Dødsstjernen

af Steffen Baunbæk

 

Manden med leen

er fandeme en stjerne,

det skider jeg på,

og i klasse

med Dietriech og Callas

og Frankieboy,

cool, så selv katte

bliver bange og flygter,

og sikker i stilen som få,

ingen ser ham

på stranden i Rio

med patter af plastic

og læber,

der svulmer af Botox,

og ingen har spottet ham

inde på Zen

med en halvlunken

Carlsberg i hånden

og pletter på tøjet

i færd med at bolle

tilfældige tøsebørn tykke,

for Manden med leen er cool

og så cool,

at de blitzende buske

bag slotte

og luksushoteller

og country clubs

pludselig bliver mørke

og underligt stille

idet, han passerer forbi,

og skulle Skat

tjekke tallene,

passer de altid,

for Manden med leen

er ærlig

og snyder sgu ingen

for noget

og tager,

hvad der tilkommer ham,

uden håb

om forhandling,

og hvad det end er

for et tvivlsomt talent,

han er født med,

turnerer han

ivrigt og endeløst,

indtil enhver

synger med,

til al hån

og kritik

er forstummet

og manet

i jorden.

when the human face tyrannised over my dreams.
when the human face tyrannised over my dreams.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *