af Frank Emil Larsen
INGENTING
det var ingenting
et vacuum med paranteser udenom
et glemt tidsrum
to par øjne som skuer hinanden
på hver sin side af det
som var ingenting
før var det ingenting
øjnene fylder umærkeligt pladsen ud
bliver til mennesker
kun to af dem
er der tilbage til at se
på alt dette ingenting
og hinanden
det er ingenting
siger de
stadig mere panisk
menneskene vokser
friktionen og heden fylder snart
hele dette lille ingenting
ingenting er ikke stort nok
til os begge
ingenting siger de mere
mere ingenting siger de
og forsikrer sig selv om
at netop dette
ingenting var
MIT MØRKE
mørket er en gråsort masse
blød og altomsluttende
en akkurat følelig substans
lyset er en tindrende sværdklinge
skinnende og farlig
en smertefuld og skarp knivsæg
som skærer sig gennem mørket
der skriger af smerte
det er mit mørke
siger jeg
jeg har lov at færdes i mørket
blive væk i det
flyde uden at vide hvorhen
du har så forpligtende øjne
du er min og du skal se
svarer lyset
med tårnhøje bogstaver
sitrende skræmmende hvidt på sort
som falder ind i øjnene
og aftegner
endeløse rækker af billeder
kontraster på væggene i
hjernens labyrinter
chokerende og ækle
et vanvittigt spejlkabinet
et forvrænget liv passerer
som en fragmenteret revy
barnets endeløse skrig er
en slutning
og høres
endnu som et ekko
mens jeg lettet glider ud
i mørket
endnu, endnu, endnu
flere af Franks digte her og her og her