det var mig der opfandt byen

af Solus Ipsen

 

Han stod altid det samme sted midt mellem ingenting og endnu mindre på hovedfartsvejen. Det kaldte man den. Ligesom hovedgaden hed Hovedgaden selvom der kun var den ene gade. Han havde et pænt men falmet jakkesæt på, det kunne udmærket have været skræddersyet. Når han prajede folk der kom forbi i deres biler standsede forbavsende mange, men selvfølgelig kun dem der ikke kendte ham. Indtil de var ude af bilerne og begyndte at spørge ham om det folk kan finde på, blev han stående, ikke anmassende, men heller ikke ydmyg. Så bakkede han  baglæns og slog ud med armen og tegnede landskabet for dem med en finger. Han sagde ikke noget, lod træerne, markerne, muldvarpeskuddene, vinden i græsset og grøfternes blomster tale for sig selv. De fleste blev utilpasse af denne gestikulerende tavshed og fortrak til deres biler, men enkelte blev stående længe nok til at han påbegyndte sin mumlende besværgelse: det var mig der opfandt byerne, ingen har takket mig endnu, det var mig der opfandt byerne, ingen har takket mig endnu, det var mig der opfandt byerne, ingen har takket mig endnu…

Men var det ikke dig der opfandt kødet, spurgte jeg ham engang.

Også det, sagde han. Han boede hele sit liv på Hovedgaden, to huse længere henne – hvis man så det fra Slagter Jensen der heller ikke er længere – end lille-kaj der havde over 2000 forskellige øljern hængende på væggene.

my god, it's full of stars
my god, it’s full of stars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *