af Christian Bonde Korsgaard
Nu er det ved at være tyve minutter siden at jeg slettede
de to sidste linjer i digtet om sneglehusenes lange lange
rækker af afblegede liv og dine øjne. Jeg er et spørgsmål.
Er du et svar? Jeg tror jeg er klar til at starte forfra.
En maske af pengesedler over en tung dum søgen
efter tabte sammenhænge i de oldgamle ord.
Hvis du vil lytte, vil jeg sige det sådan her. Det.
De dødes hænder glider over glas og forsvinder
på tingenes overflade. De synker ned i tingene.
Deres navne knager i alle spejle. Tavshed. Tråde
af tavshed sorte af blod synker blandt huse og vind.
Træerne synker. De besynderligste blandt fugle
har vævet deres rejse ind i mine hænder der glider
gennem tanker af stål og jag efter vind. Magtesløst
går en lille sitren gennem det eneste jeg er på jagt
blandt engle for evigt uden om dig over tyngdekraften.
Jeg brænder for mit navn brænder
for dig. En gammel død ting
i min hjerne er mit navn. Ingenting
at slæbe rundt på. Jeg beklager.
De nordlige gribbe viser os stedet.
Alle prøver, alle fejler. Alle løber.
Blot et spørgsmål om hvornår
alle løber, alle fra noget galt i struben
der aldrig kan spyttes ud
ligesom en tand i blodet.
Åbent øje bag det lukkede vindue
ser det sted edderkopperne
trækker lod om et ukendt bogstav der
brænder i min hals og alle de sorte streger
på kryds og tværs af knoglerne derinde.
Sandheden svævende i en blå sten. Rædsel
spændt ud mellem symboler. Gravstedet
i din hjerne. Stedet jeg aldrig får at se
fanget i et billede
i et billede.
