DS4: Først når de er døde

 

 

Fragmenter af et Drømmespil 

af John Kitsch, ikke baseret på Strindberg.

 

O gentle sleep! do they belong to thee,

these twinklings of oblivion?

 

4) af: “Først når de er døde”

 

MONOLOG / SCENE – tæppet går op. En Ødipus sidder med blodige forbindinger bundet fast til en stol. Den anden Ødipus ligger død på gulvet. Kvinden næsten nøgen går frem og tilbage på forkanten af scenen. Hun stiller sig bag Ødipus på stolen og holder en kniv op mod hans strube.

REPLIK

Et blåt træ

under din fine hvide hud

vokser i alle retninger.

Indskrift af død tid i denne drøm

ser jeg noget galt med lyset.

Det brydes slet ikke. Der er ingen skygger. Glas eksisterer ikke. Mit blod flyder usynligt og slanger sig ind og ud mellem alt i hele verden som i parentes bemærket slet ikke er her. Et væsen uden hænder. En stemme der ikke taler men trænger ind gennem tanker som noget fremmed … Stå stille. Stå helt stille ellers begynder den at famle og så gør det ondt – når den støder ind i væggene – som en nål ned i en tand.

(hun stikker kniven i halsen på ham og lader den sidde. Blodet pumper ud, stødvist aftagende. Hun går frem til scenekanten og taler til publikum)

Kunsten at vente er kunsten ikke at vente for længe. Åh, mit spøgelse. Hvad vil du nu, sukker mit menneske. Dem der venter véd at afstanden herfra til den nærmeste væg måles i lysets hastighed og at sekunderne og årene hviler uroligt i dødens tyngdekraft. Hvornår? man behøver ikke engang at spørge. Det eneste der tæller er, at man kan svare.

(hun går tilbage og giver hver Ødipus en papirsmaske på. Lyset slukkes over dem. Hun stiller sig i en brændende lyskegle midtfor og bliver gradvist til guld, en frygtelig gudinde)

Le bourdon se lamente

Din skygge rejsende

foran ventetiden

tilbage

før

ordene styrter ud

af mit blods himmel.

Med lukkede øjne baglæns ind i noget

man tror man kender.

Jeg vågen at jeg

menneskelignende genstands genlyd

gik fint. Henover stenene for at gøre alt levende til forsvar for sig selv imod betydning, hvor spøgelserne gemmer sig henne. Foran tilbage.

(hun stiger langsomt opad)

Styrke på godt havde jeg fordi den døde tænker

ned i dybet og fordi hvad noget, mere arbejde.

Forstenet

med fingrene langt

nede i sjælen.

En krukke

fyldt med billeder

af blå, grønne og sorte

timer i udkanten

af dit blik.

your words are the sails
Slut

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *