tour de fragments (1)

 

 

Af Torben Munksgaard

21. juli 1996: Karl ringer. Hans maleri er færdigt, vi går ned til floden og fejrer det. Byen er fyldt med danskere. Bjarne er der, han cykler frem og tilbage med det danske flag. Folk råber Bjarne og Gud. Jeg leder efter et pissoir. Efter mening. Efter piger med nøgne skuldre, der nager i øjnene, deres knitrende fregner i solen. Hvor er hende polakken med de hvide tænder og de beskidte ord? Hvor er maleren, digteren, pornostjernen? Der er kun os nu. Om natten sidder vi på de tomme tribuner og tænker tilbage.

 

18. juli 1999: Hun skriver, at det er forbi. Markerne ud mod Elmelund ligger golde og blege i den brændende sol. Blanke ark på Camus’ skrivebord, de første skitser til Den Fremmede. Jeg tager skjorten af og går videre i bar overkrop. Jeg er hvid. Om natten skriver jeg i et afskedsbrev: Jeg er alle farver, jeg er alle farver mudret sammen, hvid og rød og blå. Meningen med livet er gråmelerede øjne. Hun ringer ikke igen. Næste gang jeg ser hende, sidder hun i en sofa på et diskotek med blikket rettet direkte ned i helvede. Det får hende til at se smuk ud, det nedadvendte blik og det mærkelige lys.

 

 

 

En tanke om “tour de fragments (1)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *