De Overvågede

 

 

af Maiken Abildgaard

 

De møder hinanden på en bar. Hun er meget fuld. De køber morgenbrød på vej hjem. Han forsøger at stjæle to kanelsnegle fra stativet med friskt bagværk. Bagerkonen smider dem ud. De griner.

Hun sover i hans t-shirt. Da de tager afsked, siger hun, at han da bare kan give hende et kald, hvis der sker noget. Han ringer samme aften. De hopper ind over muren til Botaniske Have og deler en flaske vin med udsigten til en lang sommer. Hun flytter ind, fordi hendes veninde er rejst til Australien med en fyr. De spiller høj punk og børnefamilien ovenover klager med jævne mellemrum over larmen – både dag og nat. De går til mange fester og går altid forbi en Seven Eleven på vej hjem for at se, hvor meget Bland-Selv-Slik de kan proppe i lommerne uden at blive opdagede.Hun gider ikke at gå ned med skraldespanden og tømmer askebærerne ud ad vinduet. De hader begge to at vaske op og smider det beskidte service ud med lasagneresterne. Der kommer rotter i gården og viceværten sætter giftfælder op. En dag er der en lille dreng, der kommer til at spise pølsen i fælden. Han er lige ved at dø og de begynder at vaske op. De giver sig til at afhøvle gulve og male de afskallede paneler. De inviterer venner på besøg til steg og flødekartofler. Kødet er lidt for rødt, men det er kun hende, der får noget med maven. 9 måneder senere føder hun en dreng. Den lille vil have mælk hele natten og hun kan aldrig sove. Der er flyttet et ungt par ind i lejligheden nedenunder og de spiller høj punk – både dag og nat. Hun får ham til at banke i gulvet i tide og utide. Han har nok at se til og konstant ondt i hånden af al den banken. Han spørger, om hun vil med til koncert, men hun kan ikke lide, at andre skal passe drengen. Han tager alene afsted og flytter permanent ind på sofaen. Det passer bedre, når hun alligevel ammer hele natten. Senere passer det bedre, fordi drengen altid sparker ham i søvne. Han får blå mærker på arme og ben af alle de spark og derfor passer det egentlig bedre, at han helt stopper med at komme i soveværelset. Drengen vokser op og begynder at lege i gården. Hun er altid nervøs, fordi der har været mange rotter på det sidste. En dag finder den lille fyr en ostestump i en fælde og spiser den.

Han er lige ved at dø.

there are no rules

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *