Derfor Ikke

 

 

af Jimmy Høyer

 

Kapitel 1

Det var ikke sådan, at der aldrig skete noget i det lille samfund ved den smukke fjord; det var bare sjældent noget, der gav genlyd langt væk.

   Denne dag var lig de fleste andre; men dog adskilte den sig på et enkelt punkt. Las havde i dag ikke fået sin sædvanlige middagslur, og det havde heller ikke hverken Thorkild eller Tosse-Thomas, hvilket var mindst lige så usædvanligt. Normalt afbrød middagsmad og en halv time på øjet gerne deres møder, der strakte sig fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Det eneste stensikre element i forbindelse med disse møder var øl, hvorimod både deltagere, samtaleemner og lokationer kunne være forskellige fra tid til anden.

Denne noget specielle dag havde været særlig festlig, og desuden havde den ubønhørlige regn betydet, at mændene ikke var taget hjem til hvil og forplejning omkring middagstid. Knotten-Kent havde dog holdt traditionen i hævd og var trisset hjem til Gretha, idet han ganske ærligt havde erklæret, at han simpelthen ikke turde andet. Hvis ikke han holdt sig gode venner med hende, ville dynen pludselig ligge på gulvet neden for trappen, og det ville være ensbetydende med, at Kent ikke blot måtte sove på den ukomfortable sofa; men tillige måtte han bruge et hav af kræfter på igen at få Gretha i godt humør. Som så mange andre kvinder ville hun helst have det, hun ikke kunne få, så hvis Kent var for meget hjemme, var det også galt, og så foreslog hun ham insisterende at køre på havnen, hvor han i forvejen stort set altid var. Samme Knotten-Kent var i øvrigt kendt for næsten altid at virke småsur, hvorfor hans øgenavn ikke var ufortjent. Desuden var han kendt for, at en tredjedel af alle de ord, som undslap hans mund, var ‘fanden’ eller ‘fandeme’. Tømmermænd og dynen neden for trappen nedsatte normalt ikke denne frekvens.

Uvist af hvilken grund var der altid voldsomt varmt i Las’ stue. Måske var det af glemsomhed, at radiatoren endnu var brandvarm efter den kolde vinter, eller også var det blot et udtryk for Las’ store gæstfrihed. Her var man altid velkommen.

– Er der egentlig nogle af jer, der har en gps’er, jeg kan låne, når jeg vil ud at sejle en tur på fjorden, spurgte Artisten pludselig ud i lokalet. Der var lidt tvivl om, hvor han egentlig kom fra, men han påstod, at han havde studeret kunst på et akademi et eller andet sted engang. Han påstod, at han selv havde hugget stenen til sin mors gravsted, og at politiet stadig var helt uden spor i sagen. Desuden startede hans rigtige navn vist med et K, men det var ligegyldigt for folk på egnen. Han var den skarpe kniv i slænget; men hans ambitioner havde altid været handicappet af dovenskab.

– Du behøver da ikke en gps’er for at finde rundt i fjorden, sagde Thomas forsigtigt. Han så meget op til Artisten.

– Nej, det vil jeg også nok sige, do! lød det samtykkende fra Thorkild.

– Jamen, det kan da sagtens være, at jeg en dag har lyst til at sejle en tur ud af fjorden, svarede Artisten. I virkeligheden var han endnu ikke ret bekendt med fjorden, men det faldt ikke de andre mænd ind. De var vokset op ved den og var kun meget sjældent væk fra den.

– Ja, det virker da nu stadigt unødvendigt, slog Las fast, mens han omdelte en stribe kolde øl.

– Da jeg lærte at sejle, skulle vi engang til Grønland, lød det pludselig ivrigt fra Tosse-Thomas. – Vi fik besked på bare at sejle til Bergen og så dreje til venstre.

– Aaah, sagde Carl, – kan det nu også passe? Du skal sgu altid være så kæfthøj.

Han undte ikke folk al for megen succes.

– Det hedder ‘kæphøj’, sagde Las.

– Gu’ gør det da ej, sagde Carl. – Den historie skal man helt sikkert tage med et gram salt.

– Det hedder gran, sagde Las.

– Hvad er der nu galt? snerrede Carl irriteret.

– Det hedder et ‘gran’ salt, forklarede Las, – ikke et ‘gram’.

– Gu’ gør det da ej, vrissede Carl skråsikkert, mens han viftede med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden. Det gjorde han altid, og han kunne aldrig beslutte sig for, hvilken af dem han først ville smage på. Dog valgte han endelig at tage et sug af cigaretten med næsten lukkede øjne, mens han selv følte, at han satte trumf på:

–  For gran er fandeme noget, der står i en skov! Så meget ved jeg i hvert fald.

Las havde ikke noget imod at tage nogle voldsomme diskussioner med Carl, men i dag gad han ikke.

– Den er sgu god nok, fortsatte Thomas så. – De tegnede sådan en lille tegning på bagsiden af en af de helt små æsker med tændstikker. Det var vores eneste kort, og det var nok…

We killed like Champions

 

Manglen på respons var udtryk for en kraftig tvivl, men Thomas havde undertiden let ved at blive ked ad det, hvilket de alle med undtagelse af Carl gerne tog hensyn til.

– Det er fandeme løgn, sagde han.

– Så var det da godt, at det ikke stormede så voldsomt, at tændstikæsken kom til at vende på hovedet, skyndte Artisten sig at sige.

– Øh, hvorfor egentlig? sagde Thomas, hvis tanker blev drejet væk fra den skeptiske Carl.

– Jo, for ellers var I jo nok endt i Afrika et sted, kom det med en mild latter fra Artisten. Las og Thorkild lo også, Carl så stadig tvær ud, og Tosse-Thomas lignede mest af alt et stort spørgsmålstegn. Engang blev han på egnen kaldt Fisker-Thomas, men efterhånden skabte han sig mere tosset, end han fiskede. Nu tænkte og tænkte han, så det knagede, og pludselig brød han ud i voldsom latter, mens han råbte:

– Nåeh ja, for helvede da! Afrika, ja! Ha ha ha, ja den var sgu god! Nej, sådan en rødspættefilet tilberedt på panden i masser af smør; det er faktisk den allerbedste fisk, man kan få!

– Jeg kan nu klart bedre lide pighvar, sagde Thorkild straks.

– Fisse er bedre.

Det var Artisten, der havde talt, og de andre vendte sig spørgende imod ham.

– Øh ja, sagde Thorkild. – Men vi er altså nødt til at blive enige om, at fisse ikke er en fisk.

– Selv om det kan lugte ens, lød det tørt fra Las.

– Ja ja, det kan vi da godt så. Men man kan nu sagtens få med en fisse at skaffe, som lugter endnu værre. Det har jeg i hvert fald prøvet. Jamen det var nærmest lidt som overgæret øl.

– Det lyder da ikke værre, indvendte Thomas.

Men Artisten havde vendt hovedet og kiggede søgende ud i regnen efter støvede minder.

– Det lyder nu heller ikke ligefrem godt, sagde Las. Carl sagde intet.

– Har I egentlig hørt den med den blinde mand og fiskebutikken? spurgte Thorkild. Han elskede at fortælle vittigheder, og han kunne et hav. Han var en stille, meget hjælpsom og flink fyr, der foruden sine vittigheder sjældent gjorde det store væsen af sig. Det betød dog meget for ham, at de andre kunne lide hans morsomheder; langt mere end han gav udtryk for.

– Nej, kom bare med den, sagde Las, som godt kunne lide Thorkilds vittige historier.

– Ok, sagde Thorkild glad, – hvad sagde den blinde mand, da han gik forbi fiskebutikken?

Thorkild så sig spændt rundt, mens han håbede på, at ingen sad inde med svaret.

– Jamen, det ved vi ikke, sagde Las ivrigt, – fortæl, fortæl!

– Han sagde: Hej piger – har har har, lo Thorkild, der som oftest også selv var godt tilfreds med pointen.

– Den kendte jeg godt, sagde Carl.

We’re all Equal in the Ocean

 

I hjørnet satte Artisten pludselig melodi til ordene ‘fisk og fisse’, mens han svingede med den ene arm højt løftet over hovedet. Tosse-Thomas stemte i, men med en ganske anden og ikke mindre sjofel tekst. Også melodien var helt anderledes. Det lød mest som “I Skoven Sku’ Være Gilde”.

Og sådan sad de så for en stund denne eftermiddag disse fem mænd. Deres sind var ikke fyldt med rådne, sindssyge drømme eller vilde håb. De sad blot og hyggede sig. Fortalte anekdoter, lo ad hinanden, med hinanden, og denne lidt specielle eftermiddag sang de altså også for hinanden.

Sidst på aftenen var de fleste af mændene gået hjem, og tilbage hos Las var nu kun Carl, der gang på gang på gang fandt en kølig pilsner mere tiltrækkende end en kølig gåtur imod sit hus. Han havde som den eneste i slænget en regulær 37 timers arbejdsuge, hvilket han klarede upåklageligt; men også denne aften trak en smule selskab mere end nattesøvnen.

Nu var der en kvinde i fjernsynet, der sang en smuk sang om kærlighed, og pludselig begyndte Las at fortælle Carl om en ungdomskæreste, som han aldrig havde nævnt før. Men bedst som han var kommet i gang med at fortælle, sluttede sangen, hvorpå også Las holdt inde, og det var det sidste, Carl hørte fra ungdomskæresten.

Så kom en amerikansk serie med dåselatter, hvor alt skete lidt hurtigere end i det virkelige liv. To timer senere var det stadig samme serie, men ingen af dem bekymrede sig om, hvorvidt man så dagens andet eller fjerde afsnit.

Efter et par forgæves forsøg fik en rigmand endelig lov til at pille skjorten af en ung og smuk blondine, hvorefter nogle mere eller mindre opfindsomme reklamer røg på skærmen.

– Hold da kæft, mand. Bare på grund af et par millioner på kontoen.

Nogle sekunder gik, før Carl opfattede, at det rent faktisk var Las og ikke fjernsynet, der havde talt.

– Hvad? spurgte han.

– Jeg siger, at det sgu da kun er for pengenes skyld, hun giver ham lov til det dér.

– Ja, han er da grimmere end arvesølvet!

– ‘Arvesynden’, tror jeg, du mener.

– Det er sgu da helt ligegyldigt.

– Ja ja, bevares. Men jeg siger jo også, at det er på grund af pengene og ikke andet.

– Hvis penge?

– Ja, hans for helvede da! Følg nu lidt med. Hun vil have del i hans penge; derfor får han lov til at pille tøjet af hende.

– Nåeh, ja ja. Jamen det kan de slet ikke stå for, sådan nogle kvindfolk. Man kan faktisk få lov til hvad som helst, hvis man bare lover dem gule og grønne skove.

– ‘Guld og grønne skove’, mener du.

– Hvad?

– Det hedder ‘guld og grønne skove’. Sgu da ikke ‘gule og grønne skove’.

– Åh, hold da kæft.

 

En tanke om “Derfor Ikke”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *