af Karsten Bjarnholt
Intro
Hvad er der at skrive om?
Helst ikke noget særligt eller almindeligt,
i hvert fald kun det, der taler for sig selv
i en sprød dialekt.
Det kan være: vand, der drypper
fra en utæt hane i en tom vask, svag
summen, der er i en lejlighed af sex,
og så hjertet, der pludselig står stille
og først banker blodet på plads i små ryk
i næste øjeblik.
Vintersol
Der er så mange bedemænd,
at jeg ikke kan få øje på døden.
Det er også en dejlig eftermiddag,
hvor den blege vintersol hænger lavt
over Dr. Louises Bro.
Havde det ikke været for alle de bedemænd,
revisorer, arbejdsgivere, generaler,
kommunikationseksperter oev.,
havde det været meget værre.
De noterer alt. De holder en vis afstand. De tager ikke noget med hjem
de skal bruge sterile handsker,
når de rører ved mig.
Det ville jeg også selv have gjort.
De kommer én, tre, fire, når de kommer,
så er de der! Pludselig er de der,
jeg sidder i hjørnet. De er der!
Det ville jeg også selv have gjort.
Det er ikke tilladt at bruge de handsker,
men de bruger de handsker og et andet
alfabet, når de kommer, én, tre eller fire.
Det ville jeg også have gjort.
Jeg ville aldrig røre mig selv
uden de sterile handsker.
Ryk tilbage til start!
Frost og kvinder
At længes efter en klar frostnat,
hvor månen spejler sig
i ungernes glidebaner,
er vanvid
på denne varme augusteftermiddag
i Kongens Have, hvor kvinderne
flyder over i solen.
Jeg lærer at tegne
Jeg lærer at tegne med ild nu
og bruger lineal og kuglepen,
jeg udvider det blødt
til englevinger,
til drømmenes vind og de gule flag,
der hænger i vinden. Dér står kvinden
med det mørkebrune blik
og renser en høne for flammer.
