Forkrænkelses-Suiten (6)

 

 

af Viggo Madsen

  

Höyst=egne Selvanden,

til Husvalelse!

 

ved indgangen til Super Brugsen stod to hunde akavet underdrejet i forhold til hinanden i en vinkel på mere end 45 grader, mens de stadig hang sammen efter parringen; sådan skulle de blive ved med at stå cirka 20 minutter endnu; de stakkels dyr, udbrød en ung bondekone medfølende- er der ingen, der kan kaste en spand vand over dem? jeg kunne have kneppet hende lige på stedet! i stedet fulgte jeg efter hende gennem forretningen, så hvad hun kom i indkøbsvognen, hverken intimt eller ophidsende, snarere betinget af almindelig hverdagsagtig snusfornuft; på parkeringspladsen tog jeg nummeret på hendes bil, en gammel passat, og fulgte efter hende til hendes hjem, en gård nogle kilometer uden for byen- så ved man det! hundene galpede op, da de så mig, hun beroligede dem; senere stod vi og røg ved gavlen; trækfuglene, sagde hun, de er også dine støvler, sagde hun; syvmileskridt! man kan høre dem lang tid i forvejen … 

vemsom hällst vågnede en morgen med en forfærdelig følelse af, at han kunne være en anden – enhver anden: han kunne være dig, han kunne være mig, men nu var han den, han var, det gjorde ham ikke mere tilforladelig, tværtimod; hvis man dog bare vidste hvem man var! det andet var jo til at blive idiot af! alligevel måtte han konstatere, når han så sig omkring, at de fleste mennesker nok havde det ligesom han; deres længsler blev helt indlysende tilfredsstillet af tilbuddene i de kataloger, nogen havde tilrettelagt for dem, så rammerne i det mindste var faste; ingen blev (som det jo hed) hylet helt ud af den, alle blev holdt fast i den virkelighed, der nu engang blev dem tilbudt, tilfredse med ikke at være værre stillet end de andre; det gav trods alt en samhørighed, en følelse af fællesskab, omend af negativ art, som en slags mindstemål-  hvor ville enhver af dem dog gerne skille sig ud, være noget særligt, hæve sig op over mængden i strålende glans!  men det kan enhver komme og sige! det er jo ikke hvem som helst beskåret; de fleste må tage til takke med mindre, nøjes med det lidt de får, være tilfredse med den skæbne, som blev dem tilmålt; smil og se glad ud! se, det er en kunst alle mestrer! hvordan går det? storartet, glimrende, hvad med dig? fint-fint, jeg klager ikke! (ser på sit ur uden at virke forjaget) men jeg kommer til at løbe nu, har lidt travlt for tiden! hyggeligt at møde dig, du! vi må bestemt ses en dag!

ventede vi længe vendte vi udad rejste vi tvivl om vi skulle rejse, syntes vi synlige, tilbad vi guder, efterlod vi det vi længtes efter, lod vi længslen tilbage at ønske og u-landhjælp i form af kondomer, ja det hedder kunsten at formere sig ud af krisen; ansigt, så blev du udtryk, så fik du maske, så skar du ansigt; grimasse, grisefy da, skam sig, ja også i den grad! en gud der ikke kan klare sig selv er et ynkeligt væsen; hopalong cassidy, er du min redningsmand, skal det nu være rettidig omhu, rend og hop; beskriv glæden ved at give op – afmagtens fryd – i fyldestgørende termer, så de passer til situationen, uden hverken at overgøre eller udpensle den, så det bliver blive svulstigt forsiret eller barokt, gerne lidt i retning af: det var ikke meningen at det skulle blive sådan, men så blev det sådan alligevel, så siger vi, meningen er god nok, bare dømt til at mislykkes, det er der ligesom ikke noget at gøre ved, det er en kendsgerning vi må acceptere på linje med alt andet her i tilværelsen: kunne vi ønske, måtte vi håbe, burde vi vide, vidste vi bedre, kunne vi lide, måtte vi få, skulle vi tåle, ville vi kunne, duede vi til

vi talte om guder – der er jo mange om buddet, og de prøver hver især at gøre sig til- men et står fast: en gud der skal tilbedes 5 gange daglig må lide af alvorligt mindreværdskompleks – manglende selvtillid, rent ud sagt – det var i mistænkelig grad sådan fat, at det forholdt sig sådan, der kunne der ikke være tvivl om, det kunne ikke være anderledes, det stod slet ikke til diskussion og måtte altså, konsensus taget i betragtning, betragtes som et faktum, uafvendeligt, ufravendeligt, uomgængeligt, en kendsgerning af den art, alle kan have en mening om, man kan kalde sin egen og derfor bliver nødt til at betragte som et udslag af den dybere indsigt, der – forskelligartet som den er – er med til at adskille os fra hinanden og dermed gøre en diskussion mulig, hvor logiske argumenter kan bringes på bane og argumentets kraft må stå sin prøve, i selskab med ligesindede, som hver især kan skærpe tankens kraft på hinanden og føle sig levende derved, og resten må man tænke sig til

Adventures in the dumb life
Her ender Viggo Madsens Forkrænkelses-Suite. Følg med næste Søndag: Forkrænkelses-Suiten 2

 

En tanke om “Forkrænkelses-Suiten (6)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *