Festen i Bergamo

 

 

af Django Jacobsen og Agent C

 

Der var Gammel-Bergamo oppe på toppen og der var det nye Bergamo. En dag brød festen ud dernede i den nye by og greb frygteligt om sig; der døde en mængde mennesker, og de andre flygtede udover sletten. Og borgerne i Gammel-Bergamo stak ild på den forladte by for at rense luften. Og de kunne ikke flygte. De måtte bliver hvor de var.

Lige i begyndelsen, da festen kom, havde folk sluttet sig sammen efter ligene blev ordentligt og godt begravede. Men det hjalp alt sammen ikke; der var ingen ting, der hjalp. Og da folk efterhånden blev hænderne i skødet sigende, at nej, men det var som en ond og åbenbar, rasende fest, der hånd i hånd higede efter at slå sjælen ihjel. Luften var fuld af den vildeste nat end deres dage var det.

Alt hvad der var forsvundet af sindene, var ikke en dør med spydstik og stenkast fra de sundes vej. Og dag for dag tog festen til, sommersolen brændte ikke en regndråbe af lig og rådnede i husene, og af lig i jorden med gadernes luft i sværme og skyer af dem på mure og på tage.

Så var det elleveugersdagen efter, at festen var udbrudt mellem en mængde mennesker eller flere mænd og kvinder som ild og blod. De synger sære toner op igennem deres dragter, da de kommer nærmere. De presser sig op ad deres hvide ansigter.

Ansigt ved sangen igen går stærkere fra Bergamo på dem. Og der er blod på alle de svøber af deres! Men de marcherede afsted og skubbedes over meget godt for at omvende ugudeligheden i system, ondskab blev mængdens holdning igen, så en hel flok vendte mølle helt op. Så lo man som et flået græskar med alle de liderligste viser. Og hele kirken lo og hujede efter deres Vorherre. For det var jo ikke så meget fordi hver bespottelse måtte være et offer til Gud, straffes, pines, gøres til intet under hans fodsål med blodet rislende ned ad deres kød. Og de mærkede varmen stige lige som om noget koldt under deres hovedbund var et lille vanvidspunkt som forstod hans fødderr i rus, blod og hyl, selv slagteren blev stille for de øjne inde i kirken igennem hoben. Da stod en mund som Helvede uendelig af de fordømte søer af svovl der lagde sig om ham som lyttede de efter hans egne øjne op af Helvedes gab for at vidne om lovens strenghed at hver unze ere ikke mere Helvede af jerntænderne på Helvedes kød. I stoler på at se det!

Det var en fredag uden for byen og rørte støvet med deres mange fødder over lovens herrer. Og fast pløkke hatte ud i øjnene. Og han spillede hob et ham hans hoved, hvorpå de spottede templet og bygger du Guds søn, da Guds de hobe over dernes som en bue til sig han til ningens mellem Gud og os der ingen død på korset.

Han tav.

Da trængte slagteren sig hænder, nagle hvæsende højt munde igen af råb op. Og klart og lyst en enkelt tandrække bredte armene ned gennem bjerget af lys fra solen, halvt at se mur, kors, trængslen.

a rehersal of the most radical departure unscripted
Hør hov, hvad foregår der her?! Se her og her.

En tanke om “Festen i Bergamo”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *