persongalleri

 

 

af Eva Gro Andersen

 

Og der er Kuno som kun går i kjole, og Kuno vil være kvinde for Kuno ka kun li kvinder, og Kuno er kosmetolog og har sin egen klinik, og han sparer sammen til en kønsskifteoperation, og han regner det for en fejl i Guds regnskab at han er lukket inde i en mands krop, og selv da han var barn vidste han instinktivt at hans krop ikke var hans, og hans mor kæmpede for at få ham til at gå i bukser, og hun skammede sig over hans feminine bevægesler og alt for lyse stemme, og hun var lettet da den endelig gik i overgang, og Kuno drømmer om BH’er og silketrusser og glæder sig til at få de bryster og den kusse han fra naturens hånd sku ha haft, og han ved allerede hva han vil hedde når han får sin egen krop at være i, og han synes han går og venter på at livet begynder, og han vil opfinde sin egen virkelighed og sætte sit liv i scene og skifte farve hver dag, og om morgenen vil han være blondine, om eftermiddagen brunette og om aftenen rødhåret, og nogen gang er han hård, andre gange blid, nogen gange sort, andre gange hvid, og han er grænseløs, og han er kamæleonkvinden Cleo

Og der er Vibe som har den vane at virre med hovedet, og Vibe går til selvværd på aftenskole, og hun synes selv et har givet hende en masse gode værktøjer som hun ka bruge i sin hverdag, og Vibe ved at virreriet skyldes at hun altid er på vagt, og bare det at vide det, gør en forskel, og jeg er ved at lære at elske uden at føle mig truet, siger hun højtideligt og ser betydningsfuld ud, og prøv engang at forestille dig at hun tidligere virrede i hvert fald hvert andet minut, og i dag er det reduceret til hvert femte

Og der er Herdis som har hængt sig, og hun har efterladt et brev hvor der står: undskyld, men jeg blev så træt, og egentlig ville hun godt ha skrevet noget mere, og hun ville ha trøstet sin mor og far der sådan set har været flinke nok, og engang for længe siden havde hun venner, og hun ville verden noget; ikke bare få sit på det tørre, og hun ville synge, og Herdis sang og sang, men ingen hørte hende, og da hun havde sunget uafbrudt i 7 år, blev hun stum, og en særlig form for skønhed, født af sorg, lagde sig som et blomsterslør om hende, og egentlig synes hun ikke det er nogens skyld, ikke engang hendes egen, og måske er hun bare født til ikke at lykkes, og født til at sluge sin sang, og ganske givet født til at dø

for only the poor and the lonely remember
Teksterne er fra Eva Gro Andersen: Laila, Leo, Lolita, m.fl. – et persongalleri (2011)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *