af: Hvad jeg skylder fodbolden (1957)

 

 

af Albert Camus

 

Ja, jeg spillede flere år på Universitetet i Algier. Det føles, som om det var i går. Men da jeg i 1940 igen tog mine støvler på, fandt jeg ud af, at det ikke var i går.

Sådan bliver ens liv bestemt. Jeg lærte hurtigt, at bolden aldrig kommer dér, hvor man venter den. Det hjalp mig i livet, mest af alt i storbyen, hvor folk ikke altid er så ligefremme. Men efter et år med knubs gjorde de mig til grin på gymnasiet: en ‘universitetsmand’ er nødt til at spille for Algiers universitet, R.U.A.

Jeg ville gerne ind dér, da det vigtigste for mig var at spille. Jeg var plaget af utålmodighed fra søndag til torsdag, træningsdagen, og fra torsdag til søndag, kampdagen. Så jeg sluttede mig til universitetsmændene. Og dér var jeg målmand for juniorholdet. Ja, det virkede alt sammen meget enkelt. Men jeg vidste ikke, at jeg hermed havde skabt et tilhørsforhold, der skulle vare i årevis, omfatte hvert stadion i departementet, og aldrig skulle ophøre.

Der blev spillet hårdt mod os. Studenter, deres fædres sønner, dem skåner man ikke. Stakkels os, vi blev mast til plukfisk! Vi måtte gøre front. Og vi var nødt til at spille ’sportsligt’, fordi det var R.U.A.’s gyldne regel, og ‘kraftfuldt’, fordi en mand er en mand når alt kommer til alt. Et svært kompromis. Når alt kommer til alt, var det årsagen til at jeg elskede mit hold så meget, og ikke blot på grund af glæden ved at vinde – der er så pragtfuld, når den er kombineret med trætheden efter anstrengelsen – men også den tåbelige trang til at græde de aftener hvor vi havde tabt.

Verden har gennem mange år givet mig en masse erfaringer, men alt hvad jeg ved om moral og mænds forpligtelser, skylder jeg sporten – jeg lærte det hos R.U.A. Det er kort sagt årsagen til at R.U.A. ikke kan dø.

some say, some do

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *