Raddadistmaschinen eller Merzbau Revisited (1)

 

 

af Morten E Nørskov

 

Du går i en storby, du har taget et ansigt på, det er det du gør, når du forlader din hule og bevæger dig ud i det offentlige rum, du tager en maske på, alt efter vejret, humøret, storbyens karakter, enklavernes traditioner, din alder, din tilstand, med eller uden tømmermænd, fuld eller ædru, skæv eller borger, men uden maske, aldrig.

Du tager en sidevej, en sti i byen, langs med et hegn, måske ud til banegårdens rangerområde, stort og forvitret, omkranset af beskyttende træer, et øjeblik tror du, du er i en skov, du er næsten klar til at tage en maske af, du er gået vild på en sti i byen, du er på nippet til at blive helt menneskelig, din nysgerrighed er ubevogtet, vækket af sammenstødet mellem by og natur, og du er naturligvis lidt angst, angstopstemt, ikke hæmmet af angst, du forkramper ikke, og du går således heller ikke bare forbi, du kan skelne en ting fra en anden ting, et artefakt fra anden urbanitet. En maskine, tilsyneladende tilfældigt hamret op på fronten af en kasse der formodentlig indeholder noget elektrisk, den slags der måler beboernes forbrug af liv og andre ressourcer.

I am the wings

Kassen summer, artefaktet siger ikke noget men det taler til dig, du nærmer dig, uforsigtigt, du er i et humør, du er ikke ude af dig selv, det er noget andet du er. Maskinen, artefaktet består af en gammel oxideret lydpotte, en af dem man finder langs motorveje og på rastepladser, efterladenskaber, biler og lastbilers afstødte dele, naturligt bortfald, på siden af denne lydpotte står der med blå bogstaver klippet ud i pap, FIKUMDIGT.

Følg med næste søndag
thy voice to us is wind among still woods

Raddadistmaschinen og Merzbau henviser henholdsvis til et digt af og til det ”kunstprojekt” Dadaisten Kurt Schwitters beboede, ligesom HANNOVER tastaturerne er en reference til hans tyske hjemby, før han blev tvunget i eksil og alt blev nazi.

Mange af ovenstående ideer er udviklet i samtale med den i århus bosiddende papkunstner Jan Tykgaard. Vi planlægger at realisere projektet i videst mulige omfang i nærmeste fremtid.

En tanke om “Raddadistmaschinen eller Merzbau Revisited (1)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *