Derfor Ikke (anden del)

 

 

af Jimmy Høyer

 

Kapitel 6

 

(første del her)

Der skulle være sæsonpremiere i den lille bys fodboldklub, og stort set alle var på plads før kampstart. Det gjaldt naturligvis også Frede, der sædvanen tro havde taget plads bag den linjevogter, som skulle sørge for at dømme hjemmeholdets angribere off-side. Frede elskede nemlig at love linjevogteren bank, hvis han understod sig i at hæve flaget imod hjemmeholdets spillere.

– Ka’ do få det flaw nier, din hund! skreg Frede gang på gang, mens han i retning af linjevogteren truende løftede sin stok, der nogle gange var en paraply. Men årene havde gjort Fredes gang på jorden svag og usikker, så dommerens assistent på linjen lod sig efterhånden kun sjældent skræmme.

Den lokale fodboldklub havde haft en lidt mærkelig historie, som måske nok i virkeligheden ikke var atypisk for et samfund af en så beskeden størrelse. De forskellige årganges omfang, skoleklassernes fritidsbeskæftigelser samt naturligvis de erhvervsdrivendes interesse i fodbold havde i bund og grund alt at betyde. Ville de lokale forretningsmænd se fodbold på det lokale stadion hver anden weekend, var de også rede til at smide nogle penge i diverse sponsorater, og dette mønster fornægtede sig heller ikke i byen ved fjorden; sponsorernes penge skaffede gode faciliteter, hvilket igen tiltrak gode spillere.

Også en dygtig træner havde man i denne periode fået råd til. Han var selv fra en lille by nede sydpå et sted; men han havde opnået og oplevet meget i sin tid som træner for en række af både små og store klubber. Nu var han altså klar til sæsonen med sit nye hold, og samme morgen havde den lokale avis bragt et interview med ham. Han havde på meget rutineret vis taget presset af sine spillere og byens krav om oprykning ved at pege på to hold i rækken, der havde et mindst lige så stort budget som byens eget hold.

– Nej, det der bliver spændende nu, det bliver at se hvordan det kommer til at gå med de to hold, for de er mindst lige så pengestærke som vi, havde han sagt.

Han holdt senere en kort peptalk inden dagens kamp, der skulle afvikles i silende regnvejr på en bane med store, blanke vandpytter, og alle lyttede intenst med åbne munde og store øren:

– Nogle gange vil bolden hænge fast i vandet, og andre gange – øh – vil den gøre noget andet! God kamp!

Efter to minutter var holdet bagud med 0-1.

 

I want what all men want. I just want it more

 

Med undtagelse af Thorkild havde folkene fra slænget hverken den store interesse i selve spillet eller mindste begreb om det; men grundet sammenholdet på stadion samt det faktum, at stemningen ofte gav anledning til en masse råben og skrigen, missede de kun sjældent en hjemmekamp. Ubevidst kunne de nok også godt lide den kendsgerning, at man i fodbold som i det virkelige liv kæmpede hårdt frem og tilbage og undertiden lavede et mål, som de nød, for disse mænd lavede ikke ret mange mål i det virkelige liv.

Thorkild havde en nevø på holdet ved navn H.H., og det var navn nok på de kanter. Desuden var det også let at råbe på en fodboldbane, når pulsen var høj, og man næsten ikke kunne få luft. Ikke desto mindre var Thorkild dog den eneste fra slænget, som først kom, da kampen allerede var fløjtet i gang; men som Carl sagde, så var Thorkild heller ikke altid den type, der skød samme dag, som han sadlede.

Kampen var i fuld gang, og hjemmeholdets nervøse spil bar præg af den dårlige start. Træneren prøvede at skifte lidt ud og bytte en smule rundt, så højre back blev venstre midtbane, og den nye venstre forsvarer blev den tidligere højre midtbane, men ingen af de små genistreger syntes at hjælpe.

– Det er da rent ad helvede til i dag, erklærede Knotten.

– Ah, jeg synes nu, at det er ved at blive bedre, mente Thorkild.

– Gu’ er det da ej, sagde Knotten Kent.

– Vi må håbe, at det bare er en enlig svane med det ringe spil, kom det fra Carl.

– Det er da egentlig fantastisk, at træneren kan få så mange gode spillere til at præstere så ringe. Det er nærmest mirakuløst i sig selv, lød det fra Artisten.

– Ja, nej vi må håbe, at træneren kan give dem noget mere mod på tanden i pausen med en ordentlig opsang, svarede Carl, hvorpå Artisten ikke svarede.

Pludselig tog H.H. chancen langt ude fra med et godt skud, som ramte overliggeren med et brag og røg tilbage i spil. Thorkild var tydeligvis stolt af nevøens forsøg trods det manglende mål; men man skulle ikke komme alt for godt i gang på den egn, så han forsøgte at skjule det med kommentaren:

– Ja ja, går den ind, så er der mål.

– Ja, selvfølgelig er der da det, snerrede Carl irriteret, – men de er sgu nødt til at skyde noget mere udefra, for spille kan de fandeme ikke i dag. Hver eneste gang kikser den sidste aflevering jo.

– Ja, naturligvis, sagde Artisten roligt.

– Naturligvis hvad? lød det vrissent fra Carl.

– Naturligvis er det den sidste aflevering, som kikser. Hvis det havde været den næstsidste, der kiksede, så havde den jo været den sidste.

– Åh, dig og dit evindelige vrøvl. De spiller jo sateme som røven af fjerde dimension, sagde Carl vredt, og de andre var for optaget af spillet til at irettesætte ham, mens Artisten stod roligt med hænderne samlet på ryggen og smilede underfundigt for sig selv.

 

when an opportunity to make history comes along, you gotta seize it

 

– Dommeren er sgu da også helt værgeløs, lød det opgivende fra et sted i rækken af tilskuere.

– Ja, han har nok trukket sit dommerkort i en automat, lød det et andet sted fra.

– Udeholdet får fordel af alt for mange kendelser! råbte en tredje arrigt.

– Dommeren skal vel op at køre med dem hjem har har har! råbte Thorkild og så sig rundt efter lidt anerkendelse.

– Det eneste, der er værre end en dommer, der fløjter for meget, det er fandeme en dommer, som fløjter for lidt, mente Carl så.

– Så er du vel egentlig umulig at stille tilfreds? ville Artisten vide.

– Gu’ er jeg da ej! Han skal bare fløjte, når han skal.

   Fjordens lokale drenge fik bedre fat, som kampen skred frem, og det hele endte med resultatet 2-2. Tilskuerne havde forventet mere, men en premiere kan være vanskelig, og stemningen var trods alt ikke dårlig, da folk forlod stadion. Man kunne høre stemmer aftale at fortsætte eftermiddagen med en øl eller en kop kaffe, enkelte diskuterede allerede holdets chancer i den næste kamp, mens helt tredje benyttede sig af den just overståede kamps resultat til et par morsomheder. Hovedparten af tilskuerne kendte dog de fleste af disse i forvejen, hvorfor spørgsmål, svar og kommentarer føg hastigt frem og tilbage gennem mængden.

– Det var vel rimeligt nok med 2-2, for begge hold spillede jo lige længe, erklærede en dyb stemme i flokken.

– Ja, ud fra spil og chancer kunne det lige så godt have endt omvendt, supplerede en anden.

– Modstanderne havde ellers mange alsidige spillere! råbte Thorkild så fra et sted inde i mængden. Folk blev tavse og vendte sig truende imod ham, for man skulle ikke rose modstanderholdet.

– Ja, de kunne hverken det ene eller det andet har har har! råbte Thorkild. Folk tøede straks op og dunkede Thorkild i ryggen til tak. Latterbrøl gjaldede gennem eftermiddagen, fyldte biler begyndte at trille væk, og Thorkild var nær ved at eksplodere af stolthed. Han havde lige lavet et mål i det virkelige liv; endda et flot et af slagsen. Hele hans dag var nu reddet, og han følte, at han kunne vælte byen ved fjorden og måske hele verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *