Forkrænkelses-Suiten (5)

 

 

af Viggo Madsen

 

Höyst=egne Selvanden,

til Husvalelse!

 

(sidste søndag her)

lådaklåda rær, oprop! leverelever parringsparring, anketanke. pep, abebabe! åbenråben ses! indvind einsteins andland! sus ikkenikke did, eve! bidebid tarta! tempelstempel, rablerabl, aktak! det er jo jammerligt; hvorfor er lykken så lunefuld? behøver alting være så kedsommeligt, det er jo lige til at fortvivle over, ikke det mindste lys i mørket, det er ikke til at se sig ud af, man kan gå hen og blive virkelig deprimeret til en grad, der med tiden kan blive diagnosticeret som en psykisk lidelse, men hvorfor forløbe sig, hvorfor tage sorgerne på forskud, hvorfor ikke bare acceptere at hver dag har nok i sit eget, enhver tid i livet må stå i sin egen ret, vi er vel alle bare sat her på jorden for at holde det ud, stå distancen, de fleste af os måske bare tilløb, som akkurat lige præcist netop ikke nåede frem?

med en fornemmelse af at blive kikket ud på lang afstand, nærmede jeg mig det sted, det foregik – var det virkelig mig, det drejede sig om? mig, det hele så åbenbart stod og faldt med? så åbenbart ja! her var der ikke andet at gøre end at tage sin skæbne på sig og ufortrødent gå den i møde! gå ind i din tid, som det hed dengang, mand og mand imellem- hvad andet kunne man gøre? der var ikke rigtig noget at rafle om andre vilkår gaves ikke, men det talte man ikke så højt om, det er, som det er, og det bliver, som det bliver, det var det vilkår, vi alle var underlagt, så måtte man gøre en dyd af nødvendigheden – alligevel ville vi gerne, hver især, have det til at fremtræde, som om det var vores eget frie valg, som om det hele var som talt lige ud af vores ønskebog, som om alting var ønske og opfyldelse i et, hver må trække rask til sig, du til dig og jeg til mig og sådan skal det være (sådan skal det være  – du får ikke at vide, hvad jeg hedder, det har ingen betydning for handlingen, og det rager overhovedet ikke dig, er du med? du kan for min skyld kalde mig hvad som helst- mit navn er  hvad som helst for jeg er Vämsomhelst,  jeg har allerede begået én forfærdelig fejl i denne her historie, én til, og jeg er færdig med se godt ud

All things truly wicked start from an innocence.

mit portrætfoto fik jeg taget af den unge mulatpige i tobaksbutikkens baglokale, det blev taget med et straxkamera af den art, hvor film og fremkaldelse sker i samme arbejdsgang, men hvor man til gengæld ikke senere kan få fremkaldt flere billeder, uden først at affotografere det første, det daværende modstykke til Polaroid, tror jeg, Kodak af en slags, og jeg havde heller ikke brug for mere end et, eftersom det skulle illustrere min kontaktannonce i Lokalbladet, og jeg regnede ikke med at skulle fiske mere end en gang for at få bid

nej, en tarmtømmer og en tarmrenser er ikke præcis det samme! hvis du tror du kan skjule dig bag din elendighed, bruge dig selv som dit eget livs alibi, så tager du fejl, min fine ven! rappernes flæbende aggressivitet! det holder ingen vegne hen, fritager ikke fra ansvar, hvis det er det, du tror, sådan spiller klaveret ikke! undskyldninger er der nok af – de må aldrig blive en sovepude for selvynkende bekvemmelighed! selvfølgelig er det synd for dig! men det er jo synd for os alle! se det i øjnene: her hjælper ingen kære mor! hvis du ikke kan klare det selv, hvordan forestiller du da andre skal kunne? som undermålerens herskermentalitet, klynk og jammer, det er så synd for mig! ja goddag min bare røv! velkommen i det grønne! flugtens strabadsbajads- en flugtbutiks pluk! buk!

Who lives will see

nyrenoveret nyre, nye nyreligiøse i nyreregionen, legio; nyre ligiøse; deliristiske, delirium tremens, tremendus; øsepøse på; påståeligheden på sokkefødder, sprød skorpe: cornflakes, når de er bedst (lige til at spise)- det er det er til for, præcist som det ur, der klimprer et lille klokkespil som timeslag på slaget, præcis hver time, uafvendeligt, uundgåeligt, vent bare og se, så kører de små ballerinaer rundt, det er noget, der klumper sig sammen, man skulle tro de stod i kø derinde som om de ville ud

når de gamle nøgne stærkt afkræftede senildemente nudister en sommerdag traver ud af landevejen mod stranden kan det hænde at lederen for flokken begynder at synge: ”jeg er den glade vandringsmand”, mens resten af dem spontant intonerer: ”vi er børn af sol og sommer”- (syng med nu) og lige pludselig føler de sig alle så unge igen som dengang, ja jeg er den jeg er og det er du så også – den slags kaldes dødsdrift at du ved det- og du ligner en selverkendelse i ansigtet en længsel efter at dele massefylde med alle biologi på menneskelignende vilkår, som skæbner knyttet til deres handlinger vil være resultater af deres udførelser og alle sætningerne i teksten nogenlunde lige lange

og her er chancen, så er den forpasset, den kommer ikke igen, det er en af den slags, man kun møder én gang i livet, statistikeren sammenligner med et lyntog, der kører herfra og til Barcelona med 180 kilometer i timen uden at gøre holdt undervejs og et eller andet sted på ruten står en papirkurv opstillet og man kaster sit sammenkrøllede madpapir ud af vinduet så præcist, at det lige netop træffer den, så alle skilte med henkastning af affald strengt forbudt på det inderligste overflødigt, ja helt ude i hampen, ikke, henvist til fantasiens verden, drømmenes og utopierne, de gode velviljers paradis, for uden forhåbninger slet ingen eksistens, så kan man bagefter nok så meget grine over det naive i åbenbaringerne, det forgæves i idealerne, ingenting bliver jo alligevel som det var tiltænkt, vi lever på en tynd film af forgæveshed, stadig i stand til at se bort fra egne mangler men kun bjælken i naboens øje, hvis man skal udtrykke det højstemt, men hvorfor ikke bare tage dagene, som de kommer, være pragmatisk, ikke spænde forventningerne for højt og på trods af alle odds alligevel tro, man kan gøre noget godt i livet, være til glæde for andre, i det mindste være med til at fjerne byrder fra deres vej, hjælpsomhed har altid været en dyd, er det den dag i dag, for hvis vi bare alle sammen kun tænkte på os selv stod verden jo ikke ret meget længere, så havde vi hver især travlt med at rage til os, grisk grådighed, for hovmod står for fald, og her behøves et nok så stort antal bodyguards, for hvem ved, måske er det i sidste ende éns livvagt, der vender sig mod én i ren og skær misundelse over éns ufattelige held, ja hvorfor skal lykken være så lunefuld, naturens muntre søn er lykken næste, se selv, han er ubekymret helt uden skjorte, går fløjtende gennem dagen, iført det skinbarlige ingenting, ja goddaw min bare, alle mønter falder i hans turban, og han ved slet ikke, i hvor høj grad han sandsynliggør det statistiske undtagelsestilfælde, den personificerede uladsiggørlighed, og alligevel findes han til, det er jo evident, hans sandsynlighed er jo bevist alene ved hans eksistens, som jo er til at tage og føle på, en håndgribelighed af ren fysisk, sansemæssig, karakter, det gælder i øvrigt for hver og én af os, livets opståen på jorden, ja, på jorden, selvom det efterhånden ar påvist nok så mange gange at det enten slet ikke burde kunne lade sig gøre eller, hvis galt skal være, lige så godt kunne være sket på en hvilken som helst anden klode eller planet eller materialeophobning i det uendelige rum, som jo også bare er en spin-off-effekt af vores ubændige fantasi, umættelig efter sin søgen efter den indre sammenhæng, den røde tråd, meningen med det alt sammen, som vel må være her et sted, hvis det skal have nogen, ja altså, ræson, betydning, større signifikans end den slet og ret vilkårlige gange ingenting hæftet op med knappenåle og pludselig resulterende i den verden, som vi efterhånden nu kender alt for godt og så småt er begyndt at ekspandere os ud af i takt med, at vores længsel går andre steder hen, tilbage til uskyldens tid, fra ”før verden gik af lave”, dengang der ligesom føltes en mening med det hele, kort sagt: guldalderen – men her stikker tvivlen alligevel også sit grimme hoved ind, for husk bare: det er ikke alt guld, som glimrer

the skull has no consciousness

også her stod tiden stille og vi kunne gå rundt om den, det gjorde vi så, toget kom alligevel altid bare på den anden perron, ja goddaw min bare, og jeg, som troede, at tiden var noget, som var indført for at alle ting ikke skulle ske på én gang og så at sige spænde ben for sig selv (eller skal jeg sige hinanden?) – jeg vil gerne her fremsætte et udsagn: det er ikke mit klaver som spiller – i øvrigt har jeg slet ikke noget instrument- men musikken er der skam ikke noget i vejen med

overstadige, i deres sejrssikkerheds almægtighed, beruset af deres selvsikkerheds usårlighed, affyrer de deres automatvåben ret op i luften, ikke uvidende om, at projektilerne, når de har nået deres zenit  ca. 1800 meter oppe, i henhold til Newtons lov accelererende vil falde til jorden med dødbringende anslagshastighed til følge og en vis procentdel af dem træffe deres kammerater øverst oppe på issen, lige midt i den skaldede plet, PLONK, ja så er der fuld monstrans for alle pengene og de døde kammerater kan med fuld ret lade sig hylde som martyrer, ikke bare som de slette og rette idioter, de er; enhver kan jo se, hvordan det går; jeg har intet at sige, og jeg siger det! og det med fuld ret

sagen er bøf, sagde frikadellen til karbonaden! står der idiot på ryggen af mig? der er mange måder at være afstumpet på, og dette er kun en af dem! står der idiot på ryggen af mig? mens mødet finder sted, prøver jeg på at finde idéen med det, den underliggende struktur, den bagvedliggende dagsorden, den hemmelige plan eller hvordan man nu skal betegne det: der foregår helt indlysende et rænkespil, spørgsmålet er, hvem der til syvende og sidst fører hinanden bag lyset og når nogen spørger dig: kunne du virkelig ikke gøre det bare en lille smule bedre, må svaret lyde: åbenbart ikke; man skal vide hvad man gør, lød det nådeløse krav

se nu bort fra min forhastede ankomst til afgangsløse! en uforsonlig skønhed vender altid tilbage, efter afkørslen fra motorvejen og den ufrivillige nedbremsning faldt han til ro i sin hastighed; se det på den måde: man kan købe sig til større muskler ude i byen, det kan enhver komme og gøre; men forstå: alt det man kan gøre kan man også undlade at gøre! fik du den? lad så for fremtiden være med at brokke dig over ikke at være blevet advaret i tide! sign.: én-der-kun-vil-dig-dit-bedste! hvorfor skulle det være ydmygende at flygte i kvindetøj? de skulle bare vide hvordan det er at være kvinde! uheldigvis er kvinder vilde med mænd, låner dem gerne tøj hvis det behøves – flugt er vel altid den sidste udvej, der var engang en angst, dens skræk var rædsel – hvad var den bange for? som genstand for overgreb føler jeg mig misforstået af omstændighederne, ja ærlig talt: mishandlet sagde den lille efteraber, hvis replik her i livet skulle være: jeg kender det hele fra mig selv! ja, man skulle tro det var løgn, men det var ikke løgn, der er ikke noget som hedder løgn, højst en omskrivning af sandheden, en tilnærmelse til utilstedeligheden som breder sig som ringe i vandet helt uden sten kastet af mennesker som burde vide bedre neurologen trommer med sin pegefinger mod pandelappen: det er her sjælen sidder! siger han glad, her er det vi møder gud! det eneste, som adskiller os fra dyrene – ja, altså, bortset fra den lille egenskab her gnider tommeltot og pegefinger sammen og det uanset om vi triller bussemænd eller skruer møtrikker! vore fingre har simpelthen foregrebet gevindet! jeg tilføjer i mit stille sind: men vore kroppe har opfundet stempelmotoren

Depression lifts with a spot of vodka and prospect of a quiet night

skrubtudsen, som uforvarende var sprunget ud af munden på ham, landede plump på talerstolen og sad et øjeblik og åndede tungt, så vendte den sig, i et noget mere elegant spring, i et yderst yndefuldt rejehop, 180 grader, og stirrede tilbage mod det sted, den var kommet fra, det var her, han tabte tråden i foredraget, idet han resten af tiden måtte kæmpe for ikke at møde dens ufordragelige blik, det forekom ham, at det var som om den udelukkende så på ham, der var i hvert fald ingen andre i salen, som kunne se den, en del af hans problemer med det videre foredrag var, at han var bange for at åbne munden for højt, idet han frygtede, at frøen pønsede på at hoppe ind igen- lige pludselig en alt for stor mundfuld at sluge, pas du bare på, min fine ven! selv om jeg blev født en 1700 år for sent: jeg så hende først!

som at håbe det bedste mens vi venter, ja hvad skal man sige, det er vel det vi er her for? det her, det er jo bare et par stumpnæsede unger, der synger – tigger om mad gør de for resten også; og hvis du tager dem ind, går de aldrig ud igen så har du miséren kørende – vente på noget bedre gør vi vel alle, nogen håber endda på det bedste, historien om de gen-etablerede lossepladser, så er jeg vel én af dem, skidt på møddingen, spørger man uvilkårligt sig selv- og svaret lyder, nu som altid: kun hvis du selv vil!

så var der halvdelen, der ville være nok, ja, det halve kunne være nok, men hvad så med resten, kan man sige, har det slet ingen ambitioner? er det helt uden længsler og drømme, tilfreds med at have sit gyldne øjeblik i solen – hvem ved, måske har det allerede nået sine længslers mål, fået alle sine ønsker opfyldt, sine ambitioner mættet, hvad kan man så forlange mere, det er et drømmescenario, vi taler om, det hele serveret på et sølvfad – alting kommer som kaldet – det må være det ubevidste, som har været på færde, hvad ville Freud monstro have sagt til det

så var der tiden, der ikke kunne lade sig gøre, ja det var tiden, den kunne ikke lade sig gøre, den kunne i den grad slet ikke lade sig gøre, som dimension betragtet en umulighed, så usandsynlig, at man må sige, at den på forhånd vidste, hvad den talte om: den burde i det hele taget slet ikke have fundet sted? hvorfor er jeg ikke et landskab uden tid, tænkte den, tidløs, uberørt af tingenes gang rundt om mig? lykkelige vogne hedder lykkelige hjul, det er det sprog, vi taler om; aftenen er modtagelig for tilbud

træt som en lammelse, det var en dør jeg skulle igennem, den var lavet til mig, sluttede tæt og kropsnært omkring mig, skræddersyet, kunne man sige, føjelig i sin eftergivenhed, fyldig i sin betydning, ja, hvis ikke den havde været her, havde der været en hvid plet på dette sted, et tomt hul, synligt savnet, som om tilværelsen ikke var tæt men skulle fyldes ud med polyfilla og narrestreger, for som mumie betragtet er man identisk med sin skikkelse, man kan rulle al gazebindet af for at finde sit indre tomrum, i den forstand er man identisk med din form, sammenfaldende med sit letbevægelige væsen, et vidne til verden, som set gennem vinduet af et barn som venter jeg ved ikke hvad og forestiller sig det alt sammen tydeliggjort, ja man kan få folk til at tro på hvadsomhelst bare man begynder tidligt nok, nu kommer der for eksempel allerede en saks ind i billedet, klip efter den stiplede linje, og hvad går dét så ud på lige ud på, andet end at recitere det gamle bonmot: hensigten med mig er mig, sådan har vi hver vores rolle at udfylde, hver sin opgave at varetage, med pligt til at forvalte den bedst muligt, pas dig selv, der er ikke andre til det, og hvis man tror, at bare man ruller sig sammen som et pindsvin, vil man stikke, tager man fejl, for da man ikke har pigge er man vel nærmere en muldvarp, i hvert fald når man sover, ophævet i sin fysik, vel nærmest suspenderet i sin jordbundethed, hinsides tid og sted og frigjort for smerte og bekymring, sorg og sult, ja selv trætheden er et andet sted henne, det bedste, man kan sige om tilværelsen, er dog, at den fungerer; det skal den jo, det er det, den er her for, tænk bare på alle de dyr, som skal spises! men før det, skal de hakkes og stoppes ned i deres egen tarm, så de bliver en livslang medisterpølse af sig selv, ikke sandt? det er vel en overvejelse værd

and certain stars shot madly from their spheres
Fortsættes næste søndag. Enden er nær

En tanke om “Forkrænkelses-Suiten (5)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *