Forkrænkelses-Suiten (4)

 

 

Viggo Madsen

 

Höyst=egne Selvanden,

til Husvalelse!

 

(forud for dette? her eller der!)

 

ja, hver sin lyst for sine penge, som vi siger, det hele foregår i et land, hvor bestikkelse ikke alene er vanligt forekommende, men snarere reglen end undtagelsen, det er en ven af mig som gør mig opmærksom på, at den håndværker, som lige har udført en mindre opgave i min bolig, nok burde honoreres derefter, elleve kroner, siger han uden at blinke, hverken mere eller mindre, hvis det da ikke er for meget forlangt, nej da, svarer jeg, elleve kroner skal jeg nok kunne klare, jeg har faktisk masser af småpenge på mig, det er bare et greb i lommen, hvilket er rigtigt nok, højre bukselomme er så fuld af mønter at det truer med at blive et problem for mig, det er ligefremt, så bukserne hænger skævt, men da jeg raskt griber dybt ned og hiver en ordentlig dynge op, viser det sig til min forbavselse, at de alle sammen er græske drachmer- mønter, hvis vægter langt større end deres værdi, som er noget nær nul, eller tilsvarende møntsorter, ja, jeg øser den ene håndfuld op efter den anden, alt sammen ukurante mønter i ikke gangbare valutaer, indtil bjerget på kommoden efterhånden har vokset så stort, at det er utroligt, der har været plads til dem alle sammen i min bukselomme, det føles nærmest, som om de genererer sig selv under selve handlingen, som om de først får fysisk form under selve fremdragelsen, ja, det er lige før, vi skal til at synge ”fremdragernes sang”, så meget sæbeoperaer der efterhånden over scenen, og det bliver endnu engang Mr. XX (indsæt dit eget navn her) ((som med en engels tålmodighed har skjult sin utålmodighed)) som skal bringe mig ud af den penible situation, idet han med et resolut greb griber hele bjerget af småpenge og tilbyder: lad mig veksle dem, jeg kender en lille sidegadebankier som gør sig i alle slags valuta, hos ham kan jeg altid få dette konverteret til noget anvendeligt, så kan vi afregne senere, det varer kun et øjeblik, og ganske rigtigt, straks efter er han tilbage med flunkende nye sedler i den lokale valuta i hånden, de ser nærmest ud, som om de er spyttet ud af en kopimaskine på stedet, men de er skam gode nok, vandmærke og det hele, og de svimlende høje millionbeløb skal jeg hurtigt vænne mig til, deres værdi halveres alligevel næsten dagligt, det, der koster 250 millioner nu vil koste 500 millioner i morgen og så fremdeles, så jeg må hellere se at komme af med dem, mens jeg har chancen, mens der stadig er noget fornuftigt at anvende dem til (andet end at gemme som souvenirs fra et uheldigt land og hænge dem op på væggen  i glas og ramme, til påmindelse om alt, når jeg engang kommer hjem, ikke engang toiletpapir kan de anvendes som, idet både formatet og sikkerhedstråden er uhensigtsmæssig, plus at papiret er svært opløseligt), problemet for mig består nu i at omregne, hvor meget, de elleve kroner, jeg har aftalt med Mr. Mox, udgør i denne lokale valuta (og han skal vel også have lidt for den beredvillige ulejlighed, han har påtaget sig, med at stå for vekslingen), det ender alt sammen med, at jeg beder ham om et tal i den forhåndenværende seddelmasse og så giver ham det dobbelte, jeg vil jo også gerne med god samvittighed benytte mig af hans arbejdskraft og store lokalkendskab en anden gang, han ved simpelthen, hvordan tingene fungerer her på egnen, hvordan klaveret spiller, så at sige, hvilke knapper man skal trykke på for at få sat gang i tingene, hvem man skal benytte sig af og hvem man skal holde sig langt væk fra, og det er jo en egenskab, som er uvurderlig i sig selv, uanset om man har ladet vekselkursen være i egen favør eller ej, set ud fra entreprenørens, det vil her sige min, synsvinkel, det er er alligevel kun småpenge, vi taler om, peanuts, jeg skal blot sørge for, altid at have masser af småmønt på mig, så jeg kan betale mig vej frem gennem gademylderet, hvis jeg skulle få lyst til at købe nogle lokale souvenirs eller benytte en eller anden lokal boy til at gøre mig en tjeneste af en slags eller måske tage en taxa fra den ene ende af byen til den anden, uanset hvad, så er det altid rart at have penge på sig, men ikke så store værdier, at det rygtes i kvarteret at man er velhavende, at man er en guldkalv, for så kan man meget hurtigt komme galt af sted, blive kørt ud og læsset af i en afkrog af Bantustan, man aldrig har drømt om og finde sig selv vågnet op som død, berøvet alle værdier, ja ribbet til skindet før man ser sig om, og det er jo ikke nogen ønskelig situation, ligesom alle velmeneres gode råd om aldrig at bevæge sig rundt, undtagen ledsaget af en bodyguard, virker som en enorm indskrænkelse af den personlige frihed, som ydermere indfører et begreb af mistillid mellem en selv og de partnere i lokalsamfundet, som man dog bliver nødt til at stole på, hvis der overhovedet skal være nogen mening med noget af det, man foretager sig, at man ikke bare er mr. Farvel & Tobak, men formår at sætte sig igennem som menneske, på menneskelignende vilkår, selv om man formentlig langtfra er den første udsending, de har set, og vel næppe bliver den sidste  heller, og i hvert fald, for egen part, har tænkt at opføre sig så ærligt og redeligt, som budgettet tillader, så generøs, man kan være inden for firmaets rammer, uden at bukserne sprækker, så man kan være sig selv bekendt, også når man engang er færdig med arbejdet og returnerer, ikke mister Hovskisnovski, herremand eller ridefoged i ét, men en art ligemand, idet det altid er rart at kunne se sig selv i spejlet eller sole sig i den respekt, som altid vil komme den retsindige til gode, en gensidig goodwill, det synspunkt behøver man ikke at have missionærblod i årene for at være enig i, alle vil vi vel gerne gøre det andet og mere, som betyder, at vores liv ikke bare er en unødig henslæben af tid, men har karakter af indsats, at udføre en bedrift, stor eller lille, alt efter ens formåen  (”hvad du evner kast af/ i de nærmeste krav”) idet selve hverdagen skal tillægges sin fulde betydning, som ikke må undervurderes, forlenes med en magisk glans, øjeblikkets betydning, som det gælder om at udnytte til fulde, grib dagen, ud fra en indefrakommende forståelse af, at enhver tid ikke blot er spildtid, en på forhånd mistet mulighed, men tværtimod en hidtil ukendt chance, et aldrig før set potentiale, ja ligefrem en mulighed som kun venter på at folde sig ud for at forløse eventyret i sig

call-girl til frokost

smuk som Zimbabwe Dollars

efter os syndflod –

when the human face tyrannised over my dreams.

jeg skulle gemme verdens fixpunkt et hemmeligt sted, hvor ingen kunne finde det, men havde svært ved at beslutte mig, svært ved at vælge ét sted frem for et andet, når der dog var så mange oplagte muligheder, og gik rundt med det i en termoflaske i min taske, mens jeg sonderede terrænet; det var virkelig svært at vælge, fordi den beslutning, jeg måtte foretage mig, havde så vidtrækkende implikationer; samtidig skulle jeg være sikker på, at jeg, og kun jeg, til enhver tid kunne genfinde det, hvis det blev nødvendigt, det gjorde ikke opgaven lettere, det var dog jordens fixpunkt, vi talte om, og hvis vi tabte målet af syne, ville elastikken springe, så at sige, og det hele svirpe tilbage i ansigtet på os, med uoverskuelige konsekvenser til følge – vi talte her om den uoverskuelige fims, som bredte sig i takt med at vi talte om den, og efterhånden udfyldte mellemrummet mellem os i så høj grad, at det antog karakter af en kendsgerning i ren fysiologisk forstand, en statuering som ikke lod sig mane væk selv om vi sagde ”så taler vi ikke mere om det”, men tværtimod truede med at stå tilbage efter os som et rent fysisk eftermæle, en statue på torvet, vores bidrag til de kommende, fremtidige generationer, hvad vi ikke synes, vi kunne være tjent med, endsige da havde fortjent, men ikke desto mindre blev nødt til at affinde os med som en fuldbyrdet kendsgerning, for, som Lillefar sagde, dette er en kendsgerning og ikke noget løfte og kendsgerninger er hårde krabater, hvilket vi så sandelig måtte erkende men først alt for sent forstod rækkevidden af, implikationerne ved at være til stede så mange steder hele tiden, allestedsnærværende, så at sige, så smuk som et skib i en flaske, et kirkeskib, måske ophængt i sin for evigt stivnede formatur midt i den runde kuppel, for evigt sejlende de samme bølger, pløjende uendelighedes bestandige hav,

jeg troede jeg var mig, men jeg tog fejl: jeg var jo alle de andre, i naturlig orden, og det i den grad, hvordan kunne jeg gå så galt i byen, der var vi jo alle sammen, den ene efter den anden, en af gangen, ikke mase på, og overalt med det lille genkendende nik til hinanden, sig selv og hverandre, når vi passerede forbi på de små veje, vi var nødt til at færdes ad, for ikke at tabe målet af syne, ja, det var et mål i sig selv, ikke at tabe det primære formål af sigte, så blev resten af funktionerne delmål, poster på eller stationer undervejs, jeg kikkede i alle de spejle, jeg mødte på min vej, for at finde dit billede – og der var du jo, lige til tiden, med den autoritet, som følger heraf, jeg havde heller ikke forestillet mig andet, så ville man hurtigt ende op i røverhistorier, sagn og mytologi, med alle de ulykker, som kunne følge i kølvandet heraf

burn the black water with light

jeg vågnede ved at jeg blev en anden – ja det er ikke engang løgn- stadig i stand til at spytte ord ud, som for eksempel forsinket behovsopfyldelse, selvklæbende etiketter; jeg ville være en evne, en kvalitet; tiden var ikke lang nok til mine forventninger: ørkenens fremmarch; beregn den statistiske sandsynlighed af nul – beskriv din fornemmelse af at besørge på fremmede toiletter; ja, så er det velkommen i klubben! hvilken klub? den klub du ved nok! hvad skal jeg der? det kan der vist ikke længere herske nogen tvivl om! det er, når livet ikke er godt nok til én og man vil have noget som slet ikke findes…

kunsten at kontrollere lukkemuskler ved midnat, og det ved fuldmåne, så tager man hatten af! lavmælt, avmålt, fåmælt formelt, lydhør ørenlyd; øjesyn, den lyd det giver når drømmen slipper op! se selv! fornuften har de ligefrem suspenderet, logisk tænkning er sat ud af drift, sådan forholder det sig med det, på de vilkår kan man få folk til at tro på hvad som helst, bare man starter tidligt nok, det er et spørgsmål om konsensus, hvor man bliver bekræftet ved sin selvopfyldende profeti, bliver salig i sin tro, sandheden er den enkle, at hvis den gud, de påkalder sig, virkelig fandtes, ville de ikke have nødigt at dræbe i hans navn, så ville han være i stand til at klare sig selv, uden deres mellemkomst, hvor velmenende den end måtte være, men at det er en måde at tillægge sig selv magt på, er uomtvisteligt, og det er i slagsmålet om magt dræberiet kommer, midt i sin tilbedelses dejlighed  underkastelsens fryd, nogen har opgivet os, det må de for min skyld gerne blive ved med, nøglen hænger på et søm, du alligevel ikke ønsker at vide, hvor er, og føler sig allerede som en billet til en forestilling, som først skal opføres i morgen, omgivet af mennesker, som hver især har affundet sig, med deres liv, for de har kun det samme, og på det næste billede vil vi gerne have dig til at stikke fingeren i jorden og lugte hvor du er, og så vil jeg gerne fortælle jer om det, der betyder noget, det går man aldrig fejl af, overspringshandling, identifikationsparade, pejlemærke, som forældre til børn, der ikke længere går i søvne, stadig i stand til at spytte ord ud, som f. eks velberåd hu; overspringshandling, så skal det pludselig hedde sig at man har spist noget man ikke kan tåle! det er vel næppe sandt? tag nu et ord som vindikator, det er lige til at få forstand af, hvis det er sådan man har det, under disse omstændigheder er det bedste, man kan gøre at lade sig absorbere af sig selv, som en svamp, for det utænkelige kan ikke tænkes: du  har sådan en sød måde at være dig på! uvederhæftig, som at dø i regnvejr, ja, det øser ned!

Følg med næste søndag. Vi er der snart

En tanke om “Forkrænkelses-Suiten (4)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *