Forkrænkelses-Suiten (3)

 

 

af Viggo Madsen

  

Höyst=egne Selvanden,

til Husvalelse!

 

(foregående afsnit her)

handlingen er sin udførelse, idégrundlag og fremfærd i ét, smuk som et lokomotiv gennem sit landskab, for at rejse er at leve, som digteren siger, bevægelsen er sin egen dynamik, romanen beskrives som sit indhold, digtet som det, der ikke kan skildres anderledes, undertiden er det ligefremt nødvendig at stå af for at se udsigten, inden det hele løber fuldstændig af med én, tilværelsen er ikke sådan at spøge med, kendsgerninger er hårde krabater, som han sagde, ham lillefar, men livet er i hvert fald et vilkår, vi deler, selv om vilkårene kan være ret så forskellige, hvis sandheden skal frem, der er jo langt fra lige muligheder for alle, må man nok indrømme, det ville være synd at påstå, så hvis du får en chance, så grib den, grib til af alle kræfter, mange får ikke den mulighed, de tragter efter, deres liv er da også derefter, men medlidenhed har ikke gavnet nogen selvynk gør ikke sagen bedre, det gælder bare om at smøge ærmerne op og gå til sagen, udføre sin livspligt, kort og godt, betragte det som en slags arbejde, i fuld fortrøstning om, at netop det, man selv er i stand til at bidrage med, ikke vil kunne leveres af andre, og derfor forpligtet til at gøre sit bedste, yde sit ypperste, ikke gå på akkord med bekvemmeligheden og da slet ikke tilgodese sig selv på andres bekostning, eller tro, at det var én selv, det drejede sig om, hvilket jo så langtfra er tilfældet, hvad man ikke behøver læse ret mange aviser eller se sig ret meget om i verden for at forvisse sig om, ikke er tilfældet, en verden, som mere og mere antager karakter af ravende galehus, jo mere man kikker på den, hvorfor det bedste måske ville være, helt at lade være med at betragte den overhovedet, IKKE SE-IKKE HØRE-IKKE MENE ligesom de tre berømte aber, du ved, men simpelt hen lade verden passe sig selv ud fra den stiltiende overenskomst, at hvis jeg ikke blander mig i verdens anliggender, så blander verden sig nok heller ikke i mine, alle er glade, eller som det hedder: fuld tilfredshed eller pengene er spildt, for teksten er under alle omstændigheder her, lige her, for midten af dine måbende øjne, men selvfølgelig lige med et opbyggeligt ord med på vejen:

alt det de ikke vidste de vidste om alt det og hvad de ønskede de kunne opnå her i livet men lige så godt først som sidst kan skyde en hvid pind efter en trods sin utilgængelighed meget populær titel som nok kan skaffe sin ophavsmand smør på brødet – det er som en tavle der visker sig selv ren igen og igen, talrige er de ”eksperter” som har travlt med at udlægge teksten for den underende offentlighed, det er jo også en måde at blive beruset på

Golden horses copulate in black clouds of west

hele formiddagen stod uret i stampe, hakkede 9,45- batteriet kunne ikke trække viseren rundt, simpelthen, senere ville det naturligvis gå helt i stå- jeg sagde: er det ikke mærkeligt, at det ikke kun er tiden som bare lige så stille holder op, men du svarede ikke, du havde trods alt noget fornuftigt at tage dig til; jeg læste så i avisen om det kinesiske nytår, grisens år, det lykkebringende, at man nu har forbudt enhver visning af grise på TV skønt man udgiver frimærker til markering af dyret for ikke at krænke dem, som nemt lader sig krænke, idet man for tolv år siden, sidst det var grisens år, for at forklare religionens forbud mod svinekød, kom med en ´sød´ historie som undskyldning på deres vegne om at disse mennesker ikke spiser svinekød fordi profeten engang havde fået sit liv reddet af en gris, et forsøg på at forstå et uforståeligt folks besynderlige nykker, så helt aparte i en verden, der stort set ikke kan leve uden animalsk protein og her indtager grisen sin naturlige plads, men det blev ikke taget nådigt op af de fornærmede; jeg husker nu pludselig chefen, som i et anfald af fortrolighed fortalte mig at jeg kunne tage hans ord for, hvad det er værd, det fandt jeg så ud af efterhånden – for nogen er det værre at købe en pistol end et pornoblad, ja folk kan være så forskellige; man ved aldrig hvordan man reagerer, før man er i situationen, og så er det som regel for sent; så sørgeligt det end føles med al den elendighed, forholder det sig dog sådan, at velmenende humanitære nødhjælpsarbejdere altid går i korte bukser, knickers, ikke for at spare på tøjbudgettet nødvendigvis, men for at man skal kunne skelne dem fra de indfødte, hvis nød de skal afhjælpe og som under ingen omstændigheder har råd til at gå i shorts; uanset hvad: hjælpen går sine egne veje, strømmer ad hemmelige floder, økonomiens egen aorta, indtil pengestrømmen omsider kanaliseres derhen, hvor alle formuer ender, for enden af regnbuen, hinsides pædagogisk rækkefølge, hvor den vokser og vokser i det skjulte, ikke mindst i vore drømme, til der er råd til at være godgørende igen, også over for folk i nød, vi taler selvfølgelig her den lidende menneskehed, som ikke selv har det mindste at gøre godt med og som derfor er helt afhængig af vores hjælp, formålsbestemt, målrettet som et varmesøgende missil eller som penicillin- den kemokur, som straks skal opsøge det betændte sted, scenen hvor virkeligheden udspilles, sygdommen bekæmpes og slaget enten vindes eller tabes…

Sounds that live in darkness

her kommer vi så væltende ind alle sammen, bland andet inklusive har-det-hårdt og det-er-så-synd-for-mig men sket er sket og gjort gerning står ikke til at ændre og skal der være gilde, så lad der være gilde, gatecrashers, tror jeg mig kalder os ude i byen, men nu er vi i hvert fald kommet ind og så er der ikke nogen der skal forhindre os i at tage for os at retterne og skrue op for musikken og kissemisse i alle krogene, det er noget, som nok kan holde sorg og bekymring på afstand, for ikke at tale om fortvivlelse og frustration og forfærdelse og elendighed og forgæveshed og visheden om at før vi alle så meget som rigtigt opdager, at vi er her, så er vi allerede forsvundne, efter os syndfloden, så det gælder bare om at prøve at få noget ud af det, mens du kan, der er igen andre der gør det for dig, ikke ret mange der hjælper dig, og de få, du kan regne med, må du hellere stole på, de er det sikre moment i livet, det fundament, din egen skrøbelige eksistens hviler på, du er allerede begyndt at betragte de omkringstående (det vil sige omkringtumlende, omkringfarende), de sanseløst ravende til musikkens rytmer, som byggesten til fremtidens ruiner, så spændende de er, hussa-hej, hvor det gik dengang, ja der var fart over feltet, fut i fejemøjet, fuldt udtræk på alle parametre

hvis jeg siger, jeg har brug for penge, er det ikke engang løgn, jeg har desperat brug for penge, virkelig! og jeg, som ikke regner penge, jeg har altid foragtet alle de pralerøve med deres materielle værdier! penge er den fattigste måde at være rig på, sagde min far altid – og jeg giver ham ret. Men lige nu har jeg brug for penge, mange penge, kald det, hvad du vil: sindssygt mange penge, desperat mange penge, og hvem er det så lige, som er desperat? det er klart, at så mange penge kan man ikke tjene sig til, det kan ikke lade sig gøre på lovlig vis, indenfor normale rammer, man på have en fidus – og jeg har lavet mig én helt for mig selv, det er derfor, jeg er her! uden penge synger den blinde ikke, som det hedder, men nu skal du ikke tro, jeg er blind! tværtimod! der findes øjeblikke, hvor jeg tror, at jeg er den eneste, som ser tingene klart- bortset, altså, fra den kendsgerning, at der er andre, som fisker i det farvand- og det er her, de store penge findes

hvis mand (vismand mig her, vismand mig der, du kan slet ikke lade være) alle vil vi gerne vise hinanden ind på dydens smalle sti, har faktisk ret så travlt, indtil vi alle ser tingene ens, men hvad nu, når vi alle står med ansigterne rettet samme vej, ingen kan overraske nogen med noget andet, det er som på forhånd vi skuer det himmelske lys, ingen er i stand til at bevæge sig længere, ingen kan bryde de indgroede mønstre, konformiteten konfirmerer alt, sådan er det bare for sådan skal det nemlig være, enhver der påstår noget andet er dømt ude, enhver der siger det modsatte er ikke længere med i det gode selskab, folk med andre anskuelser kan rende og hoppe noget så grusomt, for det kommer de faktisk til, det er der ingen vej uden om, de må tage ansvaret på sig, vise sig som ansvarlige voksne, ikke bare skyde skylden fra sig, hvad der jo er det nemmeste i verden, det kan enhver komme og sige, men sådan leger vi ikke, min fine ven, sådan spiller klaveret ikke, nu må der andre boller på suppen, sandheden er den enkle, at der ikke er gud nok til alle, det er jo evident, det er derfor de alle komme anstigende med hver deres, så har de glæden af at lege ”min gud er større end din gud”, det er jo ligesom at være tilbage i børnehaven igen, barnagtigt i hvert fald, men måske en dybfølt trang, en dybereliggende drift, som ikke lader sig opfylde på anden vis – det eneste, man skulle gøre ved disse horder af aggressive voldsmænd er at sterilisere dem, så kan de lægge nok så voldsom adfærd for dagen, det får ikke den demografiske balance til at forrykke sig i uheldig retning, ikke nok så mange små bøllespirer til at gå i fars fodspor, og mængden af overskudsmennesker, der skal slås om de samme sølle stumper af brugbar jord for at vise deres magt, bliver reduceret til håndtérlig størrelse, så man måske kan tale sig til rette om det, måske ligefrem lave en byttebørs for guder, ligesom man som barn byttede glansbilleder, så man møder frem på den årlige markedsdag med et sortiment af guder i porteføljen, så man kan bytte sine dubletter, overskudsguderne, til nogle andre og bedre, måske nogen, der passer bedre ind i éns samling, måske ligefrem nogen, man har tragtet efter, hvem ved, mens snakken ved bordene rundt omkring går filosofisk i kredsløb som selvbærende karosserier: hvor var den gud henne før trettenhundredeogtreoghalvtreds, da profeten kom anstigende med ham, og andre svarer, at så var der nok en anden gud der regerede, de har det jo med at komme og gå, og den tredje indskyder: man burde tage alle helligbøgerne og skrive dem sammen til ét værk, alt-i-en-manualen, som giver svar på alle livets spørgsmål lige fra verdens opståen og op til l ron hobbard, og andre igen siger, at sådan en bog vil blive større end noget menneske kan løfte, jeg har intet at skjule, ingen hemmeligheder tabt på vejen, selv læsbar som en åben bog, som at vågne efter samlejet, eget kød på eget fad, i færd med at specificere altmuligheden, serveret i skarp sovs, hvor fra jeg villigt lod mig udgrænse for ikke at stå i vejen for almindeligheden, det sted, hvorfra vi kan, om ikke løfte hele verden, så dog tilgive næsten næsten hvad-som-helst og notabene dette: det næsten er det forræderiske alt, her hvor vi står, smukke som interimsbeviser i vinden og bussen vil stadig ikke komme

Følg med næste søndag. Resten er ikke tavshed

2 tanker om “Forkrænkelses-Suiten (3)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *