af Thore Bjørnvig
1)
Og kroppens gitter står åbent
og hænderne er blide som mel
i den gennemsigtige brise
og fødderne griber stenalderbeskidte
om vindueskarmens kant.
Alene yderst på morgenens
vandrette mineskakter af lys
mens fjerne biler trækker vod i natten.
Computerskærmens hvidkalkede mur.
Snapsen dingler
brandophængt
bag bronkiernes vildveje.
2)
Som Mads Skjern gør jeg hver dag kassen op –
hvis bare jeg kunne koncentrere mig for Ingeborg
der spankulerer omkring i Agnes’
friskopmalede silkestrømper
lige ud til Korsbæk Fjords magnetiske vande
– for at se om alting stemmer;
om jeg også denne dag ikke har levet som jeg burde.
Om ikke jeg endnu engang har spenderet mere
end hvad godt er.
Og nogle dage opdager jeg
at jeg har været nærig som en dag sent i december
hvor lyset over Danmark er lavt
som offentlige toiletters gule narkomanlys.
Og andre dage at jeg har levet langt over evne
som en drag-racer i et bål af tjære.
Imens plejer den tantriske måne sin bagside
og geologiske tider skifter.
3)
I værelset er der fingre
og i fingrene er der blodårer
og i blodårerne er der tungmetaller
og i tungmetallerne er der stjerner.
Mine ord er ikke andet end
blod og løv der blandes
til en kebab
af denne verden.
