Lazar og badekarret

 

 

uddrag fra Aleksander Sajins roman: Valthers Notater (tab&nar, 2011)

[08.05.2006]

Den store dør genlød dumpt, buldrende som et fjernt brøl fra en avlstyr, svulmende af styrke og dirrende af afstand. Han spidsede ører, usikker på, om han havde hørt en banken på døren, eller var det bare noget, han troede. Han fik stadig oftere hjertebanken i halsen og kunne også mærke pulsslag i hovedet om morgenen, mens resterne af nattens druk endnu løb rundt i kroppen, og blev hældt fra blodet til lymfen og fra lymfen ud i den usynlige tømmermandssky, som Baudelaire kaldte spleen.

Han lyttede igen. ”Utroligt hvor meget af den forpulede ro, man skal hive ud af nosserne for på ny at kunne se sig selv i spejlet om morgenen. Problemet er barbering. Hvorfor kigge i spejlet om morgenen, hvis ikke for skæggets skyld? Og hvad er det for et spørgsmål? Forpulede møg…” Nu var der ingen tvivl længere. Nogen havde så afgjort banket på døren. Han hadede, når nogen bankede på hans dør, om det så var om morgenen eller om aftenen, det var lige meget… Det kunne ikke føre til noget godt. Alle overraskelser var dårlige, denne lektion havde han for længst lært.

your words are the sails

Han slæbte sig hen til døren forbi en bunke minder, den tabte tids kirkegård på værelset og i gangen. Bag døren stod et badekar. Hvidt, emaljeret, det glinsede i trappeopgangens halvmørke. Det var ikke lagt ned på alle fire metalben men lodret oprejst, kun støttende på to ben, sådan at proppen, der var klemt ind i ventilen i badekarbundens øverste ende, befandt sig i hans næsehøjde. Fra det lille hul i proppen svævede kæden af små nikkelbelagte kugler, der i den anden ende var fastgjort til badekarrets højeste kant. Badekarret var fyldt med vand til randen, men vandet løb ikke ud, i stedet krusede dets overflade, mens denne stod lodret foran hans ansigt og krop.

Fuck  vandretheden – tænkte han, mens han stirrede måbende på den krusede overflade, der modstod jordens tyngdelove. På vandoverfladen begyndte følgende bogstaver nu at bue ud: ”Lazar hørte noget, der lød som et slag af papir mod vindens pensel, foran hans ansigt gled en træudsmykning i sandfarve forbi. Døren og gruset. Og natten. Som solens mest glitrende spejling i de små bølger i vandets overflade… Stå op, Lazar, sagde nogen… Din hånd kærtegner lyset. Se Lazar. Under ethvert ord findes en sort rod. Hiv den op og lav te (22.04.2006)”.

Lazar vendte sig om på stedet og skubbede hårdt til døren med hælen, så han hørte smældet fra metalrigelen ved håndtaget, der hoppede ind i sit slutblik i dørens trækarm. ”Shit”, mumlede han med en stærkt amerikansk accent.

there are no rules

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *