But only because it’s you, Mr. Clooney

 

 

af Agent C

 

Lad dine fantasier blive til virkelighed

Lad din virkelighed blive til fantasier

 

Hvad skal vi kalde det, projekt S.P.A.M: spaometry? Spam. Poetry. Agency. Mobility. Semiotic Post Agonistic Modernism? Jeg véd snart ikke. Er det et godt eksempel på noget dårligt eller et dårligt eksempel på noget godt? spørger Agent Horkheimer, tager brillerne af og gnider sig mellem øjnene. Det handler om ikke at sætte sig mål. Agent C siger:

Når jeg siger vi mener jeg jeg.

Når jeg siger jeg mener jeg en eller anden,

sagde han. Der er noget grammatisk over det.

Det rager ikke mig, sagde han. Men det er lige til at blive helt rindalistisk i hovedet af.

Det er vel at mærke overhovedet ikke denne forkrøblede teoretiseren over et hvorfor der i sig selv giver projektet værdi. Den rejser vi blot fordi – igen – vi har modtaget klager over for eksempel den seneste twitterdigtsamling (Torben Hansens Bemærk: dette er en obligatorisk foranstaltning) herinde eller -nede i de blege digteres bunker, kontrolcentret. Hvor er vi henne lige nu? Hvis du kan svare på det spørgsmål, kan du svare på mere end jeg kan. Når man læser, véd man kun halvdelen. Det samme gælder når man skriver. Das eine bin Ich, das andere sind meine Schriften. Inden vi – for alvor – går i gang, skal jeg lige huske at sige at jeg har snydt lidt og læst det hele igennem inden det nu bliver lagt op, og det vil ikke komme til at lykkes. Jeg siger det bare. Nu har jeg sagt det. Alle forklaringerne

synker.

 

digterne og samfundet

Tilgiv et par simple betragtninger på dette sted. Der er et samfund og det har nogle tendenser. Der er noget teknologi og noget udvikling og det har en indflydelse på livet og dets former. Mulighederne, kort sagt. Der er nogle digtere, og meget kan man sige om dem, men lad os her nøjes med at sige, at det de laver er at eksperimentere med udviklingen i samfundet og teknologien for ligesom at vise borgerne og brugerne hvorhenne det kan gå galt og hvordan det kan gå godt. De tænker med ord over de problemer der kommer og går gennem historien.

Hvad er der på spil og hvor er vi på vej hen? Hvad betyder en dampmaskine for min morgente? Er det farligt at cykle? Og hvad med alt det der på internettet, er det mon kommet for at blive og hvor meget behøver man at gøre som man gjorde for bare tre år siden? Kan du overhovedet huske verden fra før du fik en smartphone, behøver jeg virkelig at høre på dig og skal vi ikke lave alle vores aftaler om hvert tyvende minut eller går det for langsomt for dig?

Rent ud sagt: Når nogen opfinder en maskine der automatisk kan oversætte alle verdens sprog frem og tilbage, er nogle andre nødt til at reagere og prøve at se hvor modstandsdygtigt pågældende maskineri er overfor forskellige former for grus. Google Translate som begreb og fænomen bygger på nogle ret så sindssyge forudsætninger om hvad et mennesker er og ikke er. Ikke at vi gider at prøve på at dumme os med at finde ud af hvordan de mere præcist skulle lyde. Hvad tror du vi er, filosoffer?!

I am the wings

Undersøgelsens centrale genstand

Et sted i systemet har nogen besluttet at jeg ind imellem skal spørges af et program der som en lås aktiveres på bestemte tidspunkter, som jeg ikke helt kan forudse, om jeg egentlig er et menneske eller en robot af en slags. Du kender det selv. Nogle forvrængede tal og bogstaver dukker op i en firkant. Det er din opgave at skrive dem rent ved hjælp af tastaturet. Jeg går ikke udfra at de tror vi er lavet af metal og kuglelejer, men mere om vi er et program ligesom de selv er. Det ironiske er at en robot spørger et menneske om det kan verificere at det ikke er en robot. Spørgsmålet, som nok ikke som sådan er blevet stillet men som lurer i baggrunden, er om jeg har en intention.

Det er et svært spørgsmål.

Det er et af de steder poesien – den gamle støvede hævner – sidder på en stol og hviler sig et lille øjeblik efter at have kæmpet mod fordummelsen og fornedrelsen i århundreder. Intention, siger du det? spørger den gamle hævner. Han rejser sig. Det gør ondt i knoglerne, kan man se. Vingerne, han ryster dem frem fra ryggen i en sky af støv og spindelvæv. Han spænder bæltet, går ned i knæ og sætter af mod himlen.

Firs centimeter højere oppe, går det op for enhver – ham selv indbefattet, men ham selv som den sidste – at det bare er et nummer og at han længe ikke har øvet længe nok, at han slet ikke har øvet, og vi er ikke i cirkus men bare henne om hjørnet, nede af trappen og så videre. Det er sidebenene der laver den der lyd som ikke alle finder samme fornøjelse i, når han falder skævt ned på sin stol og luften bliver slået ud af ham, et smæld og en piben. Man hjælper ham på benene igen, selvfølgelig gør man det. Her er vi alle venner. Nå, skal vi skåle på det? Kender du den her?!

Næste mand rejser sig op og gør klar til at flyve.

good things of day begin to droop and drowse

Dåsekød fra nær og fjern

Intention … lad dem løbe der har ben og lad dem se som har øjne. Buddha, Agent C, Agent T, mig selv og en abe – vi havde valget mellem enten at forsøge at forklare os eller at indrømme at vi ingen forklaring havde. På et tidspunkt, sagde Buddha, havde jeg faktisk opstillet et argument for intention, men selvom det var vores endelige position, ville jeg stadig stå ved min handling. Jeg brændte det af. Det er det jeg gør. Min intention

brænder.

Google Translate og egentlig også bare cut-and-paste-funktionen på enhver computer med internetforbindelse rejser spørgsmålet igen. Til daglig, mens vi er mennesker blandt andre mennesker, går vi rundt i en ubenægtelig suppedas af intentionalitet og ejendomsrettigheder. Det betyder ikke at vi altid ved alting om alle de andre, eller os selv for den sags skyld. Men det er ret sjældent at vi når så vidt i vores kvababbbbelser, at vi betvivler selve fænomenet intentions eksistens, når vi tager fejl af hvad den i en given situation var eller ikke var. Når vi bliver narret tvivler vi sjældent på at der er nogen der har narret os. Når vi har taget fejl af hvad det var folk ville, tvivler vi sjældent på at de egentlig ville noget. Alle vil noget. Der er intentioner overalt. Uden intention ingen mening. Hvad sagde du? Er du uenig? Så er det nok fordi du er psykopat.

Hm, … psykopat, alligevel. Jeg tror snarere at mening vil om vi så vil den eller ej. Mening pibler gennem alle overflader og belægninger. Den kan ikke holdes tilbage af vores intention eller mangel på samme. Hvor vi smadrer mening, gendanner mening omgående sig selv. Men hvordan gør man så? Jo, ser du. Jeg er gald for at du spør. Du tager noget tekst og bruger Google Translate som kødhakker. Så skal fyldet bare laves til pølser, frrrikadeller eller sylte. Er det let, er det svært? Man skal i hvert fald vide hvor knappperne sider og vidde hvornår teksten har fået nok. Det er nok mere let end det er svart.

Man gør det at man tager en klassiker, Ovid, f.eks. og så laver man ham om til Spam. Eller også tager man noget Spam, som f.eks. en hilsen fra din lokale viagraforhandler, der bliver ved med at skrive til dig selvom du gentagne gange har bedt ham om at holde op, og laver det om til en klassiker, Ovid, f.eks. Når vi sådan springer frem og tilbage mellem spam og poesi prøver vi at tage fejl med teksten oveni at den allerede tog fejl med sig selv. Minus gange minus? Det tror jeg ikke, men … Godt så. Siger du at Ovid tog fejl med sin tekst? Ja, altså fejl. Nu er Google Translate jo blevet opfundet, så – uden at han selv kunne gøre for det, så – ja. Han tog fejl. Vi står nu to skridt fra det rigtige. Det vil sige, det der er intenderet. Enten prøver Projekt SPAM at befri de skjulte stemmer inde i den meningsløse knitren, eller den skjulte mening inde i den knitrende stemmeløshed (fortsæt selv bytte-rundt-legen her) eller også prøver de som elektroniske andenrangspapegøjer at udstille netop den skrigende mangel på menneskestemmer der omgiver os i dag og kravler ind af øjnene på os fra hver en skærm vi ser. Hvis du ikke er bange for at blive idiot

er det nok fordi du allerede er det.

the old broken point of origin

Stor Ost

Hårdt forfulgt af Konservativ Ungdom, på knæ og albyler gennem gader og stræder i byen som ikke er, kom vi til vores safe-house midt i det hele. Den udødelige Skjald åbner døren. Han er altid som altid i godt humør. Kan vi gemme os – og vores mangel på mening – her hos dig, Shakespeare, inde i Macbeth, spørger Agent C. Den store Chef siger ikke noget idet han lader os komme ind; han véd at vi næsten altid misforstår ham, så nogle gange tier han bare stille og så må vi selv om det, men der er altid siddepladser nok. Her behøver ingen at stå op. Vi satte os ned ved siden af Roland Barthes og Mikhail Bakhtin. Først læste den ene, så den anden. Én sætning per mand, Gerard og Mikhailovitz:

from this instant, there’s nothing serious in mortality; All is but toys: renown, and grace, is dead, sagde den ene.

The earth hath bubbles, as the water has, And these are of them, sagde den anden.

Udlægningen og sammenhængen lader vi enhver anden om at rode med. Det siger sig selv. Alting siger altid sig selv. En kode, sagde han, Roland Barthes, kan ikke afkodes. Den kan kun afspilles. Ja, sagde han, manden uden stemme, enten det eller, øh, undskyld mit talesprog: fuckes med. De kiggede ud af vinduet. Nu løber de, sagde han. Ja, sagde han. Koderne løber. Meningsdannelsen bliver flydende. Vinduet, det smelter. Bobler i blodet. Som at drikke champagne med øjnene. Ordenes skjulte absurditet pludseligt nøgen og kastet op på scenen. Sker der det at nogle af tankerne (dine) går i stykker, sker der til gengæld også det at nogle af dem, tankerne, begynder at samle sig, dem uden navn. Jeg ved ikke hvad du laver til daglig, altså på dit arbejde og såd’n, men jeg ved at jeg er tvunget til at give mening så godt som hele tiden. Meningen behøver overhovedet ikke at være dyb eller oprigtig, men den skal hele tiden være der, om ikke andet så som påskud og dække for ‘det andet’ (at jeg slet intet laver) og den skal se rigtig ud. Og nu kan jeg ikke kursivere mere. Træk vejret. Min baby lugter af leverpostej. Spørgsmålet er om jeg har en intention.

Et lille tryllenummer. Han trækker forhænget til side med en teatralsk bevægelse. Vandet fosser ud. Der er huller i den. Han siger, med store fede kunstpauser mellem hvert ord og godt og grundigt eftertryk på negationen. Dette. Er ikke en spand.

Dem der er imod siger: det er ikke sjovt nok, det er for let, vi vil have indhold.

Dem der er for siger: det er sjovt, det er let, vi véd at indhold ikke er andet end en betegnelse svage fortolkere med et lavt abstraktionsniveau bruger til at vedligeholde deres halve søvn.

Når de siger vi vil have indhold, peger vi på teksten indefra og siger, så godt vi nu engang kan: dette er ikke en spand.

Hvem er det der bliver ved med at afbryde mig, lige inden jeg når frem til det jeg vil sige? råbte Bakhtin. Retorisk spørgsmål, stillet af mig selv. Jeg er midt i et argument her. Citat mig selv. Sandheden er ikke født det er heller ikke at finde inde i hovedet på en enkeltperson, er det født mellem mennesker kollektivt søger efter sandheden, i færd med at deres dialogisk samspil. Det er meget muligt at forestille sig og postulere en samlet sandhed, der kræver en flerhed af bevidstheder, en, der ikke kan … indpasses i grænserne for en enkelt bevidsthed, en, der er så at sige, i sagens natur fuld af begivenheden potentiale og er født på et kontaktpunkt mellem forskellige bevidstheder. I retorik er der de ubetinget ret og ubetinget skyldig, og der er total sejr og udslettelse af modstanderen. I dialog, også tilintetgørelse af modstanderen tilintetgør det meget dialogisk område, hvor diskursen lever … Denne kugle er meget skrøbelig og kan let ødelægges. Citat slut. Nok sagt. Agon er et oldgræsk ord. Det betyder konflikt eller konkurrence (de to ord stammer fra latin, det andet betyder at-løbe-med, det ene véd jeg ikke lige). Er vi færdige med det nu så? Ikke et retorisk spørgsmål. Jeg tror jeg kender svaret. Who is the third that walks always beside you?

Mange

har sagt

meget

de siger: Det er for letkøbt.

Vi siger: Vi har ikke betalt for noget.

De siger: Det kan ikke betale sig.

Vi siger: Det koster ikke noget.

De siger: Det er fup og fiduser.

Vi siger: Ja, nu har I endelig forstået det.

De siger: Nej, vi har stadig ikke forstået det.

Vi siger: Jo, I har bare ikke forstået at I har forstået det og at der ikke er ret meget mere at forstå.

De siger: er det bare det? ikke andet?

Vi er holdt op med selv at sige noget nu og begynder at citere Baudelaire: J’étais comme l’enfant avide du spectacle, …

Alle siger: giv mig min placebo, giv mig min placebo, kom så med min placebo.

people are strange
people are strange
en anden forklaring? eller en tredje? eller fjerde?

4 tanker om “But only because it’s you, Mr. Clooney”

  1. så endelig kom det, forord til de to kommende bog jeg ikke skriv færdig men sikkert udgis i alligevel. tak for det, agent c, jeg stole på alle dig
    dr e alias aka d. j memorie Sir grimoire 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *