af Elisabeth Broeng Jørgensen
Karma Drama
Når jeg flyver over skyerne
dem som ligner vat
og som er strøet ud i rummet
i beskedne mængder
Så ser jeg deres skygger
kaste sig over
marker
og byer
mennesker
Og når jeg har godt overblik
fra en bænk
på en lille forhøjning
og det blæser kraftigt
Ser jeg hvordan disse
kæmpe skygger
bevæger sig
over landet
Og jeg fryser lidt
indtil jeg igen bliver oplyst
af varmen fra solen
og ser en skygge
forlade mig
ud over stepperne
Det er
hvad det er
Du stiller dig lige foran mig
Sådan
at du skygger for solen
Hvilken befrielse
at jeg nu kan acceptere
både
skygge og sollys
Og at jeg ikke længere tager det personligt
når det regner
Blomster og
Side om side
langs kanten af alting
Bibeholder grebet om bikuben
og det stikker
og det griber mig
at det er ubegribeligt ubehageligt
omskifteligt nødvendigt
Desværre min skat
det eneste som er sikkert
er
at alt er usikkert
At fortabe sig i form
Hvis du blot var budbringer
Hvad var så det sendte?
En stak gule kvadratiske sedler
som jeg sætter op på min køleskabsdør
forsegler med små magneter
Forsøger at forstå
en for længst fortæret foræring
Mærker så en oprindelig sult
og åbner budskabet
til et æble
et kernehus
et rum
jeg glemte
jeg er
—