af Jonas Reppel
I en meget lille krog et sted i hovedet
står en bleg måne
Og venter på at spejle sig i sindets sø.
Er en af dem
der kigger på vandpytternes overflade
for at se hvilke drømme
natten vil byde på
og lygtepælene tænder deres øjne
når dagen drukner i havet
og de har heller aldrig set lyset
De er i familie med den tynde måne.
Kan se på stjernes fald
om det bliver en af de branderter
Man ikke kan huske.
Verden er stor
jorden er en melankolsk
sten
og på den iskolde havn
råber blæsten
en sang
der får børnemindernes
øjenlåg til at lukke
ud af radiatorens små dryp
kommer alle
de klatter den færøske digter
har spredt i bøgernes maleri
ud af dine øjne
kommer mit livs mudrede landskab
stadig savner jeg cigarets røde lysende øje
i rastløsheden blå lagune
ofte ser jeg ord vokse ud nabopigens cigaret
ofte drikker jeg vandet fra et sekund inden det bliver til minuttet
håber aldrig jeg vokser fra det
og isen i min mave
giver mig
kolde fødder
Lyset finder altid vej
igennem gardinet
Morgenstunden skal helst indeholde min elskedes udslåede hår
og de bløde lår inden for rækkevidde
Om morgenen tjekker jeg hver en krog
af sindet
for at se om der stadig
sidder granatsplinter fra natten
i huden
Hver dag kigger jeg ud i af vinduet for at se om virkeligheden
stadig eksisterer og ånder lettet når jeg opdager at det gør den
og snart er mine øjenlåg fulde af gigt
