Sommerens Dæmoner

 

 

Af Christian Bonde Korsgaard.

Uddrag af romanen: Claus Tabs visioner.

 

… spist i flere dage og overfor ham sad Claus Tab – storrygende – og lignede mere og mere et sammenkrøllet brudstykke af romanen om affældighedens fejlslagne hævn i egen høje person. Jakob genkendte straks det papir der lå på bordet foran Claus Tab. Overskriften var blevet streget over med rødt. TAB&NAR-Manifestet, stod der. Claus Tab skoddede en cigaret ned i sin underkop og sendte en røgsky i Jakobs generelle retning.

Så du har altså skrevet et manifest til vores (håndhvirvler i luft) foretagende. Det er jo en sjov lille genre … men meningen! Ja, den er sgu go’ nok. Forstå mig ret, jeg sætter pris på din indsats. Du er en skarp hjerne, Jakob. Det er du. Og du har læst din Nietzsche som en god dreng; ingen tvivl om det. Men det vi prøver på er at få startet en bevægelse op, ikke bare … hr-hm, sniffe til nossekugler, om jeg så må sige. Det er som med kærligheden mellem havfruen og dykkeren, close but no cigar, if you see what I mean. Den ene mangler noget og den anden er alt for overbeskyttet. Det spiller ligesom slet ikke (knytnæve mod knytnæve blidt i luften over bordet).

Jakob hældte kaffe op og ventede. Så meget havde han da lært. Den letteste måde at komme igennem kritikken på var ved at udholde den i tavshed. Han hældte op til Claus Tab, der pustede forsigtigt hen over koppen og satte den fra sig med en klirren mod underkoppen. Efter en kort og fortvivlet kamp med den genstridige verden i form af en krøllet pakke rød Cecil lykkedes det Claus Tab at få ild på en cigaret inden han fortsatte sin talestrøm. Han var i stødet. Det mærkede man tydeligt.

I alle de tyrefægtninger jeg har set i min tid, og jeg har set en del tyrefægtninger i min tid, er det det røde klæde der vinder over tyren. Jeg forstår din glæde ved at skrive et manifest. Da Gud skabte verden, skrev han da ikke et manifest? Men hvad er det der manifesterer sig gennem et menneske? Min smag, mine domme, min lugt (finger mod bordplade for hver betoning, aske på hvid dug). Ikke helt det samme, vel?

Hvad rager det mig, hvad rager det alle verdens bjerge? Hvis du véd hvad du vil, så fortæl det for guds skyld ikke til nogen. Så hellere stikke tungen op i røven på et får.  Hvis du véd hvad du vil, så gør det – uden videre. Så er det dit og hele verden kan se det. Vil du opnå det stik modsatte, så skriver du bare et manifest. Så kan selv Thomas Bredsdorffs svigermor se at du ikke har noget at have det i. Hvis du siger hvad du vil, får du ingenting. Det er de samme regler overalt. Den får, der tager selv.

A Never-Never Land High Above the Sea

Claus Tab faldt ned i den vane han havde, når han virkelig mente det han havde at sige, med at tale gennem sammenbidte tænder, som om han mistænkte nogen for at have slukket for lyden i den film han var med i. Jakob prøvede virkelig at lytte efter for alvor. Det var vigtigt ikke at kigge for meget på havet for enden af haven eller træets krone lige over dem. Fuglene. Forskellen på havets blå og himlens blå. Vindens brusen. Noget der er svært at huske.

Godt så (røg ud gennem tænderne. Cigaret skoddet. Cigaretpakke flænset op. Cigaret tændt. Røg ud gennem tænderne). Hvad er det der kendetegner dansk litteratur lige for tiden? Udover det samme som altid har kendetegnet alting? At du kan sige om det hvad du vil og få ret, så længe der ikke er nogen der modsiger dig.

Hvorom alting er. Det du vil opnå med dit manifest er det samme som enhver der nogensinde har skrevet et manifest ville opnå med sit manifest: at bryde med tingenes tilstand, og tingenes tilstand, lad mig fortælle dig noget: den findes ikke. Der findes kun alt det folk som dig render rundt og siger om den. Tingene! Litteraturen! Tilstanden, tilstand-en! Jeg kunne sige det modsatte af et hvilkensomhelst synspunkt du ville give udtryk for og vi ville begge tage lige meget fejl. Især angående litteratur er det en præmis (flad hånd i bordet til klirrende kaffekopper) at den altid også vil være noget andet og mere end det man siger den er. Jeg læste for ikke så længe siden en pressemeddelelse om en svensk bog der udkom her i Danmark, hvor der stod at den var – og jeg citerer – et angreb på den naturalistiske roman. Citat slut. Og jeg jubler som en idiot. Øh, kommer du ikke mindst to, tre eller fire menneskealdre for sent? Siden hvornår har den naturalistiske roman været en succes eller ligefrem noget farligt? (Host, host.) Og hvor længe har der ikke været brug for et forsvar af den istedetfor? Whatever – lad de døde hvile i fred. Sådan siger nu jeg. (Hånd for brystet. Host.) Og lad de levende om at leve livet. Hvis de ellers kan finde ud af det.

Men hvis det vi kom til var spørgsmålet om dansk litteratur, ja, så ville jeg sige at den er kendetegnet af alt det modsatte som du åbenbart mener, efter dit manifest at dømme. Mistro til selve begrebet substans. Meget fine og teknisk set mesterlige dansere i sproglig tomgang om sig selv og alle deres universitære teorier om skrift og diskurs. Dansk litteratur, 2012. Det er ikke mit problem. Who am I to be critical?! Jeg véd godt hvad jeg vil, skal jeg sige dig.

Man må også spørge til strategien bag, eller er det et regulært behov? At definere sig selv som en modsætning til en eksisterende tilstand eller position der i sagens natur skal overskrides. Der er så meget galt med det, at jeg slet ikke kan få begyndt. Lad mig blot spørge … det er lakonisk (klart nok). Kan overskridelsen overhovedet lade sig gøre på denne måde? Ville man ikke blot bestyrke netop det man foregiver at ville stikke af fra? Ville man ikke bare blive medskyldig i den dårlige dialektik, medmindre altså det ikke var tilfældet at man ganske enkelt bare tager fejl og lukker varm luft ud i den blå luft. Kan du se hvor jeg vil hen? (frem og tilbage hændernes flagren mod usynlige fluer frem og tilbage.) Et manifest kan simpelthen ikke undgå at modsige sig selv. Det er et negativ. Et aftryk af et billede der ikke er fremkaldt endnu. Og så længe billedet ikke findes er manifestet løgn. Og når billedet findes er manifestet gjort overflødigt. Under alle omstændigheder … Kan du se problemet?

there’ll be no shelter here

Jakob rynkede brynene og drak lidt kaffe. Det var vist et godt tidspunkt at nikke på. Claus Tab tændte en cigaret.

Jeg har fundet et par citater frem (at rode i chartek, hvidt hår som antenner på sammenstyrtet radiotårn eller horn på sovende ugle). Her er det. Reaktionen på en udvikling der er syg, bliver selv syg. Johannes V. Jensen. Med andre ord? Lad dem ligge og dø alene! Man må være – eller blive – eller forblive – positiv. Positiv. Du forstår godt ordet, ikke? Det betyder ikke det samme som optimistisk. Og er opfattelsen af status quo, er den overhovedet korrekt? Hvem er det der er syg? Hvordan bliver man rask? Ikke ved at reagere, ikke ved at lytte. Jeg tror man bliver syg selv af at tale om andres sygdom.

Jakob rynkede brynene og drak lidt kaffe. Det var vist et godt tidspunkt at nikke på. Claus Tab tændte en cigaret.

Og, jeg havde nogle flere citater (roden rundt med løse ark, askedrys, kaffeskjolder, foldet papirer ud, fundet frem, pakket væk, knoklede hænder med leverpletter) – nå, for fanden. Jeg har skisme fået tændt for to smøger på én gang. He-he. Hvor der spildes der handles. Arh, for fanden da også. Hvor er det henne? Jeg kan ikke finde dem. For H! … Nietzsche

Det gav et sæt i Jakob, da Claus Tab, som en mand der har fået krampe i benet og kæmper for at vågne op fra en drøm, råbte navnet ud i den danske sommer. En kaffekop var væltet. Aftenen blå var på vej ned til dem fra en himmel i færd med at fordybe sig i sig selv.

Pointen var vist at den der skriver et manifest, med Nietzsches ord, både føler – hvordan var det nu den gik? – jo! – en lille rus af magt og giver udtryk for en nihilistisk sukken. Det er jo, he-hrm, ikke helt godt, vel? Mener du ikke også det?

Men allright. Et manifest, så da. Måske er jeg for perfid – igen. Jeg ved ikke. Hvis jeg skulle give det en overskrift, ville jeg sige (tydeligvis tænkt over det hjemmefra) breach what you practice. Hovedsagen må være at man kan skrive noget der er bedre end ens eget manifest, på manifestets principper. Der er og bliver noget stift, ukunstnerisk og kunstigt over det. Hvorfor skulle det overhovedet være nødvendigt? Hvis man har noget at manifestere, kan man vel bare manifestere det? Vi skriver for kvinderne og evigheden, det er klart. Og det sidste vi har brug for er et manifest. Beklager, gamle dreng.

Those Daring Young Men in Their Flying Machines … Ain’t What They Used to Be!

Claus Tab krøllede papiret sammen og kastede det bort over venstre skulder. Hans side af bordet lignede noget et barn havde udrettet, hvis altså et barn røg cigaretter og drak kaffe.

Nu kunne jeg tænke mig en danskvand. Gider du hente mig en danskvand, kære Jakob?

Jakob rejste sig og gik ind i køkkenet. Han var også selv blevet tørstig. Der var mørkt og koldt indenfor. Gennem et hosteanfald råbte Claus Tab efter ham.

Det eneste vi har brug for er en flok glowing young ruffians der kan skrive. Det er dem der er vigtige. Dem der skriver. Ikke hvad vi siger til dem om det vi vil have dem til at gøre. Problemet er altid det samme. Du har fuldstændig ret, Jakob. Det gælder om at finde en måde at bevæge sig på mellem ordene, mellem det der allerede er sagt alt, alt for mange gange og det der lige akkurat tåler en allersidste gentagelse. Den rigtige måde at tage fejl på er tusind gange bedre end den forkerte måde at have ret på. Og jeg skal have med citrus, tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *