OPTAKT TIL SKÆBNEN: fodbold i og for sig

 

 

Af Frank E. Larsen

 

 

Fodbold er oppe i tiden, fremme i støvlerne. Så meget, at selv på P1 og DR2 og i Weekend-avisen og på Kommunikationsforum snakker vi såkaldte intellektuelle, litterære mediemennesker direkte ned fra blogosfæren om EM i fodbold, som synes langt foran trættende finans- og bankkriser målt på antal ord, der bruges på det. Men offside-reglen er jo – trods alt – også noget lettere at forstå og forklare, end at vi alle skal arbejde flere timer for at få færre arbejdsløse og en lykkeligere tilværelse for os selv og vore efterkommere. Måske også, fordi den første er en del af en sport og i al sin relative simpelhed er sand, hvorimod det sidste udsagn ikke umiddelbart hænger logisk sammen, og derfor virker som en løgn – omend en avanceret en af slagsen.

For 10-15 år siden var det ikke velset at nævne fodbold (og en helt masse anden sport og kultur) i såkaldt intellektuelle kredse. Nogle af os gjorde det måske alligevel, og det er med skam, jeg må melde, at man netop i disse dage kan få det indtryk, at vi har sejret ad Helvede til. Fordi EM lige pludselig handler om menneskerettigheder og infrastruktur i Ukraine og Polen, om at vores roligans skal passe på, når de drikker sig fulde i Ukraine, om hvorvidt vores kulturminister nu også må tage til Ukraine eller ej. Ligegyldigt, kedsommeligt udenomspladder, som tager fokus væk fra den folkefest, et EM i fodbold gerne skulle være. Ikke fordi, at forholdene for oppositionen i Ukraine ikke er vigtige – men fordi at vesteuropæiske politikeres deltagelse eller manglende deltagelse på lægterne ikke har nogen indflydelse herpå – EM er istedet taget som gidsel i en typisk gang politisk mudderkastning, som i bedste fald koster politikerne en masse energi, de kunne have brugt på noget fornuftigt – såsom at sikre den fremtidige velfærd.

Bevares, fodbold kan sagtens forstås intellektuelt – de taktiske muligheder er uendelige, men samtidig i høj grad afhængige af et holds enkelte spilleres kompetencer. Og fodbold kan også sagtens italesættes og sprogliggøres – selv om min ”gamle” underviser i ”Litterær Metode og Analyse”, Bo Kampmann Walther påstod noget andet på P1 forleden. At fodboldspillere – Zinedine Zidane blev brugt som eksempel – ikke altid formår at gøre det, kan næppe overraske – de spiller fodbold, visse af vi andre beskriver det med ord. Og de af os, der har spillet bare det mindste ved også, at ”jeg ramte den lige i røven” er en mere reel beskrivelse af det skete end  ”jeg lagde bolden til rette således, at jeg kunne ramme bolden ca. 5 cm. inde på venstre side af højre støvle, og dermed sætte den op i krogen af højre målhjørne”. Fodbold er hverken kirurgi eller eksakt videnskab, og følgeligt bør det ikke beskrives som sådan.

safe as houses

I fodbold udspiller dramaet sig på banen, og begrænser sig til én kamp af gangen. Det er ikke en hel tilværelse, der gennemspilles, og forbindelsen mellem kampen og den omkringliggende virkelighed er for såvidt begrænset. Kampen kunne spilles på Månen, hvis ellers der var græs deroppe. Derfor er det også deprimerende, når storkapital og storpolitik skal have aktier i de 90 minutters afgrænset virkelighed udspillet efter simple, forståelige regler, en fodboldkamp er.

EM i fodbold skal være en fest. En fest, hvor man som (tv-)tilskuer er berettiget til at være lykkeligt naiv og barnlig, en rettighed, som der i disse dage tages let på. Fordi de kommercielle hensyn er større end hensynet til sporten og romantikken. En havefest, hvor man nemt kan føle, at skyerne trækker sig sammen henover den, når man hører, at UEFA var utilfredse med, at Danmark vandt EM i ’92, fordi der ikke er så mange danskere eller fans af det danske landshold til at fylde pengekassen.

EM er en fejring af sporten og den reelle, ærlige kamp, af vores nationale forskelligheder – denne naivitet, vil jeg gerne – her et par timer før Danmark spiller den sidste puljekamp, den altafgørende mod Tyskland – deltage i. Også du? God fest – og god kamp!

right as rain

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *