Af Viggo Madsen
TILVÆRELSEN SOM FYSIOLOGISK KONVENTION
jeg ser på pigerne på havnepromenaden
det bliver de kønne af
unge piger, to og to,
identiske som genkendelse og hukommelse
at rekonstruere sine bevæggrunde
så de leder til handling:
her går lige straks netop nu!
så er øjeblikket forpasset;
uforglemmeligheden, jaja
et enkelt stykke toiletpapir tilbage i kummen
efter udskylningen
origamisk krøllet sammen som det kinesiske
tegn for ‘JEG’ (noterer jeg mig)
som alt andet et udslag af sammenfaldende
omstændigheder
tilbage ved haveselskabet hælder jeg resten af
min øl op
og finder en død hveps i mit glas

DETEKTIVEN FORKLÆDT SOM FALSK BEVIDSTHED I FOLKEMÆNGDEN
så op mod himlen at det ville blive regnvejr
netop i det øjeblik toget kørte ind på stationen
det var som at se en dresseret elefant i cirkus
stærkt forsinket var det også tålmodigt afventet
begyndte at myldre ind før andre var steget af
alt bare fordi det ikke kunne være anderledes
og signalere med sin fløjte kunne det også
man kan godt få en hund til at give pote,
men så skal man selv vaske hænder –
genfundne minder i mængder man ikke
bryder sig om at gense så længe efter
det føles undertiden som en feber
altid et andet sted henne i tankerne –
hvad er der med dig, du er vel ikke syg?
du siger: der er lige så mange måder
at blive ædru på som der er mennesker til
men det er jo ikke sandt
så mange mennesker findes der heller ikke
to andre jegløse digte af Viggo her
En tanke om “To jegløse digte af Viggo Madsen”