‘den flammende utaalmodighed der er min skæbne’

 

 

af Christian Bonde Korsgaard

(Læs også alt-i-ét som to citater)

 

I det her følgende vil jeg præsentere en læsning af tre tekster fra Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab med henblik på at påvise hvordan han aktivt forholder sig til indflydelsen fra Nietzsche men også hvordan denne aktivitet fører ham til en fallit, der får enhver videre eksplicit, litterær forholden-sig til problemet Nietzsche og dets forbindelse til kanon i det tyvende århundrede til at ophøre.

Som Jensens livtag med ham så utvetydigt vidner om, udgør Nietzsche en ganske særlig hermeneutisk udfordring, som det er umuligt – for en forfattere og akademikere tillige – at afgrænse i et isoleret rum. Selvfølgelig er den akademiske læsers forholdsmåde anderledes end den litterære forfatters, men problematikken er grundlæggende den samme: Det er aldrig muligt med sikkerhed at udelukke ham. For den sags skyld kan han heller ikke lukkes inde. Og det er nok det der irriterer Jensen mest ved Nietzsche: denne utrolige evne til, som en væske, at trænge ind overalt. Med en af Derridas fraser – og ja, jeg er nu inde i en ekskurs – er det sikrere end det modsatte for os at hævde at Nietzsche er der altid-allerede, hvilket betyder at hans forfatterskab altid kun kan optræde i læsninger som en flimrende skygge, en mobil aftegning af en ikke i sig selv positivt defineret størrelse, et uudtømmeligt magtmiddel man aldrig helt har magt over (det gælder også den læsning jeg så småt er i gang med her).

Overfor dette komplekse problem må vi sætte en simpel, filologisk sikkerhedsforanstaltning. Lige så let det er at hævde at alle vesteuropæiske litterære og teoretiske tekster fra 1889 og fremefter inderst inde handler om Nietzsche, ligeså svært er det at benægte at en tekst der eksplicit nævner hans navn, rent faktisk handler om ham og hans indflydelse. Derudover må vi, i endnu højere grad end ellers, være eller blive grundige læsere der tænker i, forstår og har tilegnet sig helheder før vi begynder at hive enkeltstående, løsrevne detaljer, begreber og citater ind fra oven og neden for at bevise dette eller hint. Man må være varsom med hvad man bedriver med sine citater, eftersom Nietzsche ifølge Karl Jaspers har sagt alt og det modsatte af alt. (Og lad os så vende blikket fra vores egen akademiske agon med Nietzsche og over på Johannes V. Jensens litterære. Her ender så min ekskurs.)

Selvom Agon – det at en forfatter med bevidstheden om en uforløst konflikt forholder sig til de forfattere der går forud for ham selv – oprindeligt betyder kappestrid, må den i forhold til kanon og skrivning i en moderne sammenhæng ikke forstås som noget der har en afslutning, noget der i simpel forstand fører en præmie med sig efter endt arbejde, noget man kan blive færdig med. Harold Bloom siger om Agon (når den går galt): at hvis man mister sin frihed i dette centrum, lærer man det forfærdelige ved en truet autonomi at kende, for evigt. Derrida taler om et uafsluttethedens aksiom i skrivningens scenes struktur, og – i lidt mere tilgængelig sproglig form – om betegnelsens spil som et spil hvor den eneste gevinst er det at få lov at blive ved med at spille. Og det er altsammen noget der giver den unge Jensen røde prikker.

Sagt en smule forsimplet, gælder det for den kommende forfatter om at tage fejl af sine forgængere på den rigtige måde. Man gengiver en række forvrængede billeder for at skabe en rystelse i kanon og på den måde en plads til sig selv som forskellig fra de foregående. Denne differentieringsteknik kan Jensen i udgangspunktet godt forstå, men han driver den ud i så ekstreme grader at enhver rimelighed forsvinder og det samlede billede i ét og alt fremstår som en simpel forfalskning. Han er god til at tage fejl, men ikke god nok. Hvis Jensen skaber afbilleder af Nietzsche viser de sig altid at være lavet af luft, når han vil gribe fat i dem for at starte rystelsen. Han ved godt selv der er noget galt, han kan bare ikke se hvad det er. Nietzsche befinder sig hver gang andre og flere steder end den unge Jensen kan få øje på, hvilket i særdeleshed bliver et problem fordi en forfatters virke altid af den unge og hidsige Jensen ses som en kamp. Af de mange begrebsmetaforer man kan anlægge på Agon som proces er krig og kamp den simpleste og selvom han forsøger sig med andre, er det altid den han falder tilbage på, når tingene begynder at filtre sig sammen. Som enkeltstående del i det store regnestykke der ender i minus, er dette nok hans største fejl. I stedet for at forsøge på at fjerne sig fra Nietzsche, burde han faktisk være blevet stående, så længe som muligt, i hans skygge, hvilket er ham umuligt fordi han lider af en slags allergi overfor indflydelse. Snarere end at være en ydre fjende der kan bekæmpes, virker Nietzsches indflydelse på Jensen som en virus – som altså først opdages for sent, nemlig efter den er trængt ind – der skaber en irritation, der vokser og vokser indtil han til sidst i desperat reaktion må begå en slags kunstnerisk selvmord.

Udviklingen af Jensens Agon – striden med Nietzsche – passer således fuldstændigt ind i Jørgen Elbeks overordnede forståelse af forfatterskabet med det pludselige brud i 1906 fra ’sublim nihilisme’ til ‘en positivitet af lavere orden’. Naturligvis er der tale om et kompliceret brud der viser sig mange steder. Hvilken status denne Agon så skal tilskrives som forklarende i forhold til Elbeks distinktion må her sættes i parentes som et teoretisk spørgsmål, der bl.a. bunder i uklarheder om virkningshistoriens kausalitet, styrken af synonymiteten mellem forgængernes navne og det overhovedet at kunne skrive, samt i sidste ende hvad litterære ejendomsrettigheder består i. Fortællingen om den er under alle omstændigheder fortællingen om et selvforskyldt fald, om en dårlig taber der ender med at bekrige selve spillet.

I studenterromanen Danskere fra 1896 lykkes det Jensen at indgå i dialog med Nietzsche, og igennem denne dialog komme forbi Brandes som angstfremkaldende indflydelse i sin skrivning. Det er på alle måder en lovende begyndelse for et europæisk forfatterskab, så kort tid efter Nietzsches gennembrud til berømmelse.

Tre år senere går alting imidlertid galt, i den novelle-agtige prosatekst “Paa Bjærget”. Det er en fatal tekst hvori dæmonisering som proces ender med at ophæve agon som tilstand og dermed opløser selve den litterære stemme og udsigelsessituations alvor. Man kommer ikke rendyrket solipsisme nærmere, medmindre man helt og aldeles forsvinder.

I artiklen om “Det vandrende Fortov og det store Hjul” fra Den gotiske Renaissance (1901) genoptager Jensen for en kort bemærkning sin forhandling med Nietzsche, men spillet er på det tidspunkt forbi. Der er ikke mere at sige. Han kan ikke mønstre energien og viljen til at undergå agon igen.

inaudible as dreams

DANSKERE: DIGTEREN OG DEKADENCEN

I sin romandebut, Danskere, om en gruppe provinsstudenter i København, lykkes det Jensen – ad store omveje og gennem nogle raffinerede symbolske spil med Nietzsches centrale begreb om dekadence og Brandes’ om et moderne gennembrud – at få spillet de to faderfigurer ud mod hinanden i kraft af karaktererne Arnesen og Dybæk. Alting tyder dog på at Jensen tager fejl af hvem der repræsenterer hvem. Det endelige resultat er i hvert fald mudret, både for forfatter, læser og hovedperson. Hvis der er en erkendelse af Agon og de retninger for videre udvikling den udstikker, står den og flimrer. Man mærker utålmodighedens lurende flammer.

Mismodet er unægtelig stort ved romanens slutning. Selvmord, druk, galskab, tabt kærlighed, bristede illusioner, fin-de-siecle når det er bedst. Hovedpersonen, den forkvaklede Buris, véd ikke om han skal grine eller græde:

Han aabnede Munden, men i Stedet kom der nogle Latterstød saa haarde og sviende som Hagl paa frossen Jord. Buris vendte sig bort, men en ny Latterbølge steg i hans Bryst som en Krampe, og han lo op i Luften, ligesom en Hund bjæffer mod Maanen (Side 150, sidste side).

Det at kunne tale – at kunne tale frit – bliver her gennem synsvinklens arbejde allegorisk for den delvist fejlslagne håndtering af Agon. Han står på randen til en erkendelse men bliver så ramt af en kortslutning. Noget der skulle siges, udsættes for elementernes metaforiske rasen, op vendes ned og det der skulle have givet stor mening forvandles til latter. Og det sker endda to gange i træk. Først ved forsøget på at tale. Så ved forsøget på at slippe for at tale. Ambivalensen kan næppe blive stærkere, inden den ender i et ikke ligefrem originalt symbol der kan have oprindelse alle steder fra Shakespeare eller Goethe over Nietzsche til et Tarotkort eller en gotisk gyser. Det vi ser er hvordan Jensens fejlslagne forhandling af kanonisk rum til sig selv, blokerer hans kreativitets fineste kendemærker: evnen til at skabe metaforer og bruge lydlighed, men også hvordan denne blokering skaber en frustration der udmønter sig i en litterær passage af overbevisende kraft. Der er krise i forfatterskabet fra begyndelsen af, men der er også modet til at kaste sig ud i den krise, lidt endnu er der da mod i hvert fald.

most like articulate sounds of things to come

PAA BJÆRGET: ILDSJÆLEN I SIN ENSOMHED

I den lille prosafortælling “Paa Bjærget” har Jensen taget alle sine greb og forsøg fra Danskere og skruet op for alle parametre. Det er dømt til at gå galt. Tekstens handling består i at en ret upersonlig og anonym jeg-fortæller er ude at vandre under solen, op ad et bjerg, på hvis top han møder selveste Faust og Zarathustra, som han begge sviner gevaldigt til og efterlader bag sig, på vej tilbage “ned mellem Folk!”

Det er så denne tekst der i Jensen-forskningen er blevet set som en sejr over Nietzsche, hvilket er så forkert at det ikke er til at bære. I stedet for at gå i krig med Jensens forsøg på kritik af Goethe og Nietzsche, og receptionens bevidstløse klappen i hænderne, vil jeg kaste et blik på en lille uhyggelig hændelse der indtræffer lige inden han fyrer sin elendige svada af om Hunkatolskhed og Flyveprosa.

Teksten foregår egentlig i Spanien, men den får hurtigt fremmanet en meget stærk allegorisk modus gennem ordene jord, sol og blod. Dermed kan den læses refleksivt, som om den handler om Jensens rejse som forfatter frem mod kanons top. Man mærker at et opgør er undervejs. Nu skal selvets rum tilkæmpes én gang for alle. Dog er bjerget betydeligt større end antaget, så han må gøre et hvil:

modløs  paa en Skrue af Sten, en Varde, som en eller anden havde rejst deroppe.

Ja, hvem mon det kan være? En varde er jo i hvert fald for en rejsende et tegn på at man er på rette vej men også på at andre rejsende har været her før og at man er en del af de rejsendes fællesskab og faktisk kan regne med hjælp til at nå sit mål. Imidlertid bliver det for meget med solen og varmen.

– det mørknede mig for Øjnene. / Jeg krøb indenfor Stenkransen, rullede mig sammen på Siden og stak mig ind i den Smule Skygge der var. / Ildebefindendet veg straks, jeg havde kun gaaet længe i Solen. – Men jeg blev liggende og undrede mig over den totale Ensomhed og Stilhed. Jeg følte uden at røre mig eller aabne Munden, at om jeg raabte, vilde Lyden dø sporløst nogle hundrede Alen henne. Solvarmen brændte mig i Siden; jeg vidste med lukkede Øjne, at Solen stod tavs og ludende paa Himen, tavs som for Aartusinder siden. / – Da jeg havde hvilet mig en Tid, stod jeg op og maalte Landet dernede. …

Hvad er det der sker her? Det er som om vi står overfor en kritisk ophobning af litterær energi og masse men også som om udløsningen, fritsættelsen udebliver. Virkelighedsgengivelsen og subjektiviteten har stærk og sanselig intensitet. Her folder Jensen sit sprog ud for fuld kraft i et sidste, desperat forsøg på at komme overens med Nietzsche. Hvis bjerget repræsenterer kanon, må solen stå for Nietzsche.[1] Virkelighedsskildringen har haft til formål at fremskrive en dæmon lavet af solen, en klar og tydelig Nietzsche-repræsentation at forhold sig til men solvarmen flammer ikke op og – som det også gjaldt for Buris’ endeligt – mangler der mening. Der mangler lyd og evne eller mod til at tale. Om jeg raabte, vilde Lyden død sporløst. Solen, Nietzsche forholder sig tavs og ludende. Det faderopgør der var lagt op til, sker ikke, og det er tekstens dæmoniske hændelse. Den med både frygt og længsel ventede Anden viser sig slet ikke og dæmonen er jeg’et selv.

Dette mistrøstige personlige gennembrud , der kommer af at undre sig over den totale ensomhed, udsættes øjeblikkeligt for fortrængning og optræder derfor i resten af den lille, latterlige tekst som det modsatte af hvad det retteligen er, det endegyldige og skammelige nederlag til Nietzsche. – Her må igen fremhæves at grunden til at det går så galt, ikke står skrevet i spillets regler eller i Nietzsches værker. Det kommer sig af Jensens hidsige måde at deltage på. Hvis det absolut skal være en kamp, må der jo også være en vinder og en taber.

a dream remembered in a dream

DEN GOTISKE RENAISSANCE: DIGTERENS DØD

Hvis der i Danskere gjordes forsøg på både at forstå, misforstå, spille med og spille mod Nietzsche og Brandes og deres begreber og værdier, er alene titlen på Jensens samlede artikler et tegn på at det er slut med at forholde sig til hvad andre har sagt i forvejen. Han relancerer kvit og frit den samme gennembrudsmetaforik som han i Danskere var tæt på at få skovlen under, bare under et nyt navn. Ovenikøbet taler Jensen med legende lethed om en “mangel på system” der jo er et direkte lån fra den Nietzsche-aforisme der nok er den hyppigst citerede i dansk litteratur- og idéhistorie. Overgangen til “en positivitet af lavere orden” er således også indtruffet.

I det store Hjul finder han den frihed og lyd som han har kæmpet for hele tiden

Det er som Jordens Lyd, vor Klodes Malen hen gennem Æteren, hin tabte Lyd. Den blev vi født med, den indgik fra første Begyndelse i vor Organisme, saa at vi ikke kan vide af den. Men her er den bragt til Veje igen.

Hvor er intensiteten og friktionen i dette malende sprog? Ja, den er gået fløjten sammen med Agon da denne opløstes inde i Stenkrandsen. Metaforer følger hinanden i en simpel og opremsende konstatering af total renselse. Fordi Agon ikke længere tæller for Jensen, står det ham også frit for at jorde Nietzsche en allersidste gang.

Om Friedrich Nietzsche havde staaet her med sin Sjæls syge Begær efter Rytme, sit Hjærtes spontane Svimmelhed … han havde foragtet, han havde negeret! Han vilde faret fort med at kæde de syngende Ord sammen, med at sætte Strofe under Strofe i sin vilde Længsel. – Jeg mindes ham her, fordi han gjorde mig klog paa min egen usigelige Flyvenød. Men nu sidder han udslukt som et Lig i sin Sygestol, knust af sig selv, fordi han ikke vilde bøje sig for det Hele, der har Ret, fordi han ikke vilde vende sit Blik udad mod denne Verdens Virkelighed, der er bedre end han.

Det eneste gode ved dette billede er at man ikke er i tvivl om hvem det skal forestille. Der er med al tydelighed tale om et efterspil af mindre betydning. Gennem en række ubegrundede postulater, finder Jensen her – efter Nietzsches personlige ruin – den eneste repræsentationsform han kan håndtere, en simpel biografisk angivelse af omstændigheder i livet, der så – uden videre – kan bruges til at devaluere værket. Eftersom Nietzsche nu er udslukt som et Lig synes Jensen trods alt godt han kan sige tak for kampen; det virker ufarligt at indrømme at han gjorde mig klog på min egen Flyvenød, så længe den er usigelig og ikke bliver uddybet nærmere.

Den store fokus på Strofer er ret besynderlig. Nok kalder man Nietzsche for en digterfilosof, men rent faktiske strofer har han skrevet meget få af. Det er snarere et generaliseret billede af en digter i det hele taget Jensen her tager afsked med. Det var jo også på denne tid han havde sin flirt med journalistik og en art futurisme. Om det er lokomotivføreren i “Maskiner” der så skal forestille at være arvtageren til det der engang var en kanonisk sammenhæng, adgangen til det historiske, litterære rum hvorfra alle vor kulturs samlede tanker, følelser og værdiers former kommer fra, må stå hen i det uvisse. Vi ender med at forlade Johannes V. Jensen i færd med at bevise nogle omstændigheder om sin gotiske renaissance og hvad den fører med sig:

Nutiden søger en fysisk Betragtning af Livet og dets Værdier, idet den holder sig til, at enhver Tanke, ethvert frit Produkt af Aand, stammer fra Mennesket som animalsk levende Væsen (…) hvilket jeg siden skal bevise.

Det er lidt utydeligt om han mener at alle nu har ret til alting, at vi fremover bare deler hinandens tanker, men klart er det under alle omstændigheder at han ikke længere sev bekymrer sig om hvorvidt nogen før ham, kunne have tænket og skrevet noget lignende. I den lille studentikose tilføjelse – hvilket jeg siden skal bevise –  gemmer sig enorme og brudte løfter.

quietly shining to the quiet moon

PERSPEKTIVERING til “Interferens” (1906)

For en læsning af Johannes V. Jensens forfatterskab med omdrejningspunkt i begrebet om litterær Agon skabt af den aktive forholden-sig til Nietzsche, er jeg’ets ophold i Stenkrandsen det helt store og tragiske højdepunkt. Et meget fint ekko af denne passage finder vi i digtet “Interferens” fra 1906, hvor et lignende jeg ligger søvnløs i en stille, blå nat.

En kraft passerer mine Nerver, og jeg ligger som livløs. / Længe tænker jeg med iskold Ro paa den flammende Utaalmodighed, der er min Skæbne. Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed og svinde igen.

Den omtalte kraft er en funktion af Agon, der skaber en modstand som overskrider de mest fundamentale af sondringer, for eksempel inde/ude, rigtigt/forkert, selv/anden – hvilket er årsagen til at den for en øksemand som Jensen er så svær at kapere. Så længe denne konfliktuelle kraft flyder, findes den spænding som den allerstørste europæiske litteratur lever af. Når Agon slukkes, når digteren træder ud af sin agonisme, når han har fået nok, forsvinder den inderste del af hans kreative vitalitet.

I dette sidste glimt af aktiv Agon, har Jensens jeg på det nærmeste overtaget den plads som Lig han havde tilskrevet Nietzsche. Agons kraft dukker momentant op midt om natten, men jeget magter ikke at tage hånd om den, han ligger som livløs. Smerten ved Agon stiger igen for ham ulideligt og paralyserende. Inde i hans katatoniske kadaver – ironisk nok en spejling af Nietzsches personlige skæbne som sindssyg – brænder den tragiske erkendelse af at det er hans egen store karakterbrist, utålmodigheden, hans store og ustyrlige ønske om en stor fremtid lige nu der i realiteten holder ham tilbage fra at opnå den.

beneath the crags of ancient mountains, and beneath the clouds

[1] som begrundelse for denne påstand: læser man Nietzsches forfatterskab som en litterær størrelse, og ikke blot for dets filosofiske ‘indholds’ skyld, finder man solen på en lang række centrale steder, omdrejningspunkterne så at sige – for eksempel når han sætter sine refleksioner om sit eftermæle i spil. I en tekst der handler om Nietzsche, kan solen ikke være tilfældig, uskyldig, betydningsløs. (- Under denne note kunne bjerge tilføjes, hvis der var tid til dem …)

Denne tekst er (en version af) manuskriptet for et oplæg der blev holdt på et Nietzsche Symposium på Københavns Universitet den 15. marts, 2013.

 

En tanke om “‘den flammende utaalmodighed der er min skæbne’”

  1. Det er længe siden, og nu er det nu. Jeg ved ikke om jeg magter at gå derind, med aplomb, men det er vist allerede altid sket (igen), en fornøjelse, en vanskelig glæde, kæmper mig gennem det allerede forståede og forstår det så alligevel ikke (igen). Hvad man dog ikke kan lære af hvad kan man så lære af det. Herligt, når man nu gik glip af forelæsningen og selv ikke heller turde forstå, hvad det drejede sig om og derfor drejede af, for tidligt for fej og for falsket. Men man kan jo bare skrive, stå op og gå i gang, nemmere blir det ikke. ses, maestro. rigtig glimrende gensyn forskudt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *