efterliv

 

 

af Carsten Müller Nielsen

 

16

Skal vi gå en tur i parken i dag? sagde min far midt i det hele.

I parken? sagde jeg.

Ja, for at spadsere? sagde han.

Jeg drejede hovedet og så ud ad døren. Der lå solskin på dørtrinet. Der lå solskin på vejen.

Det må vi gøre, sagde han så.

Beslutsomt klaskede han begge håndflader mod lårene og rejste sig fra lænestolen, hvor han ellers havde siddet i timevis. Da han så på mig, undlod jeg ikke at nikke. Sådan skete det. Nu var der ingen vej tilbage.

 

19

Det blev aften. En efterårsaften var det.

Vi så sæsonens sidste insektsværme i luften.

Jeg var meget betaget af udsigten. Søerne i dalen med orange siv. Skoven til alle siger under os fra klippen hvor vi stod. Men da jeg vendte mig om, var jeg alene.

Far? sagde jeg. Jeg kunne ikke se ham.

 

Far? kaldte jeg. Der var insekter i luften.

Far? råbte jeg så under den blå himmel.

Jeg forstod, at han var fortsat uden at sikre sig, jeg fulgte efter ham. Uden at være sikker på, at jeg var med.

 

21

Jeg lå under himlen. På ryggen og livløs (leger død).

Klokkerne i seletøjet. Pisken slår. Hjulene. De tolv oksers klove med en dump lyd i jorden.

Jeg tror, jeg hørte den lyd, den dumpe lyd af deres tramp. Hvordan kan jeg være sikker? Okser er enorme dyr. Altid videre. Altid på farten.

I am the wings
digtene er sakset fra Carsten Müller Nielsen: Efterliv (2011) (Roman med 23 kapitler). Læs om poetisk onsdag her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *