af Louise Kristensen
I en tilstand af understrømsparathed
Gaderne er vand
den mørke by en strømmende flod
husene blot kulisser og vandet sort
de sejlende svaner skærer
gennem mørket
Himlen lyser op i korte glimt
kun jeg har opdaget understrømmen
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forstå det
I mørket i vejkanten holder en bil
der bygger på en antagelse
og flyder sammen med skyggerne
jeg ved ikke hvordan jeg skal forstå det
I mørket bliver lys til syngende figurer
og stjernerne hamrer op gennem gulvet
jeg ved ikke alting!
Men himlen lyser op igen, kort
og minder mig om
hvad jeg endnu ikke ved
Popler
Poplerne sveder heftigt i solen
deres sved drypper gennem natten
poppelsved løber hen over jordens tomhed
De føder små kranier
mens de løber over af mælk
om dagen blinker de i solen
og rasler i vinden
Men de har rødder i natten
derfor planter vi dem:
fordi de sveder små kranier og løber over
af blinkende raslende mælk
plukker dem
lægger dem atter i jorden
de skyder mod himlen
og løber over af mælk og evighed
