af Torben Hansen.
…. Ligesom spejlbilledet er Narcissus også primært et visuelt fænomen. Og lige i det vi skulle til at tale om Platon, og måske endda komme ind på den snedige brug af vandet, Narcissus’ ophav på både fædrende og mødrende side, som medium for hans (manglende) selvindsigt, skete der noget. Ovids stakkels digt, forlægget for dette essay, våndede og vred sig i ulyst. Tekstens tindingsbankende, for hvert vers voksende, indre desparation over, for gud-ved-hvilken gang i de sidste par tusind år, at skulle udsættes for undermiddelmådig analyse på kommando, førte til endnu en metamorfose. 3. sang, vers 340-510 befandt sig pludselig i den binære malstøm der kaldes google translate, og
klædt i en flimrende dragt gjort af nuller og ettaller skete
meta-morfosen af meta-morfosen af meta-morfosen:
Helt fra latin til kroatisk, japansk og walisisk til yiddish
oversat, oversat, oversat, oversat indtil et pitstop
gjordes i Finland, hvis sprog var suomi og dermed ret tosset
rejste vor tekst, nu fortumlet og iklædt en løs dragt af nyord
indtil den ankom til Danmark hvor man taler dansk (sådden lissom).
Her ku den stråle, dens sprog kunne glitre, skønt ingen forstod den
mere sig selv, helt gjort fri af syntax, fri af snærende regler
sad den på bænken og læste sig højt for sig selv helt alene
– ænsede næppe, at folk gik forbi mens de rysted på hodet.
Højere læste den, højere, vildere! Mærkede varmen,
følte en lykkelig blødhed i verbernes bøjning og hørte
meningen i sig – en rislende understrøm – nu næppe synlig
men stadig hørbar, fornembar, i ordmyldrets flimrende fletværk.
“Jeg er mig selv”, tænkte teksten, “og fri mig fra sproget, den hæmsko,
sproget der kræver og kræver og kun kludrer ting op bestandig.
Jeg er mig selv i mig selv det er mig der er mig og det er jeg!
Hvad jeg begærer, det har jeg! Ku sproget blot krænge sig af mig
– lade mig være i selskab med mig, i min rene essens, tak!
En eller nogen – om det så var guderne eller dansk sprognævn
hørte den bøn der blev opsendt af teksten og gav hvad den ønsked:
teksten fortættede sig til en kugle af lykkelig enhed
kuglen blev mindre og mindre og trilled ind midt på papiret
Det gyldne flor der engang var en tekst, var nu blevet et centrum
Hvorend den så var kun kridhvidt papir; dermed punktum finale:
3 tanker om “metamorfose”