Du elsker naturen

af Lone Andersen Skjern

 

Jeg prøver at forestille mig vores sommerferie. Hvordan vi kører igennem Sveriges skove, og hvordan det selvfølgelig vil føles meget befriende og klaustrofobisk på én gang. Jeg har altid været fascineret af det billede: to mennesker alene i en bil midt i naturen. Det er et meget kontrastfyldt billede jeg forestiller mig. Det er der ingen tvivl om.

Han er på sin side meget begejstret for ideen om os to på tur gennem Sverige. Han siger, at han vil fiske og han griner og siger: Så kan du lave maden. Jeg er helt med på hvad han forestiller sig. Det er en leg vi skal lege og jeg tænker over, hvilken sandhedsværdi der er i legen. Jeg er helt med på hvad han forestiller sig, og det er han også selv: det moderne menneskes romantiske forestilling om naturen, om at leve i ét med naturen.

Det der interesserer mig, er at jeg er begyndt at blive bange. Det er ikke så voldsomt endnu, det er bare en lille spirende ny fornemmelse af uro, som kommer når jeg ser bilen i et fugleperspektiv halvt gemt dernede mellem trætoppene. Samtidig dækker de næsten udsynet, de samler sig til en broget farverig palet af grønt som jeg ikke kan kigge ned igennem. Bilen snor sig frem, som en slange og rundt om ligger tusindvis af små søer og lidt længere ude i billedet ligger havet og glimter med små toppe af hvide flager.

Jeg er altså begyndt at blive urolig, som om jeg aner, at der er noget skæbnebestemt over det billede (men jeg er ikke kommet langt nok ind i handlingen til, at jeg rigtig tydeligt kan forstå hvad det er, der vil gå galt).  Jeg tager et kort frem og breder det ud over knæene, mens jeg leder efter Örebrö, men det hjælper ikke med et kort. Det har samme uforståelige fugleperspektiv, som jeg ikke kan trænge ned i. Vi er alene i Sverige, vi er et par alene i Sverige og det er vel klart nok, at jeg er urolig for et eller andet, som er knyttet til det med at være et par og det med at være et par alene.

for only the poor and the lonely remember
for only the poor and the lonely remember

Vi tager af sted meget tidligt en lørdag morgen først med toget til Malmø, hvor vi henter vores bil fra AVIS, der ligger lidt længere nede af samme gade som stationen. Bilen er enorm og, viser det sig, meget følsom overfor ujævnheder i vejene. Den begynder at bippe og blinke som et cockpit, snart er den gal ved det bagerst højre hjul, snart er det foran eller fordi en af os ikke har taget sikkerhedssele på. Et øjeblik efter er den tavs igen og lader os kigge på kort og køre. Vi svinger ud på motorvejen og foran os ligger 9 timers kørsel langs vestkysten i Sverige op til den lille hytte midt i skoven. Vi ankommer omkring kl. 18.00 og får udførlige anvisninger af en svensk pige vi stopper på vejen, I skal bare dreje en gang til venstre og så en gang til højre ad den 1. sti. Vi kører lidt videre og standser bilen.

Da vi træder ud, er vi fuldstændig omsluttet af stilhed. Midt i det grønne, ca. 10 meter fra os, ligger huset. Døre og vinduer er lukkede, det er som om der står et væsen inde bag et af de mørke ruder, inde i husets sorte mave, og kigger ud på os. Den stilhed, der slår om os, sætter øjeblikkeligt ind i mig, så jeg bliver i tvivl om hvor jeg ophører og hvor naturen omkring mig begynder, jeg føler at jeg synker ned i det grønne græs under mine fødder, og for ikke at ødelægge ferien, som næsten ikke er begyndt endnu, sender jeg dig et storslået smil og du ser så glad ud, at jeg ikke nænner at ødelægge noget med mine fornemmelser.

Faktisk falder vi  hurtigt til. Efter et par dage har vi fundet en rytme, hvor vi skiftes til at bære vand ind i store spande, jeg varmer vand i kedlen og bærer det ud til dig, når du skal have dit morgenbad. Du står midt mellem de mørke træer og blomsterne og

våde græsstrå klistrer til dine ankler. Du er nøgen, og du ser ud som om du var født her, du nyder hvert et øjeblik af det, og jeg kan ikke lade være med at elske dig endnu højere, fordi du er sådan en underlig blanding af moderne mand, og samtidig opfører du dig som om du har eksisteret siden stenalderen, som om du har fanget en hjort med dine bare næver og værst af alt, som om du er vant til at leve helt isoleret fra andre mennesker, inklusive mig. Du vender dig om og spørger om vi skal tage på fisketur, mens jeg gnider din hud med håndklædet. Du står dér lige foran mig, jeg rører endda ved dig, men du er også underlig gennemsigtig og meget meget hvid, jeg kan se solen spille gennem dine ribben og din hud lyser som et stykke rav mod lyset. Jeg har lyst til at omslutte dig med håndklædet, så du ikke forsvinder allerede nu, her midt på plænen. Efter nogle dage begynder jeg at få en fornemmelse af, at der er noget, der kalder på dig inde fra skoven. Hver aften kan du sidde på hug her på græsset foran huset og kigge ind i mørket mellem træerne, som om du har øjenkontakt med noget derinde.

Nogle gange forsvinder du og jeg går ud på trappen og kalder på dig, David, kalder jeg, mens jeg prøver på at styre angsten, når det kun er min egen stemmes ekko, der svarer mig. Som regel går der lidt tid, så hører jeg lyden af noget, der minder om et stykke træ, der bliver slået mod jorden eller mod en træstamme, jeg hører småkviste og grene, der knækker og jeg hører lyden, hele tiden lyden af mit eget åndedræt og af den brusende elv, der ligger hele vejen bag om huset som en sølvgrå grænse ind til skoven. Så er du der igen foran mig, pakket ind i trøjer og med store gummistøvler på og i favnen har du en stor stak brænde. Jeg danser en lille glædesdans over at have fundet dig igen og giver dig et stort knus.

Den dag du forsvinder, starter som de andre dage. Jeg står op før dig, henter vand udenfor ved pumpen og laver morgenmad. Du kommer ned et par timer efter og ser træt ud. Du siger, at du ikke har sovet i nat og jeg fortryder, at jeg sov i stuen og ikke ved siden af dig. Jeg fortryder så mange ting, og mens jeg drikker et glas vand med ryggen til dig, ville jeg ønske, at jeg var sammen med dig helt alene på en ødegård i Sverige, og at jeg kunne stå i et lille køkken og drikke et glas vand med ryggen til dig. Vandet er iskoldt og smager fantastisk, jeg kan mærke når det rammer mavesækken. Da jeg vender mig om, er du mere bleg end du plejer at være og du sidder og kigger ud af vinduet med hovedet hvilende i den ene hånd. Skal vi tage ud og fiske, næsten hvisker jeg, og du løsriver dig fra vinduet og skoven derude, og nikker til mig.

Vi pakker bilen og kører ud til en sø, hvor vi ikke har været før. Jeg kan ikke holde ud at røre ved ormene, jeg kan ikke få mig til at røre ved den våde bevægelige krop, der vrider sig, når den sættes fast på krogen. Du sætter en sidste orm på for mig og så går du længere ned langs søens bred, fordi vi ikke kan fange noget her hvor vi sidder. Måske er jeg fraværende et lille øjeblik, jeg opfanger noget der blinker ude midt på søen og tænker først, at det er solens lys, der reflekteres i bølgerne eller at det er dit blink fra fiskestangen, så jeg kigger ikke op. Jeg sidder bare og kigger ned foran mig på den mørke bevægelige overflade af vand og prøver at se igennem det.

Da jeg kigger op, er du væk.

På en måde er jeg ikke overrasket, jeg er kommet hen til det, der startede som en fornemmelse, jeg er nået til det sted i handlingen hvor jeg ved hvad der vil ske. At du på en eller anden måde har forladt mig, at du på en eller anden måde er forsvundet. Jeg ved ikke om det er det samme, men væk er du, revet ud af billedet ved søen og der hvor du stod for et øjeblik siden, ligger nu bare din fiskestang, din ternede skjorte, som vi købte sammen og din sorte kasket. Jeg står lidt ved søens bred og kan ikke få mig selv til at kalde på dig, fordi jeg denne gang er sikker på at der ikke kommer noget svar, jeg kan med andre ord ikke bære at høre min egen stemme kalde ud over søen og ind i skoven, som du måske eller måske ikke er forsvundet ind i. Jeg samler dine ting op fra jorden og går væk fra søen uden at vende mig om.

there is no peace at the gate
there is no peace at the gate

De næste dage sidder jeg mest inde i huset, jeg venter måske på, at du skal komme tilbage, at jeg vil høre dig sætte støvlerne på trappen, inden du åbner døren og råber om du skal hente vand.

Jeg sover ikke. Jeg sidder ved vinduet med hovedet hvilende i den ene hånd og kigger ud.

Jeg ønsker ingenting.

Jeg spiser ingenting.

Jeg drikker nogle gange et glas vand og tænder en cigaret, som ligger og oser, inden asken falder af og den slukker sig selv.

Jeg ser dagen komme, og jeg ser aftenen begynde.

Om natten kan jeg kun skimte de mørke træer, som står som lange skygger rundt om huset.

En enkelt gang ser jeg en elg komme helt tæt op til huset, den glider trods sin størrelse igennem mørket som et skib, mørk og lydløs.

Det ville du have elsket at have set.

En tanke om “Du elsker naturen”

  1. Meget betagende text. Anelsen, det nærværende og det bagvedliggende drama. Elsker/elsker ikke. Mytisk forening med naturen, inde/ude af naturoplevelsen, det evige tab, den sene indsigt. Din text gav strejf af Gänzenhaut der Ewigkeit, bare jeg kunne fange det – eller netop ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *