af Jun Feng
Et gammelt faldende hus
Det lå på min barndommens udflugt.
Det ligger stadig det samme sted,
mens stedet ikke længere kan ses dér
hvor barndommen var.
Således vender jeg engang imellem tilbage
hvor stedet er forvandlet til en melodi.
At sneen falder er en melodi,
at det støvregner i sollyset, er en melodi.
Således forsætter min vej i et nyt land.
Jeg overbeviser mig selv om at det er det samme
som det sted hvor jeg kommer fra.
Det samme springvand,
det samme morgenlys.
Jeg finder bare ikke det gamle faldende hus
fra barndommens udflugt.
Således krydser jeg min vej
og strejfer af og til omkring i mit gamle land,
hvor jeg opsøger det gamle faldende hus.
Man har lavet en kopi af springvandet.
Også en kopi af morgenlyset.
Men jeg ser ikke engang en kopi af det,
jeg opsøger.
Således forsætter min vej i det nye land.
Det gamle faldende hus ligger stadig det samme sted,
mens stedet ikke længere kan ses.
Således står jeg på et gadehjørne i Odense og genkalder den melodi,
hvori stedet ligger,
mens mine øjne er tågede
af vinterens regndråber eller
af mine egne tårer.