To jegløse digte af Viggo Madsen

jeg ser på pigerne på havnepromenaden

det bliver de kønne af

unge piger, to og to,

identiske som genkendelse og hukommelse

at rekonstruere sine bevæggrunde

så de leder til handling:

her går lige straks netop nu!

så er øjeblikket forpasset;

uforglemmeligheden, jaja

et enkelt stykke toiletpapir tilbage i kummen

efter udskylningen

origamisk krøllet sammen som det kinesiske

tegn for ‘JEG’ (noterer jeg mig)

som alt andet et udslag af sammenfaldende

omstændigheder

tilbage ved haveselskabet hælder jeg resten af

min øl op

og finder en død hveps i mit glas

så op mod himlen at det ville blive regnvejr

netop i det øjeblik toget kørte ind på stationen

det var som at se en dresseret elefant i cirkus

stærkt forsinket var det også tålmodigt afventet

begyndte at myldre ind før andre var steget af

alt bare fordi det ikke kunne være anderledes

og signalere med sin fløjte kunne det også

man kan godt få en hund til at give pote,

men så skal man selv vaske hænder –

genfundne minder i mængder man ikke

bryder sig om at gense så længe efter

det føles undertiden som en feber

altid et andet sted henne i tankerne –

hvad er der med dig, du er vel ikke syg?

du siger: der er lige så mange måder

at blive ædru på som der er mennesker til

men det er jo ikke sandt

så mange mennesker findes der heller ikke

to andre jegløse digte af Viggo her

En tanke om “To jegløse digte af Viggo Madsen”