digression over poesien

 

 

af Georges Bataille

(1954)

 

Når jeg føler den knugende tyngde, jeg har nævnt, gør jeg det sædvanligvis i blinde – det er ikke så sjældent. Jeg vil gøre mig fri, og poesien frister allerede … men efter en fuldendt absorption, gives der da poesi?

Ganske vist er effekten af ofringen selv af en konge altid kun poetisk: der slagtes et menneske, en og anden slave sættes på fri fod. Tingenes tilstand forværres endda, idet et drab føjes til elendigheden. Dette blev megete hurtigt den almene opfattelse, og langtfra at lindre vakte menneskeofringen rædsel: der måtte findes andre løsninger, og kristendommen bragte én. Korsfæstelsen én gang for alle var den sorteste af alle forbrydelser: den behøver blot at gentages i billedlig form. Derefter tog kristendommen fat på den reelle fornægtelse af slaveriet: den satte Gud – det frivillige slaveri – i stedet for herren – det tvungne slaveri.

Men i sidste instans kan vi ikke forestille os nogen reel godtgørelse for misbrug, som altid er uundgåelige (de er det i begyndelsen, man kan ikke tænke sig menneskets udvikling, hvis der ikke havde været slaveri – og senere, men da det i længden ophørte med at være, hvad det var i begyndelsen: nødvendigt, lempedes det, og der var snarere tale om en institutions forældelse end om en frivillig ændring). Ofringens mening er at holde en tilværelse udholdelig – i live – skønt den nødvendige gerrighed ustandselig reducerer den til en død. Gerrigheden kan ikke afskaffes (forsøger man på det, øger man blot hykleriet). Men hvis ofringen ganske vist ikke fjerner ondet, adskiller den sig dog fra poesien derved, at den sædvanligvis ikke er begrænset til ordenes område. Hvis mennesket skal nå frem til det yderste, hvis dets fornuft skal sætte ud, og Gud dø, kan ordene, selv de sygeste ordspil, ikke slå til.

Om poesien vil jeg herefter hævde, at den er den ofring, hvor det er ordene, der ofres. De ord, vi bruger, er vore redskaber for nyttige handlinger. Vi ville ikke være mennesker, hvis sproget i os som helhed skulle kunne underkastes denne nytte. Vi kan på den anden side heller ikke undvære de effektive relationer mellem mennesker og ting, som ordene muliggør. Men vi river dem løs fra disse relationer i en rus.

Når ord som hest eller smør får adgang til et digt, rives de løs fra alle interessehensyn. Lige så ofte som disse ord, smør, hest, anvendes til praktiske formål, befrier poesiens brug af dem menneskelivet fra disse praktiske hensyn. Når malkepigen siger smørret eller staldkarlen hesten, kender de smørret, hesten. Deres erkendelse af disse ting er ednog i en vis forstand ekshaustiv, udtømmende, for de kan endda vilkårligt frembringe smør, fremvise en hest. Fabrikationen, opdrætningen, brugen fuldender og grundlægger samtidig erkendelsen (erkendelsens væsens-relationerer bundet af hensyn til praktisk effektivitet; at erkende et objekt er at vide, hvordan man bærer sig ad med at fremstille det). Men poesien derimod fører fra det kendte til det ukendte. Den kan noget, karlen og pigen ikke kan, fremstille en hest af smør. Den stiller os således over for det uerkendelige. Næppe har jeg ganske vist udtalt ordene, før de kendte billeder af heste og smør dukker op, men de kaldes kun frem for at dø. Hvorved poesien bliver en ofring, men den lettest tilgængelige af alle. For hvis ordenes brug eller misbrug, som arbejdets manøvrer henviser os til, finder sted på sprogets ideale, irreelle plan, gælder det samme om ofringen af ord, om poesien.

Hvis jeg redeligt og enfoldigt siger om dette ukendte, som omgiver mig, hvorfra jeg kommer og hvortil jeg går, at det virkelig er sådan beskaffent, at jeg intet ved og intet kan vide om dets mørke, og hvis det antages om dette ukendte, at det bekymrer sig om eller endda lader sig fornærme af den følelse, der næres over for det, da kan jeg ikke tænke mig nogen, som mere end jeg er overbevist om den omsorg, det fordrer. Jeg tænker mig dette, ikke fordi jeg siger: “jeg har gjort alt, nu kan jeg hvile mig,” men fordi der ikke gives en større fordring end den, jeg er opfyldt af. Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig det ukendte optaget af mig (jeg sagde “hvis det antages …”: selvom det er sandt, er det absurd, men jeg ved jo ikke noget om det), det er efter min mening en ugudelig tanke. På samme måde er det ugugdeligt, stillet over for det ukendte at være moralsk (skamfuld, som en fisker, over at have fået det ukendte på krogen). Moralen er den hæmsko, som et menneske indfattet i en kendt orden pålægger sig selv (alt, hvad det erkender, er konsekvenser af dets handlinger), det ukendte knuser hæmskoen, overlader dens bærer til de dystre følger.

Sikkert for bedre at kunne øde-lægge erkendelsen, har jeg drevet den videre end visse andre, og ligeledes er den fordring, som min afsky for moralen leder mig til at opstille, blot en hypertrofisk udgave af moralen. (Hvis frelsen må opgives under enhver form; mon moralen udelukkende var interesse-bestemt?) Men ville jeg have været, hvor jeg er nu, hvis selv den elendigste intriges krinkelkroge havde været mig ukendt? (Og i hverdagslivet brydes loyaliteten, hjertets renhed, kort sagt de egentlige moralske love kun for alvor af småtskårne mennesker).

Moralens plan er projektes plan. Det modsatte af projektet er ofringen. Ofringen falder tilbage i projektets former, men kun tilsyneladende (eller i samme grad som den går i forfald). Et ritual er en fremmanen af en skjult nødvendighed (som for altid forbliver dunkel). Og mens det i projektet er resultatet alene, der tæller, er det handlingen selv, der i ofringen samler al værdi i sig. Intet udskydes i ofringen til senere, den har magt til at implicere alt i samme øjeblik, som den finder sted, til at beslutte alt, gøre alt nærværende. Det afgørende øjeblik er dødens, men allerede fra handlingens begyndelse står alt på spil, er alt for hånde, til stede.

Ofringen er umoralsk, poesien er umoralsk.

All I can say is I saw it
All I can say is I saw it

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *