MM5: lille PS om hvordan og hvorfor

 

 

af Christian Bonde Korsgaard

 

5) Post Scriptum: “Tanker” fra “Mesteren” af Øjeblikkets Kunst.

I forbindelse med de fire tekstfragmenter udgivet her på siden under titlen Maigrets Mesterstykker, skal følgende, øh, deklameres — Det du gør er at du slukker for det som tankeløse mennesker – hårdt presset – kalder for eftertanken, og så kigger du ned i bogen foran dig og så skriver du og så kigger du og så skriver du og så bladrer du. Derudaf og derudaf. Sådan som det er. Men. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg meget i tvivl, og det vil sige to ting: jeg er slet ikke i tvivl og jeg er altid i tvivl, især når jeg – som her – står i skyggen af en historie jeg netop selv har smadret (selvom jeg har fulgt Manifesto C til punkt og prikke. Tvivl. Det er et citat. Utroligt. Ditto). Med tiden har jeg lært at være ligeglad med det. Jeg. Ser fremad. Og ikke tilbage, selvom jeg – det indrømmer jeg, det er indrømmelsernes tid, og de er smukke, indrømmelserne, så længe de er klare og ikke svinet til af undskyldninger – nok burde have brugt mere tid på at redigere i teksterne og også burde have fundet modet til at rekonstruere en fortælling eller etablere antydningen af en ny fortælling oveni ruinerne af den gamle, men lige nu har jeg ikke det, hverken modet eller tiden – jeg håber du forstår (gåseøjne: forstår) (Se: “Den tid kommer nok”). Indimellem lykkes det – det synes jeg ikke man kan diskutere – at låse op for de dzschvorskne beslag der sidder på vingerne til den poesi der er spærret inde i den kedelige prosa. Man må være gode venner med tilfældet, eller noget lignende, sagde Goethe, eller nogen lignende. I teorien er det betydeligt mere spændende. Indrømmes skal det, at der nok burde være blevet skrevet lidt mere; det jeg mener er skrevet i modsætninger til skrevet af. Der kommer et tidspunkt til at blive subjektiv, men jeg er ikke kommer så langt endnu. Eller jo, det jeg ville (uden kursiv). Min intention med endnu en omgang smisksmask. Hør engang. Hvis nu Maigret slet ikke var en person men bare hele tiden var “Maigret”, citatet Maigret, ordet inde i en række af ord der der stod i flimmeret af sætninger der var blevet slettet og nu bare hobede sig op som mere eller mindre tilfældige udklip fra noget der engang havde været en fortælling – ja, det var det spørgsmål jeg stillede mig selv. Hvordan ville han så have det? Og det skal jeg selv være den første til at svare på. Han ville have en masse mærkelige følelser der ligesom kom og gik uden nogensinde rigtigt at komme eller gå nogen steder hen, nogen steder, andre end, eller måske, skulle man sige, pånær: læserens bevidsthed, hvor der ikke altid er forskel på Maigret og “Maigret”. Det var også derfor (citationstegn: derfor) jeg i grunden valgte ikke at skifte linje nogensteder, for ligesom at understrege at den gode mand Maigret ikke helt var sig selv fordi han var fanget i for ham usynlige bjerge af ord uden ordentlige forbindelser, og at der i forlængelse af den tankegang (citationstegn igen) ville opstå denne hersens effekt at enkelte sætninger og ordforbindelser ligesom ville begynde at gløde og minde læseren om et eller andet meningsfuldt midt i al meningsløsheden – kan man dog ikke snart se det; denne latterlige og uforståelige litteratur er jo fuldstændig ligesom livet selv (husk kursiv) – og på den måde ville den tekst der var lavet af ene citater lægge op til intet andet end selv at blive citeret, om ikke andet så i al tavshed i den øjeblikkelige gentagelse en læser udfører når man standser op engang og lige kigger på ordene. Og her har ikke været nogen? Hver gang du læser ordet Maigret, citatet “Maigret”, skal du altså forstå: en fortvivlet og stakkels sjæl på vej af helvede til, måske lidt ligesom du selv har det mandag morgen. Det der gør det særlig sjovt, er jo – naturligvis, undskyld at jeg ødelægger min egen pointe ved at fremhæve den, som om du ikke selv allerede for længe siden havde regnet det ud – at han er detektiv. Hvad foregår der her? Ja, det er spørgsmålet, som “Maigret” stiller sig selv og det spørgsmål er han ikke klar over er ikke klart adskilt fra “ham selv” og hans egen mangel på afgrænsning fra alt det der omgiver ham og som han stadig tror er – ligesom ham selv – verden eller blot en del af den, men som i virkeligheden – og det véd kun du og jeg, kære læser (“Fra Én Gud til En Anden”) – ikke er andet end en række af ord, og ovenikøbet en række af ord der ikke bliver forstået, fordi den fortælling de er blevet stjålet fra, ikke længere er for hånden (Se: “”Maigret” og Tyven der stjal hele Verden”). Jeg ved ikke engang om de, ordene bliver modtaget men selv om de skulle blive det, ville de kun blive det hver for sig, enkeltvist og ikke på nogen måde, sådan som Maigret normalt ville ønske det, i en magisk blanding af syg videnskab og dårlig kunst, nærmest af sig selv føje sig sammen til at udgøre deres eget mysteries opløsning i forbrydelsens opklaring og identificeringen af gerningsmanden, der som sædvanlig viser sig at være ingen andre end the man who sold the world

Agent C.

you can't always get what you want
you can’t always get what you want

Mon dog ikke at langt de fleste af jer, hvormed jeg mener folkene derude på den anden side af skærmene, hvormed jeg i al sin enkelhed mener dig, du der med øjnene og tankerne i hovedet lige nu, stadig er imod projektet om at klippe i tekster og springe ord over og jeg har glemt hvad jeg ville sige. He-he, sige. Her skrives. Det jeg mener er smag og behag, som man siger … tre ting, som nok slet ikke er helt og aldeles forskellige fra hinanden, der afgør om man kan læse tre Simenon-noveller på samme tid eller ej, er. Fantasi. Fornuft. Krav på mening. Et, to, tre. Blandingsformerne mellem dem skaber en uoverskuelig mængde af spørgsmål. Er din lyst til fantasi større end din trang til fornuft? (Det er bare ét ud af tusindogét spørsgsmål.) Har du overhovedet forstået at fornuft jo oftere end ikke bare er et ord nogen bruger til at skjule manglen på begrundelse for whatever? (Spørgsmål nummer to …) Penge for tiden forstenet til at du føler en afart af behag ved at dykke din sidste rest af åndfuldhed ned i kravet på at den der har skrevet det du læser mener noget som det er meningen du kan finde frem til præcist hvad er. Spørgsmålstegn, udråbstegn, skråstreg. Alle kan tage fejl. Ingen kan ikke. Og har vi intet andet opnået, har vi opnået det, at min fortrolighed med ordet Maigret er langt større end din, og at jeg har læst historierne om den store detektiv Maigret på en – alt efter hvordan man ser på det og synes om det – besynderlig, bizar eller besamtjestlentlig måde og har simpelthen klynget mig til alle de bittesmå steder i ordstrømmen hvor der var en eneste ting at holde fast i – det eneste der gjorde at jeg ikke forsvandt, blev revet med af ordene og for tid til evighed gik under i dem – hver gang jeg blev revet med videre fra det eneste sikre sted jeg kendte stak jeg hovedet op så højt og så længe som muligt for at finde det næste sted, det næste ord, det enkelte, strålende ord der viste sig at være bedre end alle de andre, som for eksempel ordene digitalin, kontoret og journalisterne, nemlig det ord, magien i egen person, ordet

Maigret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *