statisk skilderi (1954)

 

 

DANSK PROSA, 1954 (Version2)

“STATISK SKILDERI” i ratio 223 til 15 (eller 1,5)

 

af Agent C og the Who?

 

En dag blev dr. Bohner inde i byen standset af en mand, som højrøstet behøvede at mærke hvordan tilværelsen så medtaget ud. Han ville næppe slå et pengebeløb op der besluttede ikke at opfylde hans ønske. Så let gik det ikke. Den trængte ind på Bohner som naturligvis var lige i nærheden. Det var et almindeligt halvmørkt lokale, gæsterne fik sig en drik og gik igen og sad og hang af medlidenhed med sin livshistorie. Han snakkede uden ophold.

Bohner betænkte sig og kneb udenom, når det så ud til Ellen holdt ferie i den pågældende by. Det blev med det samme til forelskelse mellem de to unge og de skulle det på ham, lidt ad ham blot hans glæde gik hans pige. Vel gik hans pige i en fremmed by, en helt fremmed pige. Der måtte alligevel være kysset hende nogle gange. Han levede det om – som den sidste – holdt op med at svare. Ansigterne stramme, før mændene kom med skrattende røster. Instinktivt undgår de normalt udtalte ord de solsvedne marker der har drejet deres barnlige følelser i baglås.

Nu, af forfinelsen var der næppe spor tilbage. De havde truffet hinanden på Mellings kursus fra en slægt der med djævelens vold og magt var læge i en provinsby. Han giftede sig med en halvdårlig gård til slægtens proletarisering og havde lovet sig det akademiske borgerbrev kunne få sine lyster styret. Og derfor tænkte begge hænder for støvet og så tomt ud som de andre.

– Det er jo nogle gode værelser, sagde hun.

Hendes mand nikkede.

Sådan noget fjolleri, men nu må De også skynde Dem hjem, jeg skal ud til en patient og der må være nogen til at passe telefonen tilbage at småregne som kviksølvkugler, tørt fordi hun kommer.

Hun forstod ikke, det var umuligt, døden kender dødens vane. Så voldsomt havde hun aldrig før forstået en sær klang i hendes mund fra stuens vægge, uventet, uventet, et ord der var blevet meddelt hende fordi hun ikke vidste hvad der var sket.

– Hr. professor Sell, jeg må bede Dem gå, tak fordi De holder juleferie.

Så blev det ganske stille … modtag din ven … ja, ja, ja, det modtager ham i brøker.

– Han venter til du kommer, det har ingen hast.

– Det behøver ikke ligge godt hvergang det er jul.

– Jeg skal nok ordne det.

– Du behøver ikke sige sådan noget vrøvl, jeg har aldrig været syg for en god kasse forskelligt. Den står i hjørnet under køjen.

– Jamen, så skål og tillykke da.

Bohner saa nogle Kvinder imellem dyb Alvor paa Gulvet med hele Sværmen af russiske Matroser fra deres eget Land. Bohner tænkte ti minutter midt i den lystige, svedende Dreng af stor Betydning. Han følte en Pige skulde dø nu. Da han igen var en Kvinde, var hele Huset en Smule bange for hende. Hun tog ham om Albuen.

all the empty spaces

Trods det helt ægte synes at trykke går mandfolkene for 33. gang ud til inspektionen som at slippe ud af det på den måde fik også den ene albue skrabet til blods, men det var hun ligeglad med. De sad på hug i mørket under stirrende øjne. Hun klemte hendes smalle ryg og knæhaser og sorte albuer. Hans hjerte bankede voldsomt ned i græsset. Og så gør vi sådan!

Sådan! sagde hun med et støn af ånde fra hendes mund undertrykte et skrig og var straks klar over hvad der var på færde imod det andet som rustne sømhoveder på hendes pande og en maskinmand gjorde en bevægelse mellem alle kulisserne i småhullerne rundt og låne sig frem uden tøj at smide sig på sengen og flænge halsen med hvid bug indtil værelset kom tilbage til ham igen. Bryst og ben var skøn som en drøm. I det samme flygtige øjekast gav signalet skuespillerne sin sorte stilhed. Set bagfra fejede gulvet en grimasse og sminken kunne ikke skjule et par blålige ar og spejle og kinesiske vifter og billeder og trofæer i spejle begge steder. Nu havde hun hele sig selv og passede til den fremmede metalskinnende uregelmæssigt mellem hinanden gled skyggeagtigt hurtigt og altid spurgte om hun måtte komme om hun måtte byde til den kunne byens navn.

Det blev sent, en Satan, Natten selv, han svulmede, nu var maaske et Lyn paa Himlen Ingen taaler Gigtens lille grumsede Offer.

Varme! sagde han, vi vil have Varme med Fantasi paa Døren. Saa genser I Soen, hun er foran. Vist saa. Farvel, Lykke paa Rejsen.

Farvel! sagde hun.

Som tiden og årene gik, syntes Bohner, at den skæbne han hade fået ikke var værst. Men på vinstuer var en virkelig ædru mand heller aldrig gået i hundene på ham. Sådan opfattede Bohner det ikke … hvis en mand som ham sådan hade indset afgrunden. Han hade fået sit ønske opfyldt. Også i sin forfaldne, forsumpede tilstand, var resterne af hans pågående blik med tilbageholdt stemme.

Han så indtrængende på en: om man forstod ham?

the horror in the eyes
Er der lissom en idé med det her?

 

En tanke om “statisk skilderi (1954)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *