Forkrænkelses-Suiten (2)

 

 

af Viggo Madsen

  

Höyst=egne Selvanden,

til Husvalelse!

 

(første afsnit? her! eller der?)

 

er indlysende synlig for enhver? vi talte om kærlighed og det der ligner, det drejer sig om at læse teksten og faktisk være i stand til at forstå, hvad den går ud på, som, og når man presses for hårdt, det går på bedste beskub, drives fremad gør man jo, det er så man segner i selen, benene ekser under én, alligevel skal man videre, livet går jo ikke af sig selv

en film som er beregnet til at sætte punktum for alle film det gælder bare om at dreje på lirekassens håndtag så kommer den sælsomste musik ud, bølger som aldrig har været tilsigtet af nogen ophavsmand og stadig i stand til at bræge som et får eller afgive anden tilsvarende umotiveret vellyd jeg kommer for en halv time siden, sagde han, siden har pst væk ingen set ham og på det næste billede vil vi have dig til at stikke fingeren i jorden og lugte hvor du er ikke sandt vi må kringle os som peddigrør for at stå det igennem, stå det ud, og se nu her, der er det som igen, det føles allerede som om, hvis man kan sige det sådan, eller på diverse andre måder, altid at have en spand ved siden af sengen og passe på ikke at træde i den, vælte den, luk dine øjne luk øjnene i, jeg vågnede ved at jeg blev en anden – ja det er ikke engang løgn- stadig i stand til at spytte ord ud, som for eksempel forsinket behovsopfyldelse, selvklæbende etiketter jeg ville være en evne, en kvalitet; tiden var ikke lang nok til mine forventninger: ørkenens fremmarch; beregn den statistiske sandsynlighed af nul – beskriv din fornemmelse af at besørge på fremmede toiletter; ja, så er det velkommen i klubben! hvilken klub? den klub du ved nok! hvad skal jeg der? det kan der vist ikke længere herske nogen tvivl om! det er når livet ikke er godt nok til én og man vil have noget som slet ikke findes

I AM THE WINGS

for nogen er det værre at købe en pistol end et pornoblad, ja folk kan være så forskellige; man ved aldrig hvordan man reagerer, før man er i situationen, og så er det som regel for sent; så sørgeligt det end føles med al den elendighed, forholder det sig dog sådan, at velmenende  humanitære nødhjælpsarbejdere altid går i korte bukser, knickers, ikke for at spare på tøjbudgettet nødvendigvis, men for at man skal kunne skelne dem fra de indfødte, hvis nød de skal afhjælpe og som ingen omstændigheder har råd til at gå i shorts; uanset hvad: hjælpen går sine egne veje, strømmer ad hemmelige floder, økonomiens egen aorta, indtil pengestrømmen omsider kanaliseres derhen, hvor alle formuer ender, for enden af regnbuen, hinsides pædagogisk rækkefølge, hvor den vokser og vokser i det skjulte, ikke mindst i vore drømme, til der er råd til at være godgørende igen, også over for folk i nød, vi taler selvfølgelig her den lidende menneskehed, som ikke selv har det mindste at gøre godt med og som derfor er helt afhængig af vores hjælp, formålsbestemt, målrettet som et varmesøgende missil eller som penicillin – den kemokur, som straks skal opsøge det betændte sted, scenen hvor virkeligheden udspilles, sygdommen bekæmpes og slaget enten vindes eller tabes…

for som de sultne siger: mad er der nok af! ja for den sultne er alting mad og for den trængende er alting behov, jævnfør den tørstiges trang til at råbe i ørkenen, ja skrig du bare, hyl i ét væk, det skal nok hjælpe, underforstået: det er der ikke noget der bliver bedre af, men hvorfor skulle det også det? ingen har bedt dig – alligevel føler du dig kommet som kaldet, i fuld bevidsthed om at du formodentlig nok er kommet for sent, enhver anden har jo været her før dig, en hel folkevandring at se på, og de står i kø derude så langt øjet rækker for at tage din plads, har ikke andet at foretage sig her i livet, det er deres umiskendelige opgave, deres historiske mission, så slip ikke taget kammerat, klamr dig til det du har med alt hvad du har at klamre med, dig selv inkl., længst mulig i egen krop, som vi siger i de samfund, hvor krop og pork er anagrammer, ja vel nærmest for tvillinger at regne, pseudonymer, synonymer, enzymer, ja kært barn har mange navne, som pillerne der gennemsyrer din krop og giver dit kød en ubehagelig bismag, mærkbar for dig selv, ikke engang hundene ville snuse til dig hvad de ellers altid tidligere har været så flinke til, lazarus, selv har du også svært ved at holde sig selv ud, den sursøde liglugt som gennemtrænger rummet omkring dig og foregriber det kommende, vammelt som det ubehag, pillerne var bestemt til at skulle kurere dig for, hvilket så kun i mådelig forstand må siges at være lykkedes, men det siges, at der er kommet et nyt præparat på markedet som virker bedre, måske har det ikke slet så mange bivirkninger, det var dog værd at prøve, ja så er det bare op på den helt ny hest, for hvis der er noget, der forener herskeren og bronzestøberen, så er det hesten, ligesom dét, der binder patienten og medicinindustrien sammen, er lægen, den gode, gamle doktormand, som intet samfund kan være foruden, fra forne tiders heksedoktorers og medicinmænds og kloge koners dage til vor tid eksakte diagnostikere, for hvem helbredelse ikke alene er en æressag, klart nok, det har det været siden tidernes morgen, men vel nærmest et spørgsmål om fremgang, statistik, bedre og bedre dag for dag, jeg ville foregå med et eksempel, men mine sko var for store, jeg fór selv helt vild i dem – hvordan skulle jeg da kunne retlede andre? ja vi taler her mønsterbrydere, foregangsmænd, vejvisere – guider til sindets irgange, sjælens uforklarlige labyrint, som jo ikke er en labyrint i den forstand, da den kun har én vej, men det, der fra forhistorisk tid kaldes en Trojaborg, af hvilke der stadig findes mange spor tilbage i de forhistoriske landskaber, men folk forstod ikke hvad jeg talte om, de ville have forenklede budskaber, udsagn i retning af min er større end din, sloganet, som min konkurrent så succesfuldt anvendte mod mig, mig (det korrekte ord er her jeg) der dog bedre end de fleste vidste, at entydigheden kræver en forklaring, midt i en verden af ligegyldighed, hvor længslen efter at gøre noget som betyder noget vokser sig større og større for til sidst at overgå alt andet i ræson, og fornemmelsen af at stå udenfor og kikke ind, som et barn med næsen mod en legetøjsforretning, bliver mere og mere udpræget, så desperat efter at eje det eller det, ikke bare fordi alle de andre ejer det, men fordi attraktionsværdiens stråleglans overgår alt andet, dens nimbus skinner så klart, at ethvert afsavn gør livet meningsløst, nærmest odiøst i al sin omsonste overflødighed – og lige pludselig, når tilværelsen pludselig føles latterlig – og her mener jeg ikke bare ligegyldig, men aktivt, medlevende hånliggørende, kan man føle sig så træt, så træt, idet trætheden, ved vi nu, er den følelse som efterhånden erstatter alle andre i successiv rækkefølge og man stadig er i stand til at se sig selv udefra i al sin jammerlige ynkelighed, det må man lade den

YOUR WORDS ARE THE SAILS

fra mit herbarium i Danmark havde jeg medbragt en tørret kodriver med lugt af kamel, som skulle være min hyldest til den første vaskeægte kameldriver, jeg stødte på; men det var først i Timbuktu, jeg mødte en genuin beduin: jeg kaldte mig Tim, han bukkede; han stod ved sin kamel og suttede på sin karamel, vasket sig havde han i hvert fald ikke; på opfordring af mig steg han op på sin kamels lamel, svang sig behændigt over dens schwumpukkel, idet han med en gestus opfordrede mig til det samme, for at han kunne få min blomst; i mit baghovede lå den tanke, at jeg var til nar, at kamelen i virkeligheden var en dromedar, og at ørkenen derude, uendelig som den var, skulle fungere som en manege, eller i hvert fald en menage à trois; hvem der ville være mest til besvær herskede der ingen tvivl om, tredje hjul til en vogn var selvfølgelig dromedaren, det var en ordentlig kamel at sluge, til gengæld åd den så kodriveren, den fladtrådte blomst, som på sin vis gav den drømme om frit løb over stepperne; vi andre krøb efter dens afløb sammen under tæpperne, ørkenen føltes som puddersukker mellem tænderne, min fører suttet betuttet sin karamel, jeg marmorererede mit farvel, det var stort som min sjæl, et ordentligt guds hus at komme ind i, og ikke en stjerne blinkede, de var vidt opspærrede alle sammen, de ville ikke gå glip af den hvide mands dødskamp, ikke en eneste af dem, de stimlede sammen tættere og tættere, mere og mere nærtagende, nærsynede, herfra og ud til kysten- og hvad så? hvad så? for sandelig at bringe musikken på bane, ikke stjernernes musik, og heller ikke Dylans Angels  arriving here  from the coast men gruppen The Coasters themselves med det forløsende Along came Jones! jo, det var dengang, det var muligt at blive frelst på en tallerken, desserttallerken, med 45 omdrejninger i minuttet, og den ensomme helt helst på hest hvor som helst, nårsomhelst, overalt og alle steder på én gang, hvor nøden er størst, hvilket den stort set er alle steder, hele tiden, uafbrudt,  vær velkommen herhid! og helt uden at desertere vover jeg nu en fladpandet vits: hvad kan man så sige om selskabet, når det ser efterretten? detserden!

fremtiden fordi jeg er på vej til den for min skyld er din krop et udslag af dig, var der ellers noget? hvad skal jeg sige? det er når øjeblikket åbner sig og man behøver ikke engang gå ind – man er inde, så lige ved at græde over sandheden som var der gået 100 år, den ville stadig ikke være til at udleve, smuk som en tæppebombet bydel med ekstra drøn, for nu da der ikke er krig må de gøre det hele selv, den rå virkelighed ophøjet til æstetik og imiteret, som leg mit bolværk mod den følelse af surrogat, vi males som stilleben! fuldmånen spiser suppen, og opfyldt af alt så gerne natten brasker sin bram

gratis optur: teorien om at alting folder sig til noget andet, drømmen om en ny økonomi, hvor alting koster lige meget; tilbage er blot at forlige sig med at det forholder sig sådan: lånt tid, forventet efterbevilling, forklarelsens skær

Golden horses copulate in black clouds of west
følg med næste søndag. Der er mere at sige.

3 tanker om “Forkrænkelses-Suiten (2)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *