af: Christian Bonde Korsgaard
Jeg tager min søvn med mig overalt
under ordenes sejl der skærer sig
ind i træerne der belærer mig
om dødens farver som jo halvt om halvt
glider henover æblerne der faldt
i det våde græs og bare ligger
på vores plæne og gør mig sikker
på at November er her, kort fortalt.
I det sene lys ser jeg dem komme
med gåseskræp og græskarho’der på.
De blege digteres tid er inde.
Hvad vil de miste, hvad vil de finde
hvad kan de få, hvor meget kan de nå
inden deres høstgilde er omme?
ah genuine poetry, belastet og sprængt fri, det ka vi li