Raddadistmaschinen eller Merzbau Revisited (3)

 

 

Af Morten E Nørskov

 

Du går videre ad din skovsti i storbyen, og fandeme, der står den, en til, helt mage til, blot er ordet i blåt, igen i bogstaver af pap, ændret til OPLYSNINGSDIGT. Og du trykker straks enter, you know the drill, og skærmen lyser op, stemmen klikker sit, du har nu tres sekunder tilbage. Øverst står der HANNOVER ZWEI, men du registrerer det kun med det yderste af din bevidsthed, du er fuldt ud fokuseret på at få fortalt, hvad du mener, dine indskydelser er erstattet af en holdning til pjank og pis, modernitetens overskudsprodukter blottet for æstetik, tømt for betydning, og du bliver glad, din angstopstemthed og modtagelighed er nu en næsten hysterisk ren ekstase, da du ser, at på dette tastatur sidder bogstaverne korrekt, du taster som en vanvittig, du udtrykker med den gales præcision din uforbeholdne mening, dine fingre glider præcist fra bogstav til bogstav, du behøver ikke se på skærmen, du er en øvet skribent, skriver tæt på blindskrift, og først da maskinen siger du har nu ti sekunder tilbage, gør du klar til med nogen selvglæde at se dit velformulerede, ciselerede og dog ikke spor florissante karaktermord på dette monstrum af et artefakt, og på skærmen læser du, ud re tevelb tegat i nevør arfgab, nid edef toidi, toidi edef nid, arfgab nevør i tegat tevelb re ud etc etc etc, det fortsætter alt for langt, du har skrevet hurtigt, det er en lang, meget lang, og meningsløs rablen, ophobning af bogstaver, inkongruens, signifiant-signifié kollaps, og mens maskinen messer sit, du har nu fem sekunder tilbage, efterfulgt af, tak for dit bidrag, det vil blive registeret og gemt, går det op for dig, at hvor det første tastaturs taster var byttet rundt, men forholdt sig korrekt til det bogstav der stod på tasten, er det her på HANNOVER ZWEI omvendt, tasterne sidder korrekt på tastaturet, men bogstavet på tasten er blevet tildelt en arbitrær kvalitet, A på As plads, men ikke udløsende et A på skærmen. Du hamrer hånden ned i tastaturet, følger ledningen rundt, du vil smadre harddisken, dette her skal ikke gemmes til fremtiden, men ledningen forsvinder ind i kassen, kommunalt opsat og sikret med de offentlige myndigheders grundighed, hvad angår forsvaret mod borgerne.

I am the wings

Det er pinefuldt, dette her, du sparker lidt til maskinen, resignerer så, bevæger dig videre ad stien, denne dag skal ikke ødelægges af en tåbelig, ikke funktionel installation, du formulerer et indlæg til aviserne i dit hoved, mens du nærmer dig pladsen for enden af stien. Her finder du en større menneskemængde, de ler hjerteligt, de står med ansigterne drejet op mod den storskærm, hvorpå du kan se dit maskeløse ansigt i kamp med maskinen, tingen, artefaktet, dit ansigts bevægelse fra tillukket kontrol, over nysgerrighed, entusiasme, indædt desperation, raseri og afsluttende resignation. Artefakterne har filmet din demaskering. Du er blevet en installation.

Du er et menneske i en storby, du tager et ansigt på, haster gennem mængden med øjnene stift rettet mod jorden, finder en anden rute hjem.  Hvis du har lært noget, vil du gå ganske vidt i forsøget på at glemme det igen. Du er med andre ord blevet raddaderet, og du var ikke klar til det. Endnu.

Who lives will see
Her ender Merzbau. Næste Søndag starter den tredje og sidste af trilo-trilogierne, Christian B. Korsgaards PROBLEMER

Raddadistmaschinen og Merzbau henviser henholdsvis til et digt af og til det ”kunstprojekt” Dadaisten Kurt Schwitters beboede, ligesom HANNOVER tastaturerne er en reference til hans tyske hjemby, før han blev tvunget i eksil og alt blev nazi.

Mange af ovenstående ideer er udviklet i samtale med den i århus bosiddende papkunstner Jan Tykgaard. Vi planlægger at realisere projektet i videst mulige omfang i nærmeste fremtid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *