af Christian Bonde Korsgaard
for enden af hver en linje hænger
de tørre rester af gamle tanker
og ryster deres støv af sig ned i
en afgrund af søvn. Med to sølvtænger
forsigtigt, plukker jeg fjorten ranker
af de fineste ord. Sorte ser de
ud, ordenes lys som jeg så gerne
ville bo i hos dig i det fjerne.
Lige her engang for længe siden
gik jeg ud i det mørke der blev skabt
da livets ord visnede i tiden
lydløst og nu hvor alt er gået tabt
blomstrer ordet op som en død stjerne
koldt og giftigt inde i din hjerne.
