af Steffen Baunbæk
København,
du var smukkere,
da du endnu
var en skitse,
en tåget idé
om de vilde,
fantastiske ting,
man umuligt
kunne finde
i Silkeborg,
hvor man gik over
for grønt,
købte nyt tøj
i Føtex
og strømmede til,
hver gang Falcon
trakterede nede
i teltet
ved havnen
med oldies
but goodies
og alle
de nyeste hits
fra top 40,
åh, jo, København,
du var større,
formoder jeg,
da man var lille
og oprørsk
og bumset
og fyldt med hormoner,
men pigerne
– alle de lækre
fra Balle
og Gødvad
og Alderslyst –
så ganske kort
på éns sorte klamotter
og fedtede garn,
før de spurgte om,
hvor man skulle hen
til kostumebal,
oh, København,
du var langt mere sexet,
før jeg kom herover,
omsider,
og løb for mit liv
mellem syge cyklister
og tikkende
menneskelige bomber
og tiggende hænder
og ventede dage
og uger i regnen
og kulden
på pakkede busser
og snavsede S-tog,
der kom ind imellem,
såmænd
men gudhjælpemig
aldrig
“til tiden”,
oh, boy, København,
du var ligesom
en del mere funky,
før dengang,
jeg løb på Steen Jørgensen
nede på Floss,
og han ikke var
dyb eller mystisk,
men bare
et fredagstræt postbud
på druk,
eller dengang,
jeg så Jesper Binzer
– “I won’t cut my hair”-
rock’n’roll-Jesper-Binzer –
en aften i trængslen
på Købmagergade
med kone
og barnevogn,
kone
og barnevogn,
fandeme!
og du, København,
mellem os to
formoder jeg,
at du var mere sympatisk
før wellness
og mindfulness,
zumba, pilates
og rygeforbud,
før du solgte
din sjæl for
et skudsikkert selvværd
og kridhvide tænder
og lappede hullet
med hellighed,
well, København,
du var ikke en drøm,
du var bare et sted
– endnu et –
at tage væk fra,
en rådden banan
i et abebur,
alle kan ruske i,
ingen kan
undslippe
længere.
Smukt, hr Baunbæk … !