af Claus Tabs visioner

af Christian Bonde Korsgaard

 

Det her er nok det tætteste vi kommer et egentligt, decideret metaniveau i teksten, sagde Claus Tab. Et fuldt udfoldet metaniveau. Ja, forstå mig ret. Altså, vi er jo kun lige begyndt. Jeg mener naturligvis i vores historie, os her i verden. Teksten! Hvad er det, hvorhenne? (Han så sig med påtaget forvildelse omkring i rummet) Der er ingen tekster her. Hvordan – det er så spørgsmålet, vi gerne vil have at du prøver at svare på – hvordan ville det tage sig ud, hvis et egentligt metaniveau dukkede op her hos os, hvis vores liv og verden pludselig viste sig bare at vær tekst? Ville vi, for eksempel, nærme os det fra siden eller oppefra eller nedefra og hvor hurtigt ville det gå?

Jakob så fra den ene gamle mand til den anden mens han tænkte sig om. Det var en evne han havde og som han beholdt rigtig længe, inden han endelig mistede også den. Han hældte et glas vand op, betragtede det længe, drak en slurk, satte glasset fra sig igen rykkede det længere ind på bordpladen, rømmede sig og sagde så:

Et metaniveau … altså at vi ville opdage at en eller anden sad og læste det her?

Claus Tab nikkede. Jakob tog endnu en slurk vand inden han fortsatte. Der stod flyttekasser overalt. Træbjælker, hylder og plader og en rundsav og værktøj. De sad ved et improviseret bord midt i det hele, en spånplade lagt henover to bukke.

Ja, du må undskylde rodet. Vi er ved at bygge om, sagde Claus Tab.

Gradvist begyndte Jakob at tale mindre og mindre langsomt:

most like articulate sounds of things to come
most like articulate sounds of things to come

For det første … ville denne læser jo være kvalitativt helt anderledes end os og eksistere på helt andre vilkår end os. Nærmest som en gud. Så, det ville jo være jordens undergang og enten ville den være så godt som uendeligt længe om at indtræffe og nok aldrig indtræffe helt og aldeles, eller også – hvilket jeg, hvis jeg skal lege med på legen, finder mere sandsynligt – ville det indtræffe øjeblikkeligt og vi ville nok ikke engang nå at opdage at vi ikke som sådan eksisterede. Der ville ske en elller anden slags forskydning eller kollaps i antallet af de dimensioner der udgør virkeligheden, jeg forstår ikke helt hvor mange der egentlig er for os, men i hvert fald fire. Måske ville der komme flere, måske færre. Måske kun to. Det ville måske opleves som om at hele virkeligheden i et glimt kom helt herhen og fortættede sig i lige netop det punkt hvor vores selvbevidsthed genereres (her midt mellem øjnene). Alt ville blive sort eller hvidt, tror jeg. Som om noget på den anden side af en grænse vi ingen mulighed har for at erkende, med ét brød igennem. Hvis vi ville nå at kunne erkende noget i det forfærdelige øjeblik, hvilket jeg tvivler på, ville det gå op for os at vi aldrig har ekststeret og at vi kun er til som tanker der er kommet ud af bogstaver der eksisterer i andre dimensioner end dem vi har kendskab til i en bog der er større end hele universet.

He, he. Claus Tab var ovenud begejstret. Jeg sagde det jo, Ole. Der er krummer i den dreng.

Krummer, gentog Ole Møgbæk og så skeptisk ud mens han ledte efter et sted på sit clip-board at skrive et ord ned.

Hvis nu, sagde Claus Tab meget højt mens han holdt en pegefinger op. Det her var en metalitterær passage i en roman som du havde eller var ved at skrive, Jakob. Hvis denne frygtelige guddom for et øjeblik trådte frem og begyndte at tale igennem dig. Hvad ville du så sige eller måske skrive?

Jakob var med på legen nu. Han følte han kunne tale frit og at han fik mange idéer. Lad mig lige tænke lidt, sagde han … altså det ville, efter mine begreber, ikke være sådan helt ren metafiktion at en litterær karakater begynder at tale med, hvad skal man kalde det?, forfatterens stemme (Claus Tab rystede på hovedet. Det er klart. Det er klart) men, godt så. Jeg ville nok sige noget i retning af. Mit navn, kære læser, er slet ikke Jakob Lundgaard. Udover at være en af de vigtigere karakterer i handlingsforløbet, sammen med Claus og Ole her, som i øvrigt også er konstrukser der hver især består af brudstykker fra flere forskellige kilder, er jeg faktisk også både fortæller og forfatter. Inden jeg lige om lidt trækker forhænget for igen, vil jeg her i al åbenhed sige, at jeg håber du kan lide min roman og i det mindste vil holde dig lidt tilbage med at kritisere den fordi du sandsynligvis ikke selv har skrevet en roman og derfor ingen reel anelse har om hvor lang tid det tager, hvor svært det er at hitte rede i alle trådene og at bevare sin lyst til at skrive det her møg (han bankede to gange på bordfladen, som om den var en dør) efter at det først er begyndt at filtre sig sammen. Og så, sagde Jakob. Ville jeg trække mig tilbage i mit skjul igen og ellers bare gå i gang med at lade plottet udspille sig så læseren selv kunne fortolke og vurdere.

inaudible as dreams
inaudible as dreams

Claus Tab sad og lo lydløst. Jeg har lyst til at klappe, sagde han. Men det gør jeg naturligvis ikke. Istedet skal jeg blive ved med at stille spørgsmål. Det går min rolle ud på, på nuværende tidspunkt. Tilbage til teorien om at verden ville gå under … Ville det være ligesom – plop (fingre spredt ud fra tindingerne lidt som en blomst) – dit hoved eksploderer og der er blod overalt?

Nej, det ville det ikke, for der ville jo slet ikke været noget blod.

Det er nemlig rejti. Vi ville blive til stemmer i et billede ingen som os nogensinde ville få at se. Hvis vi forestiller os at det ville gå langsomt nok til at vi kunne mærke det eller lægge mærke til det, så ville vi gradvist, vores kroppe, ville blive mindre og mindre materielle. Vi ville blive til spøgelser uden at dø, fordi vi aldrig havde været i live og hele verden og hele verdenshistorien fra det første skrevne ord til denne uheldige og pludselige altings ophør i denne umådelige cyklus ville blot være en kortvarig søvntilstand mellem to guders drømme, en af dem død af alderdom og den anden endnu ufødt. Måske, det forestiller jeg mig, kan man lige nå at tænke åh nej og så … et dybt metallisk brag der giver efterklang i et rum der er ophørt med at eksistere … not with a whimper but a bang, om jeg så må sige. Ja, jeg sidder og bliver helt grebet. Der er ikke noget der kan give mit blod fart som at tale om litteratur, sagde Claus Tab, der skodede en cigaret med eftertryk i askebægeret og kiggede ned i sine papirer. Der var mange papirer. Claus Tab så op. Og hvad synes du så om metafiktion?

Jeg bryder mig ikke rigtig om det, sagde Jakob. (Det var et let spørgsmål.)

Claus Tab gav Ole Møgbæk en albue i siden. Ole satte et flueben.

Hvad er der da galt med metafiktion?

Mange ting. Hvordan er den overhovedet berettiget? Det letteste er nok at sige at den er fattig og ondskabsfuld, det er sådan noget selvglade mennesker laver i håb om at de på den måde kan skjule hvor selvglade de er. Hvilket er helt håbløst. Men egentlig ser jeg ikke metafiktion alene som problemet, hvis man skulle tale om et sådant. Jeg tror at det der er noget galt med er postmodernismen, hvad den så end er eller kan siges at være.

Ja, det ved jeg at du synes. Jeg har jo læst din fine artikel i Kritik her for et par måneder sigen. Det var stærke sager. Men kritikken af postmodernisme, véd du nok, fører ingenlunde ud over den, postmodernismen.

Sådan er det jo.

Ja, desværre

a dream remembered in a dream
a dream remembered in a dream

Det her, sagde Ole Møgbæk med en meget langsom og endnu dybere stemme, er gået helt galt. Lige fra starten af, Claus. Det var slet ikke hvad vi aftalte. Jeg kan slet ikke finde ud af hvor vi er.

Ole Møgbæk smed clip-boardet fra sig på bordet. Jakob kunne se at det lignede en blanding af sudokuer og umedgørlige grafer i et koordinatsystem overrendt af billeder og ord. Det så ud som om der blev ført point ude i højremargen.

Nej, OK. det er rigtigt. Undskyld, Ole. Det var bare, den her idé med metafiktion. Jeg fik den i sidste øjeblik og tænkte det kunne være en raffineret måde at starte på.

Raffineret, sagde Ole.

Claus tog clip-boardet og lænede sig ind til Ole og hviskede og pegede. Her, her og her.

Og hvad så nu?, spurgte Ole.

Nu, sagde Claus Tab og gned sig i hænderne. Nu er vi kommet dertil hvor jeg læser, meget passende, nogle isme-betegnelser højt for dig. Bagefter skal du sætte dem i en rangorden.

Baseret på hvad?

Baseret på din smag, selvfølgelig. Hvad findes der ellers at basere noget på? Er du klar? Romantik, impressionisme, ekspressionisme, surrealisme, modernisme, postmodernisme, naturalisme, symbolisme, (etc). Jeg er færdig. Det er din tur.

En tanke om “af Claus Tabs visioner”

  1.                   #
    – hvad med resten af romanen,
    hvor finder man den,
    kommer den her sidenhen?
                      #
    Eller kan man erhverve bogen
    hvordan får man den på krogen?
     
    :o)
    amp

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *