Middelhavet, 1907 (P6)

 

 

Problemer

af Christian Bonde Korsgaard

6: Middelhavet, 1907. En brochure.

 

Jeg er stadig

det jeg var

en drøm om et hus.

På den vestlige himmel brænder Babylons løver. Søvnens mestre skraber deres pander mod skyerne i gang med at rekonstruere en tabt drøm om støv, rædsel og en tredje ting jeg ikke kan komme i tanker om hvad er, måske var det Gud – tre felter der tilsammen overlappede hele livet hvis man forstod at bevæge sig rigtigt: støv rædsel gud – de sidste af dem, havde trænet sig op til at du ikke selv vil ødelægge øjne der læser. ”Lige nu er de nærmest det eneste der betyder noget. Øjnene der læser.”

Transskriberet fra en tegning i sandet, Middelhavet, 1907. Lavere i søvne søvnens mestre. Mod nul. Vi har mulighed for at låne to drømme om lyden af insekter i rummet hvor jeg vågner. Fiasko. Stress. Vil for meget. Kan for lidt. Gør forkert. Fluerne. Det er slut med Buddha og en abe. Hører du, Charles?

Hvornår skal du tale, hvornår skal du lytte? Ved du det? – Og hvor det døde blad landede, dér blev det liggende. Enhver morgen er enhver tilfældig morgen hvor det første spørgsmål glimter i den døende søvn inden solen rigtig begynder at hamre: hvad betyder det altsammen? Vides ikke. Hvad er jeg? er ikke et spørgsmål bare et eksempel på problemet med et spørgsmål der ikke er et spørgsmål fordi det ikke kan besvares så længe det er et spørgsmål. Hvad er jeg?

I stood on the pale grey shores beyond time and space.

Hænder af dybhavet vides ikke.

Det der tænkes

er jeg

i bølgernes brænding og der er ingen forskel, i hvert fald ikke én vi kan få øje på fordi alting går så hurtigt. Hvis der er en forskel er der altid mere end én. Langsomt er et menneske og kastes frem og tilbage op og ned og skvulper rundt mellem begyndelser og slutninger. Du. Gør. Du. Dør. Man kunne jo bare vende sig om og kigge den anden vej, ikke sandt. Hører du en af vennerne lidt for godt har sovet elendigt? Holder du stadig fast? Måske lidt for godt, tror jeg. Det er ikke noget jeg ved. Det ser lige igennem dig men står det ikke helt men jeg forstår. Hør godt efter. De er netop elever, tror jeg. Det er ikke noget jeg ved. ”Er der en læge tilstede?” Tid begynder jeg så småt at ordene, glimt af solskin og skumsprøjt, slutningen forlader ham. Den dag ved havet. Jeg ved sig selv det sin egen fod tørskoet gennem kærlighedens katastrofe. Altid. Og hvor det samme i bølgernes brænding elendigt holder dig fast måske stadig lidt for godt, tror jeg. Det er ikke måske stadig lidt for godt, tror jeg.

Ord, tanke, følelse, sandhed. Akkeja. Akkeja. Helt ind i knoglerne. Og ordet? … Ordet, en skal eller en skygge? Fluerne igen. Så meget skal du vide. Om ikke andet, så det – denne længsel efter luften der trykker på de forkerte taster, vindåndernes træk gennem bogstaverne, de blå hænders søgen – er løgn og kan ikke være andet. Vi har altid travlt. Afsted, afsted. Ordene der forsvinder for os som vandet

i en flod forbi, forbi og nu

er han død.”

tomorrow the river will be higher
Næste søndag: Sidste Afsnit: Er det dig, Charles?

2 tanker om “Middelhavet, 1907 (P6)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *