Hjerter klippes med en s a k s

De omvandrende Pilgrimme gav dig den i real-time. Nu kan du selv tage den som pdf: H j e r t e r k l i p p e s m e d e n s a k s – med en eller med den saks. Ja, ja. Der er også et efterskrift, kaldet

ARS SCRIBENDI i dette tilfælde.

 

I sne står Kurt og Bus i skjul. Indenfor er der varmt og hyggeligt. En rød mand finder en grøn bog frem, eller også er det gult og brunt eller gråt og grimt. Han åbner den og kigger ned på en saks frem slukker lyset og går i gang: Myten og julen vil sige myterne om den, julen. Min familie og mine neuroser støder sammen og hvor er det bare hyggeligt. Igen. Eller. Der er flere eller i hvert fald to myter eller to sider af den samme om julen. Den spirituelle og den materialistiske. Nej, det jeg ville, var jo ikke at læse og forklare mig og mit, kun beskrive hvordan der var blevet læst og skrevet i dette tilfælde. Det var som gik jeg (min Ånd, mig) en tur ud i en skov (teksterne), eller også som at jeg svømmede i havet, jeg mener dykkede ned mod bunden langs et rev hvor alskens gevækster og artefakter kunne sankes (og hvorfor tænker jeg på et Anders And blad lige nu?), ligesom burerne der sidder fast på sokkerne og man opdager dem først når man kommer indenfor igen. Tramp-tramp sne, sjap, slud, regn, mudder eller ikke rigtig noget af på gulvet alt efter vejret, støvlerne af og så er de der. Igen. Ind og lave juledekorationer med dem. Det samme gør de gamle tyskere (de var feriebørn, det hed det, efter Anden Verdenskrig, eller også var det deres forældre, jeg ved det ikke: “hvor langt er vi kommet til?”) når de låner min mormor og morfars sommerhus, går tur på stranden og samler ting, plastic, drivtømmer, sten og fjer sammen og limer det sammen til et eller andet der står i vindueskarmen eller hænger på væggen og vi nænner ikke at tage det ned, fordi så skulle vi huske at hænge det op igen, når de kommer på besøg næste gang, og det véd vi at vi ville glemme, så vi lader det hænge.

Linjeskift. Mere konkret denne gang, tak og tak for de fine metaforer. Åh nej, der kommer en metafor til. Her er den. Jeg er en biolog og/eller kemiker, altså en biokemiker, såkaldt, der ikke helt kender til andre grunde for at prøve på at gøre noget, end at det måske kunne vise sig at være muligt at gøre. Rigtigt eller forkert? siger vi ikke her. Vi siger: muligt eller umuligt! Så jeg har min, øh, den der glasbakke med bakterie-øh-kultur og min pipette og jeg har mange af begge dele og så går jeg i gang med at mixe og pode bakterier på baktierier og virus på virus. For at se hvad der sker.[1] Nej, jeg mente. Her kommer den rigtige metafor. Det er faktisk mere ligesom at feje (eller er det en simile? hvad betyder ordet som?). Man fejer en bunke sammen og fejer mere til den bunke – det kommer – den nye tekst kommer frem – ligesom i de der fejebevægelser en lille smule som bølger, noget der vokser gradvist i takt med mine egne bevægelser – og så fejer man den, bunken, op på bakken. Så tømmer man bakken og fejer sammen igen. Man samler op og sætter ned. Igen og igen finder jeg de mytologiske tekster frem og det er meget let nutildags, det er de fire første hits på google. Det eneste man skal kende er de rigtige søgeord, og hvor kommer de så fra? Det er en hemmelighed, begge dele er en hemmelighed. Hvad søgeordene er og hvor de kommer fra. Pudsigt, ville man nok sige, de er – søgeordene – de eneste ord “jeg selv har skrevet”. Men så har man altså fået sig sine tekster og klippet dem ud og sat dem ind i sit arbejdsdokument og det fylder små 12 til 16 sider. Først den ene tekst, så den anden, den tredje og så videre. Det princip kender enhver. Lad arbejdet begynde.

Golden horses copulate in black clouds of west
Golden horses copulate in black clouds of west

Liste over værktøjer eller rettere kommandoer der er benyttet i dette arbejde:

Bevæg cursor: piletaster, mus eller touchpad

Markér tekst: shift + piletaster

Kopiér tekst: cmd c

Indsæt tekst: cmd v

Afsted, op, ned, frem og tilbage. Igen, igen, igen. Princippet er at tingene i udgangspunktet står i den forkerte orden og at de derfor skal flyttes hen til de andre ting de hellere vil stå ved siden af – sveskerne vil også stå Jesus nær og hvorfor ikke? hvem kan svare på det? oppe i Jesus er der så varmt – så en ny og bedre orden kan komme frem. Bedre? hvorfor: Bedre? (gåseøjne.) Fordi den udtrykker mobilitet, den er fleksibel, hyperkompleks, remedieret og senmoderne ad Hekkenfeldt til. Det andet princip? Alle tilfældigheder har betydning og det vil sige der er ingen tilfældigheder og det første er altid det rigtige. Det gælder kun om at få fart på og holde farten oppe. Det er meningen at man skal miste orienteringen. Det er forbudt at tænke sig om. Gør man det, ødelægger man alt. Hvis det man har klippet i stadig ikke virker, klipper man videre. Lader dem finde hinandre, Ordene. Citat Grundtvig. Eller?

my god, it's full of stars
my god, it’s full of stars

Det er sådan her. Mit blik kunne sidde som en eller flere fiskekroge på en line. Lodder på, kast ud, synk til bunds, vente lidt og så trække op, dette ikke alt for hurtigt; først napper de og så bider de. Ser du? Man ser med et smil for sig selv hvilke fragmenter af mening der sidder på krogene og banker dem forsigtigt af i bunden af båden. Gentag proces. Stamp, stamp. Ny bunke. Gentag. Bunke. Gentag. Bunke, bunke, bunke. Igen, igen, igen. Når der er nok bunker af Frutti di Mari, går man i gang med at sortere lidt i dem. Kontraster, hverken for store eller for små, syntaks, hverken for stærk eller for svag, glidninger, brud, skred, den hårde smag af et let overgreb bag ryggen. Mine øjne – er åbne nu. En bunke må ikke være større end 140 tegn inklusiv mellemrum, uden linjeskift. Sådan er det jo og jo tættere man kommer det præcise tal, jo bedre en bunke.

Gradvist ordner bunkerne sig selv eller burde man her anvende en tydeligere passivform? De ordnes. Nå. I ethvert virvar ligger en fortælling og i enhver fortælling ligger det brændende ønske om at blive fortalt (passiv igen). Den vil frem og kommer frem, ligesom af sig selv, en passant eller er det en suite? Dørene åbnes og indledningen præsenterer vort persongalleri. Så begynder festen. Så et dødvande i tingenes generelle tilstand (kan eventuelt aflyses). Så fadermordet eller ofringen eller bare noget med knive, blod og sakse. Derefter denoument, lysene tændes og vi siger farvel til vores hovedperson.

Narrativ, struktur, intention, helhed.

Spørgsmålstegn.

 

Der står altid spørgsmålstegn udfor de størrelser. Spørgsmålet – det store spørgsmål, om jeg så må sige – er så bare om man har den slags øjne i hovedet der kan se de spørgsmålstegn der med tiden er blevet visket ud (det er nemlig sådan med spørgsmålstegn at de aldrig kan fjernes helt, når de først engang er blevet sat. Det man fjerner, er kun deres omrids. Papiret – eller skærmen – er et spørgsmålstegn, eller – mere præcist – spørgsmålstegnets, øh, habitus).

Hvor kommer alting fra?

Det ved jeg ikke.

Hvad ender alting med?

Jupiter and beyond ...
Jupiter and beyond …
Det er en gåde og løsningen er et bogstav.


[1] PS: indsæt ordet diskurs et sted i metaforen med biologen. PPS: dette er den første fodnote jeg sætter i adskillige år (jeg har mistet taget; jeg ved det godt).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *