EM for papirtigre med klippede negle eller velkommen til Hotel Tab&Nar

 

 

af Morten E Nørskov

 

 

Det er tyskerne, dette pressede folk, opfindsomme og foran på teknik, tynget af viden og videnskab, lette til bens, op og ned gennem Europa på deres egen fodsti, der har opfundet en ny leg til erstatning for den gamle og foretrukne. Legen har endnu ikke et navn, men den udspiller sig i Polen og Ukraine, hvilket er passende, intet mindre, for et spil der med Tyskland i centrum handler om Europas fremtidige udseende. Spillets regler er enkle, mens spillet, dets udfoldede potentiale, som skak, eller fodbold, for nu at være banal, er næsten uendeligt kombinatorisk sammensat. Man tager, efter temperament, et ældet eller patineret eller måske splinternyt og gerne købt direkte på tanken lidt uden for Bramming, sidste stop før hovedvejen mod Ribe, og ikke så langt længere forbi Ribe den store nabo, vores alle sammens egentlige fædreland, kort over Europa, farvestrålende, med omgivende grå og i grunden betydningsløse lande fulde af potentielle asylansøgere besat af egoisme og grådighed efter en gave der som Luther ville have sagt, ikke kan tilstræbes, blot modtages, en nådegave, og dette sidste har vel aldrig været sandere. Hertil lægges en saks af god kvalitet, der findes helt sikkert gode tyske sakse, men netop i skrivende stund hælder jeg til den antagelse, at mit andet fædreland, efter Tyskland, endnu overgår alle andre sakseproducenter med deres ikke blot næsten fortvivlende og for svensken såre sjældne og derfor desto stærkere virkende erotiske design i tillæg til styrke og funktionalitet, en Fiskars med andre ord. Fra en papkunstner, jeg kender, den århusbaserede Jan Tykgaard, har Fiskars kun den ene skavank, at man skal være påpasselig med at købe korrekt ind. Til et landkort er det papirsaksen, der er i spil, vælger man mod alle anvisninger alligevel at bruge den tilfældigt indkøbte allroundsaks fra Fiskars, eller værre, et ukurant mærke, skal man hermed være af ekspertisen advaret, allroundsaksen har tendens til at fremkalde seneskedehindebetændelse ved finere mere krævende klippen, og den ukurante saks til og med neglerodsbetændelse, særligt tommel er udsat.

Nu er vi ved et være klar. Før saks møder kort er det hensigtsmæssigt at vælge en strategi. Som i fodbold er der tre grundopstillinger at vælge imellem samt kombinationer og egentlige anarkistiske tilgange ala Rumæniens og alle afrikanske holds, der jo ikke kommer i betragtning i denne omgang. De tre grundopstillinger kan man selv researche, hvad angår fodbold, i relation til kortklipning Europa sønder og sammen igen vil det være nok at holde sig for øje, at når kortet skal samles igen, efter sønderklipningen, er der grænser (sic!) for hvilke flader man kan få til at passe sammen, indgå relation, og hvilke der kun kan indgå forlis. Dette er spillets mest realistiske element, historisk set. Nu klipper du, frit og uden angst, hovedkulds ud over stepperne med Afrika i dit blod, nogenledes køligt med dog den endnu utæmmedes fritænkeri og radikalt momentane genialitet – Laudrup på hans bedste dage, Attila i den indledende fase før storhedsvanviddet, Moses uden protefølje –  eller forkrampet forsigtigt, forsvarspræget uden håb for egentlig udvidelse af kampzonen, men også uden risiko for det totale sammenbrud.

Nu sidder du med et vist antal lande, 27 hvis du tænker EU, eller en 12-15 stykker fordi du er en fed idiot, eller mange flere fordi du tænker ud af boksen og kan få øje på Kina i det konglomerat Europa kan ses som og udgør på det indre landkort. Har du klippet med omtanke vil det ikke tage dig lang tid at omlægge og planere det nye Europa, hvor Luxemborg grænser op til Norge og Finland ligger klinet inde mellem Schweiz og Portugal. Har du været decideret kløgtig har du klippet landene til, lagt grænserne efter dit forgodtbefindende eller med tanke på det store puslespil der skal gå op i efter-klippe-tiden, en term designet til spillets genealogi eller blot opstået tilfældigt og lykkeligt som det ofte sker når situationen er gunstig og spillets forudsætninger labre, ligesom det gælder begrebet ”efter sønderklipningen”, hvor uheldige konnotationer til kristendommens begreb om arvesynd har stået langt fremme på banen, de bløde hjerners tid er altid lige begyndt som Morten Olsen sagde til Ålborg Stift Tidende. Nu brænder historierne på, lægningen af ”Neuropa”, Jeuropa[i]er ikke for tøsedrenge og de første bøger af empirisk tilsnit er skrevet hvis man er typen der hellere læser sig ind i spillet end kaster forbeholdene og stiller op til de nødvendige tæv der efterfølgende kaldes erfaring.

A dog took my place



[i] Spillets navn har der været mange forslag til. Det bedste bud indtil videre kommer fra det franske landshold, nemlig Jeuropa, imidlertid er der ingen der længere ud over franskmændene selv taler eller forstår dette engang så vigtige tungemål, hvorfor tyskernes af historien belastede navn Neuropa formodentlig går af med sejren, denne gang blot tilføjet de ironiske øjne par excellence, ”Neuropa”, hvilket får alt til at glide ned i tider hvor ironi har erstattet humor og alvor og således gjort alt lige gyldigt og fuldstændig meningsløst for os alle der frit svævende i luften er uforbundet med dette eller hint og ikke kan stilles til regnskab for noget og derfor heller ikke kan knytte egentlige bånd eller lære af fortiden, knytte forhåbninger til eller sikre en anderledes fremtid, men blot i nuet lege med tempus genus habitus, klippe i og stjæle fra gamle citater, stormestre i ingenting for et nyt Europa fyldt med det gamles vanvid, en hæl og en tå, imidlertid helt uden elegance og skoene passer alligevel ikke, hvorfor vi endeligt installeret på det velrenoverede og knap så renommerede Hotel Tab&Nar i samlet flok fra hver sin computer i hver sit rum, som det engang var toiletbesøg, er det nu det eneste vi deler og dog er ene om, går ind på mitrøvhulbløderfordig.com hvor Leonard Cohen i en animeret version anno 2117 går rundt og mumler ”I haven’t seen the future and it’s still gonna kill us all”. Til saksene, folkens, til saksene.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *