hellig tre konger

 

 

af Nicki B. E. Hansen

 

Lad os forestille os de tre vise mænd. De er på rejse, og selv ved de ikke hvorfor. De ved, at noget afgørende vil ske, men de ved ikke hvad. Rejsen har allerede varet længe, og vi kan formode, at de er trætte. De mange dage og nætter på ridedyrene har været slidsomme. Leddene er ømme, kroppene udmattede. Deres øjne værker af at følge den stjerne, de opfatter som et tegn. De ved ikke, hvad den er et tegn på. Det er nok, at den er et tegn, må vi tro. Til os kommer de ud af ingenting, og til ingenting vender de tilbage. De medbringer gaver. Det er ikke sikkert, at de helt kan forklare dette heller, men begivenhedens vigtighed spiller ind. Da de når frem til stjernens sted, ser de den hænge over en stald og en krybbe. Vi ved, hvad der befinder sig deri. De ved det ikke. Af grunde vi ikke kan forklare, giver de deres gaver til barnet i krybben. De må altså have forstået stjernen som et tegn på krybbebarnet, men hvorfor de har gjort det, ved vi ikke, og det er ikke sikkert, at de selv har forstået det. Vi kan gå ud fra, at tanken må have været dem fremmed. En stjerne stor som en sol midt i en nat er underfuld. Et barn i en krybbe er det ikke. En stjerne, der lyser med mange stjerners lys, er gaver værd. Et barn i en krybbe er det ikke, og for dem kan det ikke have været det. Alligevel knæler de i stalden, hvor de også efterlader guldet, røgelsen og myrraen. Endnu mere overraskende forekommer det os, at de tager af sted igen. Vi ved ikke til hvad eller hvorfor. Et sted på ruten skilles deres veje, og vi ved heller ikke, om de mødes igen, eller om de fortæller andre om deres rejse. Vi ved ikke, om de nogensinde hører, hvad der sidenhen sker, eller om de i deres tårnkamre under andre stjerner tænker tilbage på barnet i stalden, på rejsen, på gaverne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *