Er det dig, Charles? (P7)

 

 

Problemer

af Chr. B. Korsgaard

7: Er det dig, Charles?

 

… jeg kravler ind i mit menneske igen … det går langsomt og føles helt forkert, måske er der gået for længe. Er det overhovedet … Charles … Er det dig? … baglæns hvad? hvor længe har jeg sovet? Det føles som flere år. Der i spejlet hvor gammel nu? … Jeg får det stadig på den der måde ind imellem, hvor jeg er helt sikker på at jeg ser men ikke forstår disse fartøjer vi bruger til at komme rundt med. To arme, to ben. Hoved, mave. Alt det der. Ikke en behagelig rejseform … ansigt, stemme, øjne hvor jeg stadig fortabt uden at ville og der er noget jeg skal huske på noget jeg skal indse jeg bliver nødt til at lære for at slippe ud som skyggen af et træ henover en græsplæne hvor månen en sommernat en brise gennemtrænger universet.

Mærk denne kølige brise

og dit plagede sind vil finde fred.

En raslen af blade i natten bevæger sig sagte og jeg tænker: I hvis drøm befinder vi os nu? Festen er i gang oppe i huset hvor langt at løbe og at gennemgå mine gamle notater og leder efter et enkelt billede du vil være tilfreds med et billede en sandhed en følelse over de forbandede grå fragmenter en sang en løgn et billede af en flod i søvnens store bog. Grønt, blåt svæver blæsten. Tanker, bogstaver, ansigt, død. Lykke gik. Nøglebog. Øglebo. Gleb. Jeg begynder, tror jeg, så småt at forstå. Begynder. Småt. Så småt.

Et hus af drømme kan lige netop skimtes i det første spørgsmål. Er du klar? Og i det andet. Ser du? står alt forkert pånær de tre sidste linjer i kapitlet om en bølge blandt bølger tilbage af ord som vandet forsvinder fremme ved morgen igen. Festen er nu.

Nu.

the soul is the weariest part of the body

Svært at falde i søvn når man ikke er helt vågen. Hvem skulle have troet det? Morgen igen. Det er alligevel sært. En tilfældig morgen. Det er næsten ikke til at tro. ”Jeg tror altså ikke jeg har gjort noget. Pludselig gik den bare død.” Hvid skærm. I dag kommer til at handle om ren og skær overlevelse. Uden at blive sindssyg, tak. Det ville være rart. Tag havet til hjælp.

Det eneste der er virkeligt

er det man føler.

Alt det vi tog fejl af. Brænding tilbage måske går engang at drømme jeg engang så mange. I dag i går i morgen urørlig. Jeg var en drøm, tanker man ikke længere tilbage tror, forstår tanker. Bølgerne raser, havet stiger så højt nu så højt som tårne der støder ind i hinanden. Molen er ved at brase sammen. Alt for længe siden. Mine tanker vil det. Jeg og hvad? Spørgsmålet. Problemerne. Revet, slidt, trukket i stumper og stykker af havet. Bulder og brag. Himmelskibenes endelige forlis. Vi når ikke månen alligevel. Skumsprøjt og lugten af salt så stærk at man kan smage den ud af natten. Sværmens formel. Ankomst med tog. Byen sover. Havet raser. Byen vågner. Der blæser en vind og alle fuglene …

Søvnen havde på dette sene tidspunkt ligesom trængt sig sammen om lyden af det oprørte hav. Han døde liggende? Med renlig hilsen? Hvad vides ikke hvem lytter tilfældigt det alt sammen. Godt spørgsmål. Nietzsche kan jeg huske i min fortid. Alt det læste jeg kan huske blomstrer i tiden stille at have studeret i alle min fortids navne stille forgæves udfoldelse. Ingen kan hurtigt af slutningen forgæves om en bølge sagde mener tilbage og jeg ser

jeg ser

hvorhen og

What did I pay them? Know who I am?
Her slutter både Problemer og Trilotrilogierne. Hvad sker der mon næste søndag?

2 tanker om “Er det dig, Charles? (P7)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *