metamorfose

 

 

af Torben Hansen.

 

…. Ligesom spejlbilledet er Narcissus også primært et visuelt fænomen. Og lige i det vi skulle til at tale om Platon, og måske endda komme ind på den snedige brug af vandet, Narcissus’ ophav på både fædrende og mødrende side, som medium for hans (manglende) selvindsigt, skete der noget. Ovids stakkels digt, forlægget for dette essay, våndede og vred sig i ulyst. Tekstens tindingsbankende, for hvert vers voksende, indre desparation over, for gud-ved-hvilken gang i de sidste par tusind år, at skulle udsættes for undermiddelmådig analyse på kommando, førte til endnu en metamorfose. 3. sang, vers 340-510 befandt sig pludselig i den binære malstøm der kaldes google translate, og

 

klædt i en flimrende dragt gjort af nuller og ettaller skete

meta-morfosen af meta-morfosen af meta-morfosen:

Helt fra latin til kroatisk, japansk og walisisk til yiddish

oversat, oversat, oversat, oversat indtil et pitstop

gjordes i Finland, hvis sprog var suomi og dermed ret tosset

rejste vor tekst, nu fortumlet og iklædt en løs dragt af nyord

indtil den ankom til Danmark hvor man taler dansk (sådden lissom).

 

Her ku den stråle, dens sprog kunne glitre, skønt ingen forstod den

mere sig selv, helt gjort fri af syntax, fri af snærende regler

sad den på bænken og læste sig højt for sig selv helt alene

– ænsede næppe, at folk gik forbi mens de rysted på hodet.

 

Højere læste den, højere, vildere! Mærkede varmen,

følte en lykkelig blødhed i verbernes bøjning og hørte

meningen i sig – en rislende understrøm – nu næppe synlig

men stadig hørbar, fornembar, i ordmyldrets flimrende fletværk.

 

“Jeg er mig selv”, tænkte teksten, “og fri mig fra sproget, den hæmsko,

sproget der kræver og kræver og kun kludrer ting op bestandig.

Jeg er mig selv i mig selv det er mig der er mig og det er jeg!

Hvad jeg begærer, det har jeg! Ku sproget blot krænge sig af mig

– lade mig være i selskab med mig, i min rene essens, tak!

En eller nogen – om det så var guderne eller dansk sprognævn

hørte den bøn der blev opsendt af teksten og gav hvad den ønsked:

teksten fortættede sig til en kugle af lykkelig enhed

kuglen blev mindre og mindre og trilled ind midt på papiret

 

Det gyldne flor der engang var en tekst, var nu blevet et centrum

Hvorend den så var kun kridhvidt papir; dermed punktum finale:

Adventures in the dumb life
Og hvad skete der så?

3 tanker om “metamorfose”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *