THÒRUNNS ABC af Kenneth Krabat

 

 

ABC for Thórunn 2012 er Palepoets’ syvende digtsamling. Om

ABC FOR THÒRUNN af Kenneth Krabat

skriver forfatteren følgende:

 

THÒRUNNS ABC er en Twitteropfindelse.

På Twitter.com er nyhederne altid for oven, hvilket ser sådan ud:

 

og så fremdeles

tredje tweet ovenfor

anden tweet ovenfor, som rykker ned og giver plads til

første tweet rykker ned og gør plads til

 

Der er altså en oplevelsesrækkefølge, som i modsætning til vestlige læsevaner med at læse oven fra og ned bliver til at læse tweets på 1-2 linier og så flytte blikket OP over det, man har læst, til næste tweet på 1-2 linier lige oven for eller længere oppe, og hér læse 1-2 linier hen og ned, og så flytte blikket OP igen osv.

Sådan abrupt rykken med blikket i to retninger, først ned, så op, gør hver enkel tweet til en ø, hvor man kan blive nødt til hvile sig lidt for, at man af det vedvarende opbrud ikke skal føle sig flået i, følelsesmæssigt, fysisk, mentalt, vanemæssigt …!

For mig er dét at følge en historie eller en samtale i tweets anstrengende, næsten stressende. Da Pale Poets blev langeret, hidsede jeg mig således op:

“Hvad fanden skal vi nu med endnu en digtform, der bare flytter ind i de nye muligheder, fordi de nye muligheder findes, uden hensyntagen til nytteværdien og den poetiske summasummarum og så videre i dén dur…” Morten Nørgaard tog det nu meget pænt.

De få digt-samlinger, jeg siden har forsøgt at følge, oplevede jeg dog ikke have nogen integration af OP-bruddene i betydningslaget, så dét at forlade en tweet for at flytte øjnene OP kunne anerkendes som en del af oplevelsen med at afkode og/eller sanse en poetisk eller dramatisk forståelsessammenhæng i tweet-format og form. Men det tager tid at flytte ind i en ny tankeform – og det er vel blandt andet dét, digtere er til for?

Kort sagt fandt de sig ikke i noget på PalePoets, og da tid var, spurgte de, om jeg ville skrive noget sammenhængende i tweets. Og som altid, når man bliver taget midt i kritikken og bedt om at bide til bolle, besluttede jeg mig for, at blev det ikke godt, ville jeg i det mindste være kommet af med noget lort. Og så var der jo også redaktørleddet i PalePoets, som jeg måtte stole på ville standse mig, hvis jeg ikke selv kunne se evt. mangel på kvaliteter.

Jeg besluttede ikke at ville forsøge at integrere den stressende læseoplevelse i tekstens betydningslag. Ikke mindst, fordi det var svært sandsynligt, at min oplevelse af twitterstress blot var “my age showing” [selvindsigtsalarm!]. Det var derfor vigtigt, at hver enkelt tweet kunne stå alene. Det var det første: Små bidder af liv (i 140 tegn), der signalerede mening, og dermed sammenhæng fremad og bagud.

Det næste var derfor helt naturligt: Når tweets læses i udgivelsesflowet, rykker det læste som sagt nedad, og læser man en tag-samling (eks. #palepoets) på twitter.com [link], vil det fremstå som det ankom – med det første i bunden og det sidst ankomne som sidens øverste tweet. Der er altså to veje i teksten for læsning – en twitternorm og en vestlig litterær norm.

Det skaber automatisk to tekster – én, der går fra A-Å og én, der går fra Å-A

Twittermodtaget rækkefølge nedefra og op

osv

E femte tweet

D fjerde tweet

C tredje tweet

B anden tweet

A første tweet

 

Vestlig læserækkefølge fra oven og ned

Å sidst modtagne tweet

Ø næstsidste

Æ tredjesidste

Z osv

Y osv

osv.

 

Min tænknings visualisering gjorde, at jeg besluttede at skrive en digtsuite på hvert af alfabetets bogstaver, med udgangspunkt i det store bogstavs fysiske form. Hver tweet i THÓRUNNs ABC rummer derfor som substans de forbindelser og akser og huller og åben- og lukkethed, som bogstavformerne har.

Og da så først formen var på plads, skrev historien stort set sig selv. Værtshuset, mødet, relationen, færøerne, idiosynkrasierne, bruddet, følelserne, erindringen – det hele tilsammen den levede historie den ene vej og den erindrede historie den anden: Først møder vi reflektionen i nuet, og i dagene derefter følger vi ham bagud i tid – indtil historien slutter, hvor den begyndte, i nutid, og for ham i tid længst væk fra sin indgangsreflektion i samlingens første vers/tweet.

Det var en jonglering i hovedet at skrive det. Hele tiden at forsøge at opleve “baglæns” og samtidig blive, blive, blive i det nuværende: hvordan har de det sammen i dette nu, hvad siger bogstavets form om deres relation, hvad gør de, hvad sker der for dem? Er det indlysende, at

“fjorden snævrer ind eller vier sig ud enten rejse ud eller komme hjem ”Så nemt det er at finde vej” husker jeg du lo”
er vokset ud af et C? Ja, måske, når man ved det. Men det er ikke nødvendigt at vide det – og især ikke nu. Jeg har nemligt byttet om på bogstaverne og taget hele bogstaver ud, så der frem for niogtyve nu kun er sekssyvogtyve vers tilbage. Det er dét, der sker, mens man skriver. Rækkefølgen ændrer sig. Indholdet ændrer sig. Erindringen er nu og her og der er ingen begyndelse og ingen slutning. Der er kun nuet og oplevelsen i nuet.

Under bearbejdelsen til præcis 140 tegn eller mindre kom jeg til at tænke, hvordan det mon ville være at komme ind midt i digtsuiten – ikke at have set den fra begyndelsen af, men f.eks. midtvejs. Ville man læse nedad (=’bagud’), eller søge begyndelsen af suiten for at læse ‘forud’? Og især, når man ikke vidste, hvor mange digte hele suiten ville komme til at bestå af, hvad skulle man så hæfte sig ved; hvordan gøre det relevant for sig selv som læser?

Umuligt at besvare. Hvilket kun forstærkede mit ønske om at hvert lille tweet skulle kunne stå alene. En lille prægnant bid af hans hverdag med, og uden, THÓRUNN.

 

kksep2012

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *