København

af Steffen Baunbæk

 

København,

du var smukkere,

da du endnu

var en skitse,

en tåget idé

om de vilde,

fantastiske ting,

man umuligt

kunne finde

i Silkeborg,

hvor man gik over

for grønt,

købte nyt tøj

i Føtex

og strømmede til,

hver gang Falcon

trakterede nede

i teltet

ved havnen

med oldies

but goodies

og alle

de nyeste hits

fra top 40,

 

åh, jo, København,

du var større,

formoder jeg,

da man var lille

og oprørsk

og bumset

og fyldt med hormoner,

men pigerne

– alle de lækre

fra Balle

og Gødvad

og Alderslyst –

så ganske kort

på éns sorte klamotter

og fedtede garn,

før de spurgte om,

hvor man skulle hen

til kostumebal,

 

oh, København,

du var langt mere sexet,

før jeg kom herover,

omsider,

og løb for mit liv

mellem syge cyklister

og tikkende

menneskelige bomber

og tiggende hænder

og ventede dage

og uger i regnen

og kulden

på pakkede busser

og snavsede S-tog,

der kom ind imellem,

såmænd

men gudhjælpemig

aldrig

“til tiden”,

 

oh, boy, København,

du var ligesom

en del mere funky,

før dengang,

jeg løb på Steen Jørgensen

nede på Floss,

og han ikke var

dyb eller mystisk,

men bare

et fredagstræt postbud

på druk,

eller dengang,

jeg så Jesper Binzer

– “I won’t cut my hair”-

rock’n’roll-Jesper-Binzer –

en aften i trængslen

på Købmagergade

med kone

og barnevogn,

kone

og barnevogn,

fandeme!

 

og du, København,

mellem os to

formoder jeg,

at du var mere sympatisk

før wellness

og mindfulness,

zumba, pilates

og rygeforbud,

før du solgte

din sjæl for

et skudsikkert selvværd

og kridhvide tænder

og lappede hullet

med hellighed,

 

well, København,

du var ikke en drøm,

du var bare et sted

– endnu et –

at tage væk fra,

en rådden banan

i et abebur,

alle kan ruske i,

ingen kan

undslippe

længere.

En tanke om “København”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *