen der så’de
et liv uden nogen til at råde
det er her det sker
her det sner
her jeg vil ha mer
mer end jeg ser
mer end et bær
meget mer
end alt det der
der bobler op i fler og fler
et lille knæk i drømmen
et lille bræk i strømmen
der tordner i natten
og sortner i bækken
blandt ål og strømper
på den måde findes
alle tider på en gang
og gør det så ikke alligevel
og gør det så alligevel
faren for at komme til at ligne andre
stiger på en måde i takt med
at man lærer disse andre at kende
men chancen var der måske
i langt større grad før
og efter er det
at den egentlige mulighed
begynder at vise sig:
det ingen nogensinde
i virkeligheden har kunnet forstå
måden at sige det på
et tæppebombardement af vellyd
i ørets snørklede gangbro
af oksende myrer
og vibrerende nyrer
jeg onanerede fem gange om dagen
på den nedlagte jernbanestation
der var spøgelser på gangen
men jeg hørte dem aldrig
jeg vil skide på dine stynede popler
og dine uforståelige gobler
jeg vil spise dine sokler
og knuse dine karfunkler
