af Erik Helger
Hver gang det lykkes at hviske
til døren ind til den store
anbragte verden
klaprer det i hængslerne
til den lille.
Jeg begriber der findes hobe
af rør til udstødningen
i hittegodskontoret
jeg virkelig er undværlig for.
Kornblomstteltet.
Et kaudervælsk der kunne afslibes
som et spil for galleriet.
Som tanker vi alle løber sur i.
Dromedarer.
Der var engang
ikke noget vand.
Her er også et valg
kommer tæt på
en rygende kop kaffe
på torvet en krage
i vejen en bro
aske med fortvivlende hast
blevet til
i den fortinnede luft.
Efter timer med undren
kom brillerne endelig frem
ude på næsen.
Brisernes vægge
hang der stadig
midt i en dobbelt idyl.
Tage der stiger som sole.
Granatæbler midt i kalenderen
danser gennem luftkastellets
have.
Mens lyset faldt af skumringen
lå armen i en karm
og brugte tiden på
en større spinkelhed.
Denne miserable fugl
er tvunget til at blive på jorden
i nogle rundtossede stier
uden chance for snart at undgå
et glimt af evigheden.
Digtene er taget fra: Erik Helger: HAD. 2. (2011). Læs om poetisk onsdag her.